42-årige Ziad Mohamed Faour bladrer i billederne på sin mobiltelefon. En køn mørk pige iført lyserød T-shirt sidder i en sofa og smiler.
Det er Ziads ene datter Hanado, der i dag er ni år. Et andet fotografi viser et bryllupsbillede af en ung læge fra hans hjemby.
Lægen og hans kone tog til Libyen. De ville til Europa, men de druknede i Middelhavet sammen med deres baby.
Et tredje billede viser Ziads bedste ven. Han blev dræbt foran sin kone og deres børn, da soldater fra den islamistiske oprørsgruppe Nusra-fronten trængte ind i hans hjem.
Billederne blev taget tilbage i 2012. Dengang dannede Ziads nye hus lidt uden for Damaskus rammen om en komfortabel tilværelse. Ziad levede af at sælge brugte biler.
I dag bor han sammen med sønnen Tarek på 13 år i et værelse på asylcenter Holmegaard på Langeland.
I det lille rum er der to senge, en stol, et skab, et lille bord og et tv på væggen. På en hylde står en vandpibe, som han har fået af en fætter, der bor i Danmark.
Det er den eneste souvenir fra hjemlandet. Ziad og Tarek har boet et halvt år i asylcentret, og de venter stadig på, at Udlændingestyrelsen skal afgøre deres asylsag.
Ziad går hver morgen forbi den elektroniske skærm i asylcentrets store fællesrum. Skærmen angiver udlændingenummeret på de asylsøgere, der har fået post.
Ziads liv i asylcentret er præget af modsatrettede følelser. På den ene side priser han sig lykkelig over, at han er i live.
På den anden siden har han dårlig samvittighed. Mens han er i sikkerhed på Langeland, så bor hans 40-årige kone Sima og de to døtre på ni år og fem år hos en ven i Libanon.
De er indlogeret i en primitiv staldbygning kun 25 kilometer fra et område i Syrien, hvor Islamisk Stat holder til. Især om natten holder mylderet af tanker ham vågen.
Hver morgen klokken otte bliver han hentet af bussen og kørt til sprogskolen. Han synes, det danske sprog er vanskeligt.
Og det gør det ikke lettere, at han på grund af sin psykiske tilstand har svært ved at koncentrere sig.
Ziad er palæstinenser og kommer fra en lille palæstinensisk flygtningelejr uden for Damaskus. Han er født og opvokset i Syrien og betegner sig som ikke-praktiserende muslim.
Han er høj, veltalende og imødekommende og har et godt forhold til de andre beboere i asylcentret.
Ziad fortæller, at de omkring 500.000 palæstinensere i Syrien er splittede rent politisk. De palæstinensiske flygtningelejre har i årtier været under kontrol af væbnede palæstinensiske grupper, der har støttet Assad-regimet.
Da den islamistiske bevægelse Nusra-fronten for et par år siden rykkede ind i lejren, blev Ziad truet af islamisterne.
Da hans bedste ven en dag blev skudt foran sin familie, besluttede han at flygte til Libanon med kone og børn.
Hans hjem blev overladt til en ven, men i dag er hus og inventar konfiskeret af Nusra-fronten.
Familien boede to år som flygtninge i Libanon, men heller ikke der var situationen sikker. Ziad blev truet, og på et tidspunkt blev han bortført i 15 timer. Han måtte væk.
Det var for dyrt og farligt at flygte hele familien sammen. I første omgang ville han derfor rejse alene med sin søn fra et tidligere ægteskab.
Håbet var, at hans kone og døtre senere kunne komme til Europa via familiesammenføring. Han vidste, at han gerne ville til Danmark, som han kender, fordi han har slægtninge her.
”Det er et land med høj social retfærdighed,” forklarer Ziad, der ikke kender detaljer omkring danske velfærdsydelser.
Han mener ikke, det er realistisk at vende tilbage til Syrien. Libanon kan han heller ikke vende tilbage til, fordi landet har lukket for indrejse af syriske flygtninge.
”Krigen vil vare længe. Desuden er vi palæstinensere fanget som lus mellem to negle. Hvis regimet vinder, vil vi blive anklaget for at have støttet oppositionen. Hvis oppositionen vinder, vil de sige, at vi har støttet Assad,” forklarer Ziad.
Ziads flugt til Danmark begyndte i august 2014. Ziad havde betalt 7000 dollars, knap 50.000 kroner, til en menneskesmugler, der havde lovet at arrangere flugten via Egypten, over Middelhavet og til Danmark.
Han var blevet lovet, at rejsen over Middelhavet foregik på et godt skib og var lige så komfortabel som en turistrejse.
Ziad og hans søn Tarek fløj fra Libanon til Egypten og mødte deres kontakt i et indkøbscenter i Cairo.
Efter 15 dage i den egyptiske hovedstad blev de fragtet i bus ud til en strand nær Alexandria. De fik at vide, at de skulle løbe ned til en fiskerbåd i små grupper.
Båden vippede voldsomt, da de sejlede væk. En stor bølge skyllede ind over dækket, hvor de sad. Ziad brugte al sin energi på at holde fast om sønnen Tarek og måtte slippe den taske, han havde i hånden. Deres ejendele forsvandt i bølgerne.
”Det var vi ligeglade med. Vi ville bare overleve,” fortæller Ziad.
De mødte en fiskerbåd på omkring syv meter i længden og to meter i bredden.
De 150 flygtninge blev læsset over på den åbne båd, som var de kartoffelsække. Ziad fik sår og skrammer på grund af den hårdhændede behandling.
Ziad og Tarek sad tæt sammen med 150 andre på dækket, men pladsen skulle blive endnu mere trang. De havde sejlet to dage, da de mødte et skib med 150 afrikanere, som skulle om bord.
”Der lå to mennesker oven på mig under overfarten. Jeg tænkte på, om vi mon overlevede. Jeg havde taget min søn med ud på en dødsrejse,” fortæller Ziad.
Den sjette rejsedag klokken cirka 10 om morgenen blev passagererne opmærksomme på en helikopter, der svævede over skibet.
Kort tid efter blev de ført op på et italiensk skib.
”Vi var enormt lettede. Vi fik mad og lægehjælp, og for første gang på turen blev vi behandlet menneskeligt,” fortæller Ziad.
Dagen efter ankom skibet til den sicilianske havneby Catania. Ziad og Tarek blev indlogeret i en sportshal sammen med hundredvis af andre flygtninge.
Ziad og Tarek ville videre, for målet var at komme til Danmark. De fik overført penge fra familie i Syrien via bureauet Western Union og tog så toget til Milano. Her overnattede de nogle dage i en kirke, der hjalp flygtninge.
De fik kontakt med den menneskesmugler, der havde arrangeret deres rejse og udstyret dem med falske papirer og en enkeltbillet til København. Den 20. august sidste år ankom Ziad og Tarek til Kastrup Lufthavn.
De boede et par dage hos en slægtning, og den 24. august meldte de sig på asylcentret i Sandholm.
Efter den obligatoriske afhøring hos politiet fik Ziad og hans søn et udlændingenummer og blev kørt i bus til asylcentret på Langeland.
I dag bor de sammen med 70 andre asylsøgere fra blandt andet Iran, Syrien, Gaza og Afghanistan.
Ziad og hans søn modtager tilsammen 2350 kroner hver 14 . dag til mad, tøj og lommepenge.
Dagene på asylcentret ligner hinanden. Ziad står op ved syv-tiden, laver morgenmad til Tarek, der skal i skole, og tager selv på sprogskole.
Ziad er hjemme ved 11-tiden. Nogle gange slår han græs på asylcentret, eller han luger de tre højbede, hvor han har sået salat.
Det værste ved livet i asylcentret er lediggangen og bekymringen for familien derhjemme.
”Jeg er lykkelig over, at jeg reddede livet og taknemlig over, at vi kan bo her. Men jeg er konstant bekymret for, hvordan det skal gå min kone og mine døtre. Ventetiden og uvisheden føles nogle gange som en langsom død.”
Ziad savner at være rigtig træt om aftenen på grund af et arbejde.
”I Syrien arbejdede jeg hele tiden,” siger Ziad.
Han tror, at et job kunne være med til at aflede de mange triste tanker og mener derfor, det ville være en god idé, hvis han som asylsøger skulle arbejde fra den første dag i Danmark.
”Jeg kommer fra fattige kår, og jeg har arbejdet mig op. Jeg byggede selv et hus, og meningen var, at Tarek skulle have en lejlighed og mulighed for at gifte sig i en ung alder. I dag skal jeg begynde fra nul. Men jeg er stærk og tror, det kan lykkes. Jeg skal ikke være minister eller noget andet fint. Jeg er en god chauffør og kan forestille mig en fremtid som lastbil- eller buschauffør. Jeg håber, at vi kan slå os ned i Danmark, og at mine børn kan få en uddannelse her.”
Artiklen bygger på Ziads egen fortælling. Det er ikke muligt at få hans oplysninger bekræftet fra andre kilder.
