Engang var det givet, at fulde navn og dato for både fødsel og død var noteret på en gravsten. Måske endda også en jobtitel og et lille mindeord, der kunne fortælle forbipasserende på den lokale kirkegård, hvem der lå begravet under stenen, og hvad personens rolle i samfundet havde været.
Sådan er det ikke nødvendigvis længere. I dag ser man flere nye gravstene med en tekst, som kun de allernærmeste forstår.
Der kan stå noget så simpelt og privat som ”Savnet” eller ”Mor”.
Ifølge Kirstine Helboe Johansen, der er lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, afspejler brugen af den slags følelsesladede ord på gravstene frem for stillingsbetegnelser en generel udvikling i samfundet.
”Det er blevet vigtigere at markere, at det var en person, der var elsket og særlig, end at der er tale om en bestemt malermester,” siger Kirstine Helboe Johansen.
Men da kun få ved, hvilken mor der er tale om, og hvornår hun levede, bliver teksten på gravstenen utilnærmelig for alle andre end de nærmeste, og det er et brud på en tradition, lyder det fra lektor i samtidsarkæologi ved Københavns Universitet Tim Flohr Sørensen, der har forsket i kirkegårde.
”Det, der traditionelt set har været gravstenens opgave, er at formulere et kollektivt minde om, hvem der ligger begravet her – et minde, som andre mere generelt kan relatere til. Men det er helt klart, at der over de seneste år er kommet en stigende interesse for at formulere gravstene som et minde, der er mere subjektivt rettet mod de efterladte end mod lokalsamfundet,” siger lektoren.
Også han mener, at gravstenenes udvikling afspejler en større samfundsudvikling.
”Man kan helt overordnet set kæde det sammen med, at der i samfundet generelt er et behov for at formulere sig selv individuelt. Relationen mellem den kollektive identitet og den individuelle identitet er ikke så rigid som tidligere, hvor man så sig selv som en forlængelse af ens plads i samfundet, og hvor identitet meget handlede om familie, hjemstavn, klasse og social rolle. Fra 1980’erne og 1990’erne har der været en stigende tendens til at formulere, hvem man individuelt er. Det kan også ses i gravstenen, der i dag ikke kun handler om den afdøde, men også i høj grad om de efterladte, der vil se deres egne minder afspejlet i gravstenen,” siger Tim Flohr Sørensen og skynder sig at tilføje, at det ikke nødvendigvis er negativt.
”Når efterladte formulerer en gravsten, der er lige så meget rettet mod dem selv som mod den afdøde, er det en meget aktiv måde at bruge gravstenen til mindekultur og sorgbearbejdelse,” siger Tim Flohr Sørensen.
Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, der i en ny bog netop har sat fokus på emnet, ser dog mere kritisk på udviklingen.
”Det private gravsted giver ikke mulighed for, at dem, som man har delt by eller lokalsamfund med, kan få hjælp til at holde erindringen levende. Kirkegårdene er fælles rum, der ud over at være et sted, vi begraver døde, er en vigtig brik til at fastholde en fortælling om det liv, som leves. Det synes jeg vi forsømmer, hvis der kun står ’Her ligger Jens’ eller ’Far’,” siger Elof Westergaard.
Samtidig finder han udviklingen paradoksal, da de færreste i dag ender med at bo samme sted som deres afdøde familiemedlemmer, mens de indforståede budskaber ikke taler til lokale, der ofte kommer forbi.
”Fordi vi tænker så individualistisk i dag, tænker vi måske ikke på, at vores nære også har relationer til andre end os selv. Hvis jeg skal være lidt hård, er det et udtryk for ubetænksomhed – vi vil ikke dele afdøde med andre,” siger Elof Westergaard.8