For en snes år siden ville Mejdal Kirke i Viborg ikke have søgt en præst, der er troende, som der står i kirkens stillingsopslag.
Dengang var præsters tro lige så selvfølgelig som amen i kirken, fortæller menighedsrådsformand Karl Georg Pedersen. Så trådte en præst i 2003 frem og sagde, at han hverken tror på en skabende og opretholdende Gud, på opstandelsen eller et evigt liv. Selvom ingen har sagt det lige så klart siden den kontroversielle præst Thorkild Grosbøll, har også andre præster og teologer udfordret et mere traditionelt syn på Gud og kristendom. Derfor så Mejdal Kirke sig nødsaget til at skære sine ønsker til en ny præst ud i sorte bogstaver, siger Karl Georg Pedersen.
LÆS OGSÅ: Søges: Præst med tro
Jeg tror ikke, vi havde haft brug for at gøre det for 10-15 år siden. Dengang var det nok en selvfølge, at præsten stod for troen på en skabende og opretholdende gud. Det er nok en reminiscens af tiden, siger han.
Mejdal Kirkes krav til en kommende præst tyder på, at folkekirkens fronter står stadig hårdere over for hinanden, vurderer professor og dr.theol. Niels Jørgen Cappelørn.
Jeg tror ikke, det er en enlig svale. Det viser, at der sker en polarisering i folkekirken, som svarer til den, vi så i diskussionen om vielser af homoseksuelle og tidligere i forhold til kvindelige præster.
Ifølge flere kilder er det ikke før set i folkekirken, at et menighedsråd sort på hvidt gør troen til et udtalt krav over for præsteansøgere. Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift, hvor kirken hører til, ser formuleringen som udtryk for et generelt behov i dag for at italesætte ting, som tidligere var en selvfølge. Han støtter menighedsrådets ord.
Mange vil sikkert tænke, at det er godt, at menigheden siger, hvad der er vigtigt for dem. Man kan ikke udelukke, at nogle vil finde det lidt komisk. For det burde naturligvis være en selvfølge. Men jeg tror, det overordnet er tegn på, at der er sket et paradigmeskifte i slutningen af det 20. århundrede. Vi har fået færre fælles værdier, der er kommet mange folk til fra andre kulturer, og den gamle syntese med et harmonisk samfund med folkeskole og folkekirke som bærende institutioner er under opløsning. Så har man brug for at sige ting, som man før tog for givet, mere ligeud, siger Karsten Nissen.
Men faktisk har folkekirken fra fødslen kunnet spænde ekstremt vidt, og derfor har der altid været fronter, som talte hinanden imod. Det påpeger Else Marie Wiberg Pedersen, ph.d. og lektor i teologi ved Aarhus Universitet med speciale i folkekirken.
Det er ikke noget nyt, for folkekirken er født som en borgerlig indretning omkring en folkelig kristendom. Den er konstrueret til at kunne indeholde det enorme spænd fra det fundamentalistiske til det næsten ateistiske. Menighedsrådets krav om en troende præst ser man ganske vist ikke generelt i stillingsopslag, da det som regel anses for at være en selvfølge. Men uenigheden om, hvad det at være troende vil sige, har altid været der, siger hun.
Else Marie Wiberg Pedersen påpeger, at menigheden selv har kunnet vælge den præst, den har villet have siden Reformationen.
Menighedens frihed til at kalde en person til at varetage præsteembedet går tilbage til Luther, og Grundtvig bygger videre på denne tanke, da han i 1830erne plæderer for den fri statskirke bestående af frie menigheder.
Folkekirkens rummelighed og de medfølgende fronter i kirken er ret enestående, tilføjer Else Marie Wiberg Pedersen:
Denne frihed for menigheder og præster er ikke noget, man ville finde helt på samme måde andre steder. Det er noget helt karakteristisk for folkekirken i Danmark, at dens fremmeste kendetegn er dens åbenhed og dens rummelighed. Det findes end ikke i Sverige eller Norge.