Prøv avisen

Græsrødder er stadig centrale for valgkampen

Det er både dyrt og tidskrævende at føre valgkamp. Derfor er det også en kamp på ressourcer. Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

I en tid, hvor partierne bliver professionaliseret, og medlemstallene daler, er græsrødderne stadig en vigtig ressource under valgkampen. Men danske partier halter efter, når det gælder aktivering og tilknytning af støtter, mener forsker

Senest den 17. juni skal der være folketingsvalg, men i alle politiske partier er man forberedt på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver valget inden da. Så allerede nu ligger valgplakaterne klar til at blive hængt op, bolsjer er klar til at blive delt ud, og valgpjecerne er foldet og klar til at blive lagt i postkassen.

Men at føre valgkamp er både dyrt og tidskrævende. Derfor er det også en kamp på ressourcer, siger partisekretær i Venstre, Claus Richter. En af de vigtigste er de politiske græsrødder, der lægger tusindvis af frivillige arbejdstimer under valget.

”En ting er politiske udmeldinger og annoncer i aviserne. Men en valgkamp bliver ført lokalt, og det gælder om at have så mange med som muligt,” siger Claus Richter.

Inspireret af de amerikanske præsidentvalgkampe søger Venstre lige nu frivillige, der har lyst til at give en hånd med under valgkampen. Eksempelvis som madmor, som fundraiser eller ved at føre valgkamp fra sofaen via de sociale medier. Partiet er langtfra ene om at synes, at det er en god idé.

Med slogans som ”Sammen kan vi ændre verden”, ”Det er sjovt at føre valgkamp” og ”De frivillige skal vinde valget”, leder de fleste partier aktivt efter frivillige, der vil hjælpe til – også selvom de ikke nødvendigvis er medlem af partiet. Set i lyset af årtier med faldende medlemstal er det nemt at drage konklusionen, at det er et forsøg på at finde mandekræfter uden for de blodfattige partiorganisationer. Men sådan ser Venstres partisekretær det ikke.

”Vi har stadig en stor gruppe medlemmer, som er engagerede i det lange seje træk. De lægger et kæmpe stykke politisk arbejde, og de er kontakten ud til lokalbefolkningen. De er hele fundamentet i partiet,” siger Claus Richter og fortsætter:

”Men vi har også set en ressource i, at folk gerne vil engagere sig under et valg. Den forsøger vi at bruge. Der er mange, som stemmer, sympatiserer og følger Venstre på sociale medier. De er interesserede, men har ikke nødvendigvis lyst til at melde sig ind i partiet. Det her er en måde at få fat på dem, der ligger et sted mellem medlemskab og et ’like’ på de sociale medier.”

Det er blevet sværere for partierne at lokke nye medlemmer til. Under partiorganisationernes storhedstid i 1960’erne var hver femte voksne dansker medlem af et parti. I dag er det kun én ud af 25 – eller godt og vel fire procent. Især de traditionelt store og gamle partier har oplevet medlemstab. På 10 år har landets største parti, Socialdemokratiet, eksempelvis mistet godt en fjerdedel af sine medlemmer, mens både SF og De Konservative er blevet næsten halveret. Udviklingen er dog ikke entydig. I samme periode har Enheds-listen og Dansk Folkeparti næsten fordoblet deres medlemsgrundlag, og Alternativet voksede i 2017 til over 10.000 medlemmer.

På tværs af ideologiske skel og blokke er opbygningen af partiernes medlemskaber mere eller mindre den samme. Man melder sig ind i partiet, betaler et kontingent og får til gengæld en form for indflydelse.

Den største forskel er, at partierne leger lidt med kontingentet, fortæller Karina Kosiara-Pedersen, valgforsker med speciale i partimedlemskaber på Københavns Universitet. Nye Borgerlige tilbyder eksempelvis livstidsmedlemskaber. Enhedslisten baserer kontingentet på indkomst. Og hos Alternativet bestemmer man selv, hvor meget man vil betale. Men de danske partier er langtfra i front på området, mener forskeren.

”På tværs af de vestlige lande ser vi lige nu en tendens til, at partierne åbner for nye former for tilknytning. Samtidigt ser vi en stadig større sløring af forskellen mellem medlemmer og andre støtter. Eller at partierne helt sløjfer det traditionelle medlemskab,” siger hun.

Det står ikke skrevet nogle steder, at man skal have medlemmer for at være et politisk parti. Alligevel har 11 ud af 12 opstillingsberettigede partier – med Klaus Riskær Pedersens parti som en undtagelse – ved valget en medlemsorganisation. Karina Kosiara-Pedersen mener, at partierne holder fast i medlemmerne, fordi det giver legitimitet.

”Danskerne har en idé om, at partier er sådan nogle, som har medlemmer. Og vi har en lang tradition for, at partierne har store medlemsorganisationer. Derfor er det også sådan, hovedparten af partierne organiserer sig,” siger hun.

Der tales meget om professionaliseringen af dansk politik, men ikke alle partier vil eller kan erstatte medlemmer med penge og professionelle, fortæller Karina Kosiara- Pedersen. Både partiernes ideologi og økonomi sætter nemlig begrænsninger for, hvor store forandringer, de er villige til at gennemføre i deres partiorganisation. Alligevel kan hun på længere sigt godt forestille sig partier uden medlemmer.

”Men det er svært at forestille sig en kandidat, der reelt gerne vil vælges, som ikke har nogle til at stille op på stationen en tidlig torsdag morgen og dele flyers ud. Ikke alle har råd til at føre en kapitalintensiv kampagne, derfor må mange bero på hjælp fra frivillige,” siger hun.