Prøv avisen

Grønlands arkiver sank sammen med ”Hans Hedtoft”

Blandt det tabte materiale som gik ned med "Hans Hedtoft" var også kirkebøger helt tilbage fra 1740 med registreringer af dåbshandlinger, vielser, konfirmationer og begravelser. Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix

For 60 år siden sank tre tons af Grønlands arkiver til bunden af Atlanterhavet sammen med ”M/S Hans Hedtoft”. Tabet mærkes stadig

For præcis 60 år siden, den 30. januar 1959, sank skibet ”M/S Hans Hedtoft” med 95 personer om bord. Men det var ikke den eneste tragedie. Med sig transporterede skibet også 3250 kilo materiale fra Grønlands arkiver.

I 1782 blev Grønland inddelt i to inspektorater, og det er særligt arkivmateriale fra det sydlige inspektorat, der blev losset om bord på ”M/S Hans Hedtoft” i 13 cargaisonkasser. Blandt det tabte arkivmateriale var Sydgrønlands kirkebøger indtil 1828 og mange andre kirkelige arkivalier, såsom korrespondancer fra missionærer, rapporter om menighedens kundskab om Bibelen og pastoratsarkiver.

Inge Seiding er arkivleder på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Hun bliver dagligt mindet om tabet af arkiverne i 1959.

”Ud over det menneskelige tab var tabet af arkiverne en katastrofe. Som forsker i kolonihistorie er det et tab, man kan mærke. Hver eneste dag sker der noget på arkivet, der minder mig om, at vi ikke har de arkiver.”

Jørgen Mikkelsen er arkivar og seniorforsker på Rigsarkivet. Han har undersøgt, hvorfor arkivet fra det sydgrønlandske inspektorat var om bord på ”Hans Hedtoft”. Forklaringen lyder kort:

Der var gået svamp i enkelte dele af arkivet fra det sydgrønlandske inspektorat. Den danske arkivar ved Rigsarkivet Sune Dalgård rejste til Grønland og inspicerede alle arkiverne. Herefter blev det besluttet, at arkiverne skulle sendes til Rigsarkivet for at blive restaureret og derefter sendt tilbage til Grønland. Forsendelsen skulle oprindeligt have været på et skib i efteråret 1958, men papirerne kom af uvisse grunde ikke med i lasten. I stedet blev ”M/S Hans Hedtoft” lastet med arkiverne den 21. januar 1959 i Nuuk, og en uge efter – dagen efter afgangen fra Julianehåb (nu Qaqortoq) – sank skibet.

Via Sune Dalgårds registreringer kan man se, hvad der mangler. For eksempel: faderskabslister, breve fra kolonierne, dødslister, salg og forbrug af alkohol, fangstlister og protokol over udlevering af beklædningsgenstande.

Blandt det tabte materiale var også kirkebøger helt tilbage fra 1740 med registreringer af dåbshandlinger, vielser, konfirmationer og begravelser.

”Kirkebøger er grundmateriale, når man arbejder med befolkningen. Det er langt det mest brugte kildemateriale, vi har i Rigsarkivet. Hvis materialet fra Sydgrønland var bevaret, ville man kunne gå tilbage og finde ens oldefar, der boede dér og dér og fangede så mange sæler og fik dét tøj udleveret der. Man kunne få en fornemmelse af, hvilket liv han levede,” siger Jørgen Mikkelsen.

Inge Seiding forklarer, at tabet af historien er velkendt på den enorme ø i nord:

”Man begræder tabet på Grønland. Det fylder selvfølgelig mest, at 95 mennesker døde. Men det står også stærkt i bevidstheden, at en del af historien gik tabt.”

Selv hvis skibet engang skulle blive lokaliseret, er der ikke håb om, at arkiverne kan blive restaureret.

”Der er intet at gøre. Selvom vi efterhånden har gode teknikker, kan man intet stille op efter 60 år,” siger Jørgen Mikkelsen fra Rigsarkivet.