Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Greta Thunberg deler vandene med desperat klima-tale

Greta Thunberg taler til følelserne som her i New York ved FN’s klimatopmøde. – Foto: Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var med hårde beskyldninger og et desperat udtryk, at klimaaktivisten Gretha Thunberg gav en opsang til verdens politikere på FN’s klimatopmøde i New York. Men for meget patos kan skade klimabevægelsen, lyder det fra flere

Der var tårer i øjnene og vrede i stemmen, da Greta Thunberg i mandags talte på FN’s klimatopmøde i New York, hvor verdenssamfundets magthavere var samlet. I talen blev politikerne beskyldt for ikke at gøre nok ved klimaproblemerne, hvorfor Greta Thunberg erklærede, at de aldrig vil blive tilgivet, hvis de vælger ikke at handle mere aktivt over for klimaproblemerne.

Den 16-årige svenske klimaaktivist, der har skabt en global ungdomsbevægelse for klimaet, blandt andet på baggrund af sin skolestrejke, blev i marts nomineret til Nobels Fredspris. Men der er en fare for, at debatten bliver for ophidset, mener Frederik Vad Nielsen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

”Det er vigtigt, at Greta Thunberg ikke skræmmer verdens unge fra at tro på, at de kan redde planeten. Magthaverne skal råbes op, så det er selvfølgelig godt, at hun gør det, men yngre generationer skal også bevare håbet. Det frygter jeg ikke sker, hvis hun skruer endnu mere op for patos. For hun bliver så vred, at det kan være svært at bevare et håb,” siger Frederik Vad Nielsen.

Selvom DSU’s formand finder Greta Thunbergs klimakamp uhyre vigtig og ligeledes synes, at hendes følelsesladede udtryk i talen er forfriskende som et kampgreb til at råbe magthaverne op, ser han en fare i den meget følelsesladede tilgang.

”Det kan ende med at blive destruktivt, hvis hun skruer endnu mere op. Min og yngre generationer kan komme til at tænke, at voksne er så idiotiske, at det alligevel ikke nytter noget at gøre oprør, og så tør man slet ikke tænke på, hvor klimakrisen ender,” siger 25-årige Frederik Vad Nielsen.

Ifølge Carsten Madsen, lektor i retorik ved Aarhus Universitet, ville man fra en retorikers synspunkt under normale omstændigheder sige, at den mest hensigtsmæssige måde at udtrykke vrede på er ved at forklare, hvorfor man er vred i stedet for at vise det ved at gå i affekt.

”Men i dette tilfælde er jeg tilbøjelig til at sige, at det er en velvalgt retorisk strategi, fordi hun får markeret en desperation. Og i forhold til den del af hendes publikum, der ikke er beslutningstagere – men unge borgere, som hun forsøger at få til at lægge et større pres på politikerne – tror jeg, at brugen af en desperat tone fungerer til at få fat i folks følelser,” siger Carsten Madsen.

Desperationens betydning er også et argument, som Pelle Dragsted, Enhedslistens tidligere ordfører for grøn omstilling, bruger, for han mener, at Greta Thunbergs opråb til verdens ledere er på sin plads.

”På mange andre spørgsmål vil jeg sige, at den slags patos ikke er fremmende for en god dialog, men lige med klimaspørgsmålet er det anderledes, fordi hendes brug af patos afspejler den enormt alvorlige situation. Hun er udtryk for den desperation, vi står i, og det synes jeg er stærkt,” siger Pelle Dragsted.

Men hvis patos ikke er gavnligt i andre politiske diskussioner, hvorfor gavner det så i klimadebatten? Ifølge Pelle Dragsted er forklaringen, at verdenssamfundet har sovet i timen de seneste 30 år.

”Der er brug for, at befolkninger og ikke mindst magthavere virkelig får en øjenåbner for at forstå, at der ikke længere er tid til snak, kun tid til handling. Og det gør hun med sin frygtløse tilgang, hvor hun taler til magthavernes personlige ansvar,” siger Pelle Dragsted.

David Trads, journalist, tidligere chefredaktør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, er mere skeptisk. Han skrev mandag aften på det sociale medie Facebook, at han grundlæggende er begejstret for Greta Thunbergs evne til at mobilisere unge mennesker, men at ”det her er ved at løbe af sporet – for talen er slet og ret for langt ude.”

”Det går ikke at blive ved med at sige, at ingen gør noget, når det åbenlyst er forkert. Vi må ikke basere den her diskussion på en 16-årigs følelser, men derimod insistere på noget fakta. Mødet i FN falder på et tidspunkt, hvor EU kommer med et meget ambitiøst forslag og har arbejdet med klimaforandringer i lang tid, også med en vis succes,” siger han.

David Trads ser ikke noget umiddelbart problem med at bruge patos i en tale, hvis man samtidig også holder fast i, at talen skal være faktabaseret. Men han lagde mærke til noget andet, da han så den:

”Jeg synes, at talens indhold lød, som om den havde været igennem en amerikansk taleskrivers hånd. Så jeg er lidt bekymret for, at hendes ellers meget fine sag også begynder at blive brugt i nogle andre ærinder end hendes eget,” siger han.

Generelt gavner det ikke klimadebatten, når den bliver fjendsk, mener klimaforsker Kirsten Halsnæs, der er professor ved DTU Management på Danmarks Tekniske Universitet.

”Man har det med at skamme folk ud, men klimaudfordringer skal løftes af fællesskabet i samfundet. Selvfølgelig skal vi alle gøre noget, men at bebrejde med skyld og skam er ikke på sin plads,” siger Kirsten Halsnæs.

I dette tilfælde er jeg tilbøjelig til at sige, at det er en velvalgt retorisk strategi, fordi hun får markeret en desperation.

Carsten Madsen, lektor i retorik ved Aarhus Universitet