”Tirsdag 28/8 kl 9.30 skal vi bisætte et menneske, som ikke havde pårørende. Vi er derfor ikke nok til at bære ham ud af kirken. Har du tid og mulighed så kom og vær med. Vis ham den sidste ære, selvom du ikke kendte ham – og hjælp os med at få båret hans kiste afsted.”
Denne opfordring kunne man i slutningen af sidste uge læse på aarhusianske Møllevangskirkens Facebook-side. Sognepræst Anni Albæk skulle bisætte en gammel mand og bad om hjælp i kirkens Facebook-netværk. Og hjælp fik hun, for reaktionerne på opslaget var positive og mange. Hurtigt meldte seks mennesker sig til at bære kisten, mens andre spurgte, om der manglede blomster ved den kirkelige handling. Og da bisættelsen fandt sted, var i alt 30 fremmede mennesker mødt op, fortæller Anni Albæk, som er rørt over de mange omsorgsfulde tilkendegivelser.
”Vi lever i et samfund, hvor ensomhed er et stigende problem. Dels fordi flere vælger at leve alene, og dels fordi det er blevet nemmere at blive glemt. Jeg ser de mange reaktioner og fremmødet som en protest mod den ensomhed og som et ønske om, at vi kommer hinanden mere ved,” siger hun.
Biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen glæder sig over, at mange fandt vej til den ukendte mands bisættelse.
”Jeg synes, det er et forrygende flot initiativ, for alle, der har været med til en begravelse eller bisættelse, hvor der ikke er nogen pårørende, ved jo hvor frysende en oplevelse, det kan være,” siger han til DR Østjylland.
Men Anni Albæks efterlysning af kistebærere har ikke kun fået positive tilkendegivelser, den har også skabt debat. For kan man tillade sig at offentliggøre omstændighederne omkring en bisættelse for et menneske, der er afgået ved døden og derfor ikke kan undslå sig det initiativ?
En af dem, der stiller sig kritisk overfor Facebook-efterlysningen, er Anders Kjærsig, fungerende præst ved Agedrup Kirke på Fyn.
”Præsten skal være professionel og sørge for at udføre selve den kirkelige handling. I det øjeblik hun inviterer folk til at deltage i bisættelsen, bliver hun i stedet til pårørende, og det er farligt, for deri ligger ikke hendes opgave. Som præst skal man udvise professionalitet, diskretion og empati, så det andet menneske, dødt eller levende, kan bevare sin urørlighedszone og integritet,” siger han og tilføjer, at opslaget ”overskrider en blufærdighedsgrænse”.
Anni Albæk sammenligner dog sin efterlysning på Facebook med lignende avisannoncer:
”Det er almindelig praksis, at hvis kommunen ikke kan finde pårørende i cpr- registret, sætter de en annonce i avisen, hvor pårørende efterlyses. Det her tilsvarer en annonce i avisen,” siger hun.
Men Anders Kjærsig føler sig anfægtet af, at efterlysningen af kistebærere er lavet på Facebook, fordi det sociale medie er et ”globalt landskab”, hvor hele verden i princippet kan følge med.
”Hvem kommer til sådan en bisættelse, når den er annonceret på Facebook? Er det folk, der overhovedet ikke holder af vedkommende, men som kommer for præstens skyld?”, spørger han og tilføjer: ”Man bør vise respekt for den afdøde. som måske har lyst til selv i døden at få fred for alle mulige uvedkommende.”
”Folk kommer ikke for min skyld, hvorfor skulle de det?”, lyder svaret fra Anni Albæk.
”Jeg tror generelt, folk vil dukke op til sådan noget her, fordi det anfægter dem de gange, der ikke er pårørende.”
Anni Albæks efterlysning på Facebook er da heller ikke den første af sin slags. Tidligere er det set i blandt andet Sønderborg, Ishøj og Kolding, at enten præster eller bedemænd har eftersøgt mennesker på Facebook, der ville hjælpe med at bære en kiste i et tilfælde, hvor man manglede pårørende. Og der er som sådan ikke noget ulovligt ved at efterlyse kistebærere på Facebook eller pårørende til afdøde i avisannoncer, fortæller retsteolog Kristine Garde.
”Udgangspunktet er, at kirkelige handlinger foregår i offentligheden. Derfor er der ingen juridiske implikationer ved at efterlyse erstatningspårørende, som det er sket i dette tilfælde,” siger hun.
Selv fortryder sognepræst Anni Albæk ikke, at hun brugte Facebook som platform til at efterlyse deltagende i tirsdagens bisættelse.
”Men jeg tror ikke, at opslag på Facebook er måden at gøre det på fremover, fordi der i virkeligheden er behov for få menensker til at gøre en stor forskel. Derfor har vi i kirken talt om at lave et kistebærerlaug med en gruppe af frivillige mennesker, som vi kan kontakte, når der ikke er nogen til at bære kisten ud.”