Hvilke midler må tages i brug, når man vil håndhæve en grænse? Det spørgsmål blev aktuelt, efter at Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth udtalte, at migranter, der krydser Middelhavet, skal skydes på, hvis de kommer for tæt på Europa. Det er ikke første gang, tanker om væbnet bevogtning af Europas ydre grænser har nået den danske offentlighed. Klare ytringer som hans afvises rutinemæssigt af det store flertal, men dermed overses grænsedragningens natur. Hvor ubarmhjertig DF-politikerens formulering end lyder, er der logik i den.
Grænser indebærer i sidste instans vilje til magtanvendelse. Der ligger i grænsedragning en vilje til at beskytte den med magt. Når fredsbevarende styrker sendes ud i FN-regi, opererer de med tre niveauer, ”vis tilstedeværelse, vis magt, brug magt”. Magtanvendelse er sidste skridt, men det kan blive nødvendigt, som da danske FN-tropper under oberst Lars Møller skød tilbage under en træfning i Tuzla i Bosnien april 1994. Danske leopard-kampvogne blev her angrebet af serbiske styrker. Da danskerne besvarede ilden, dræbte de omkring 150 serbere, der havde begået den fejl at opholde sig ved et ammunitionslager, mens de beskød kampvognene, der var rykket ud for at undsætte en FN-observationspost.
Ingen anbefaler at skyde på nogen i Middelhavet. Men alternativet er at sejle ind mellem bådene og lave farlige manøvrer. Bliver de ved, kan varselsskud blive nødvendige. Al erfaring siger, at der vil ske en langsom, men sikker eskalering, indtil vi finder på andre og bedre måder at regulere flygtningestrømmen på. Og det varer åbenbart længe.
Når man siger grænser, siger man magt. Og magt er kun realistisk, hvis folk tror på, at man vil anvende den. Ingen ønsker det, men erfaringen siger, at sådan hænger det sammen. Det gælder selv den fredelige dansk-tyske grænse.
Den dansk-tyske grænse var fra 1920 bevogtet af et gendarmerikorps, kendt som de ”lyseblå gendarmer” (af fransk gens d’armes, det vil sige mænd med våben). Korpset var militært organiseret og trænet, selvom det hørte under Finansministeriet. Det må ikke forveksles med de berygtede ”blå gendarmer”, der blev oprettet under Estrup i 1885 og nedlagt i 1894. Grænsegendarmeriet var oprettet i 1839 til beskyttelse af hertugdømmernes grænse ved Elben. Det kæmpede i 1864 som en militær enhed og blev herefter nedlagt. Korpset blev genoprettet i 1866 og virkede ved Kongeå-grænsen.
Fra den 5. maj 1920 til 1952 bevogtede korpset den nuværende grænse mod Tyskland, bortset fra interneringen 1944-1945. Den bedst kendte episode, hvor det var i kamp, er den 26. august 1944, da korpsets chef, oberst Svend Paludan-Müller faldt i kamp i Gråsten mod tysk militær. 1952 blev det omdannet til et civilt toldgrænsekorps og nedlagt i 1969.
Korpset huskes i dag primært i kraft af turistattraktionen Gendarmstien langs Flensborg Fjord og den tidligere toldbygning i Sæd nær Tønder, som Dansk Folke-parti købte, efter Danmark tilsluttede sig Schengen- samarbejdet.
Kenneth Kristensen Berth har modereret sine udtalelser og forklaret, at han talte om varselsskud. I mellemtiden er det kommet frem, at EU’s Frontex-grænsevagter har affyret varselsskud i Ægæerhavet, Middelhavet og i Slovenien i et antal tilfælde. Magtanvendelse er en kortsigtet løsning, men kan være nødvendig for at afskrække menneskesmuglerne. Alternativet er mange flere grænser internt i EU.
Grænser er markeringer i landskabet, der signalerer ”hertil og ikke længere”. Fra limes germanicus mellem Frankfurt og Donau til Hadrians Mur mellem England og Skotland. For ikke at tale om den kinesiske mur. Grænser hviler i sidste instans på trussel om anvendelse af magt. Selv i Danmark.8