En spiseforstyrrelse og en graviditet kan være en meget alvorlig kombination og medføre komplikationer for både mor og barn. Spiseforstyrrelser medfører forhøjet risiko for spontan abort, for tidlig fødsel, væksthæmning, depression og dårlig mor-barn-relation efter fødslen.
Men det er et tabu, som den gravide sjældent selv bringer på bane i kontakten med sundhedsvæsenet. Omvendt har læger og jordemødre ikke de fornødne ressourcer til at opdage problemet og spørge ind til det. Alle undersøgelser tyder på, at langt de fleste spiseforstyrrede gravide aldrig får professionel hjælp.
En spiseforstyrret mor oplevede således, hvordan hendes anoreksi voksede sig større end maven:
”Jeg havde godt hørt, at en spiseforstyrrelse kan forværres under en graviditet. Men jeg sagde, at sådan ville det ikke være for mig. Når først jeg havde det her barn inde i maven, ville jeg selvfølgelig kunne prioritere det højere end mig selv,” fortæller kvinden Signe, som kun vil stå frem i avisen med sit fornavn.
”Da det efterhånden gik op for mig, at det kunne jeg ikke, var det et dobbelt nederlag. For jeg havde jo sagt det: Mit barn er vigtigere end noget andet. Det er hun også. Men der er noget, der er endnu stærkere. Og det er angsten for mad.”
Kun Signes mand og en enkelt veninde vidste, at hun blev fulgt tæt af fagfolk fra Anoreksiklinikken. Men hun var heldig. Hun fik hjælp.
Der findes ingen præcise danske opgørelser over problemet, men en finsk undersøgelse fra 2015 viser, at omkring fire procent af alle gravide lider af en form for spiseforstyrrelse.
Jordemoder og specialist i emnet Charlotte Sollid sidder i en specialkonsultation på Skejby Sygehus. Hvert år har Skejby cirka 5000 fødende kvinder, hvoraf 200 altså skønnes at være spiseforstyrrede. Men Charlotte Sollid ser kun omkring 50 af dem. Det tyder på, at kvinderne allerede falder gennem maskerne i den første kontakt med sundhedsvæsenet:
”Det er i sig selv bekymrende, for der burde være mange flere. Jeg tror ikke, spiseforstyrrede kvinder kommer frem med deres problemer, medmindre deres egen læge aktivt spørger ind til det. Der er travlt i sundhedsvæsenet, og det kan være, man kun får spurgt ind til de allervigtigste ting. Og lægerne er måske tilbageholdende, fordi de ikke føler, de har kompetencer og tid til at spørge ind til det her problem,” vurderer Charlotte Sollid.
Selvom en kvinde ønsker det bedste for sit ufødte barn, kan den naturlige vægtøgning føles voldsom:
”Det kan godt være, man kan acceptere vægtøgningen på et logisk plan. Men efterhånden som vægten begynder at stige, kan det give en følelse af, at den aldrig holder op med at stige. Nogle ser spiseforstyrrelsen som en god ven, man kan bruge til at glemme de ting, der er besværlige. Der opstår en loyalitetskonflikt mellem spiseforstyrrelsen og barnet, for spiseforstyrrelsen kan ikke lide, at kroppen ændrer sig, og idealet om tyndhed og kropskontrol bliver svigtet, mens barnet også kræver tankeplads og opmærksomhed,” siger Charlotte Sollid.
Selvom svangerskabet er fyldt med risici, er det i virkeligheden tilknytningen til barnet efter fødslen, der kan være det sværeste for den nye mor:
”Det der med at tage omsorg for et nyt, lille menneske er fundamentalt krævende på en meget personlig måde. Den normale symbiose, man har med sit lille barn, er selvfølgelig svær, når man ikke kan holde af sig selv og tage sig af sig selv,” siger ledende overlæge på Anoreksiklinikken på Rigshospitalet, Marianne Hertz, og tilføjer:
”De har i det hele taget svært ved samspillet. Når man har prøvet at give et lille barn jordbærmos, så kender man til den glæde, der ligger i at give mad til sine børn og opfylde de fundamentale behov. Det kan de her kvinder ikke, for de er bange for det og vil helst selv undgå mad.”
Signe ønsker kun at fremstå med fornavn, men hendes fulde navn er redaktionen bekendt.