Grundloven inddrog de unge i demokratiet

Når vi på onsdag fejrer grundlovsdag, er det 60 år siden, at Danmark fik sin seneste grundlov. Mange husker den især for, at den gjorde kvindelig tronfølge lovlig. Men den egentlige anledning til revisionen var, at besættelsestiden havde skabt mistillid til det gamle system

Kong Frederik IX (1899-1972) underskriver Grundloven af 1953, som betyder, at kongens ældste datter bliver dronning, når han dør. Til venstre sidder arveprins Knud (1900-1976), som indtil Grundlovens indførelse var tronarving, da kvindelig arvefølge ikke var mulig før 1953. –
Kong Frederik IX (1899-1972) underskriver Grundloven af 1953, som betyder, at kongens ældste datter bliver dronning, når han dør. Til venstre sidder arveprins Knud (1900-1976), som indtil Grundlovens indførelse var tronarving, da kvindelig arvefølge ikke var mulig før 1953. – Foto: .

For 60 år siden indførte Danmark kvindelig tronfølge med revisionen af Grundloven i 1953. Derfor har dronning Margrethe II nu været dronning i mere end 40 år. Kvindelig tronfølge sikrede lige akkurat de nødvendige stemmer til at få Grundloven ændret.

Loven om den kvindelige tronfølge i 1953 var betinget af, at der ikke var sønner i kongefamilien. Først ved en folkeafstemning den 7. juni 2009 blev den fuldstændige ligestilling af kønnene gennemført, således at det ældste af kongeparrets børn arver tronen uanset køn. Beslutningen har fået den underlige konsekvens, at det er forkert, når det i Grundlovens paragraf 2 står, at kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27.o3.1953 fastsatte regler.

LÆS OGSÅ: Grundloven gennemsyrer stadig samfundet

Men revisionen af Grundloven i 1953 skyldtes ikke, at man ønskede kvindelig tronfølge. Rødderne til grundlovsrevisionen skal søges i tiden under den tyske besættelse af Danmark i 1940-1945.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da besættelsestiden var slut, vidste de danske politikere, at det var umuligt at vende tilbage til tiden før krigen, som havde den aldrig fundet sted. Man måtte forsone sig med de unge og med modstandsbevægelsen, der under besættelsen havde opbygget en mistillid til både de gamle politiske partier og til forvaltningen. Der blev nedsat en forvaltningskommission og forfatningskommission.

Den slags langsigtede og møjsommelige arbejder interesserede dog de færreste politikere, og det hele gik langsomt, da Besættelsen kom på afstand, og modstandsbevægelsen som politisk faktor var elimineret. Men da Erik Eriksen (V) i 1950 blev statsminister i en VK-regering, øjnede han et perspektiv ved at ændre Grundloven.

Det tog dog et år, før det gik op for ham, at han ved at sætte fart på grundlovsændringen kunne blive fredet af De Radikale. De Radikale kunne afgøre, hvem der skulle danne regering, og de ville frede Eriksen, indtil Grundloven var gennemført. Det fik Eriksen til at arbejde for to mål, som han havde i forvejen. Han ville sænke valgretsalderen. Og da Danmark både havde et Folketing og et Landsting, ville han også af med Landstinget, hvortil man kunne risikere først at komme til at stemme, når man var næsten 43 år.

LÆS OGSÅ: Top 5: Danmarks største grundlovsproblemer

Der kom fart i arbejdet med en ny grundlov. Den kom dog i meget til at ligne den gamle. Af den nuværende grundlovs 89 paragraffer stammer de 66 fortsat fra før 1866.

Ændringerne var dog ikke uvæsentlige. Grundloven fastslog langt om længe, at parlamentarismen var kommet for at blive og at den var retligt bindende. Det ville dermed klart være statskup, hvis en regering med Folketingets flertal imod sig blev siddende.

Ved siden af grundlovsfæstelsen af parlamentarismen var det politisk set mest perspektivrige i 1953, at man afskaffede Landstinget. Afskaffelsen af Landstinget var det største fremskridt for de unges valgret nogen sinde. Landstinget havde været de ældres fort, fordi man først fik valgret hertil ved 35 års-alderen. Og da de to halvdele af fortet hver for sig kun kom på valg hvert ottende år, betød det, at man kunne blive op til 43 år gammel, før man kunne stemme.

Ydermere blev en fjerdedel af Landstingets medlemmer overhovedet ikke valgt af vælgerne, men af det afgående Landsting. Alt dette førte til, at Landstinget var en torn i øjet på unge, og den blev fjernet.

I stedet for Landstinget blev det indført, at et mindretal på mindst 60 medlemmer af Folketinget kunne kræve en folkeafstemning om vedtagne lovforslag. Denne bestemmelse har kun været anvendt en gang, ved den såkaldt jordlovs-afstemning i 1963, hvor den medførte et voldsomt nederlag for den socialdemokratisk-radikale regering.

Men sammen med en bestemmelse om, at tilsvarende mindretal kan kræve nyvalg til Folketinget i forbindelse med ekspropriationslovforslag, har bestemmelsen uden tvivl haft en præventiv virkning, således at det for en minister ikke alene er vigtig at kunne tælle til 90. Først når en minister har talt til 120, er ministeren helt sikret mod ubehagelige overraskelser. Enhver minister, der ønsker at gøre et lovforslag valgresistent, søger klogt brede forlig i stedet for et snævert tal, som det næste valg kan erodere væk.

Valgretsalderen til Folketinget blev sænket til 23 år, og der blev banet vej for senere sænkninger af valgretsalderen ved, at valgretsalderen blev taget ud af Grundloven og fastsat i en særlig lov, så de strenge betingelser for at ændre Grundloven ikke ramte valgretsalderen. Der skulle dog fortsat afholdes folkeafstemninger ved ændringer af valgretsalderen. Gennem en række folkeafstemninger er valgretsalderen blevet nedsat. Senest blev den sat ned til 18 år den 19. september 1978.

I den nye grundlovs paragraf 20 indførtes en bestemmelse om, at der ved lov i nærmere bestemt omfang kunne overdrages dansk suverænitet til mellemfolkelige organer. Fortolkningen af denne bestemmelse har været meget afgørende, men også omdiskuteret i forbindelse med Danmarks senere medlemskab af EF/EU.

Meningen var at undgå, at Danmark afskar sig fra det tiltagende internationale samarbejde. Men betingelserne for suverænitetsafgivelse blev skrappe.

Enten skulle 5/6 af Folketinget støtte den. Eller også skulle et flertal godkende den ved en folkeafstemning. Dog skulle mindst 30 procent af de stemmeberettigede være imod afgivelsen, hvis den skulle afvises.

Uden for Folketinget blev det påpeget, at forudsætningerne for medlemskab af et overstatsligt organ kunne ændres. Dermed kunne indskrænkningen af Danmarks selvbestemmelse glide over i noget større, end man ønskede. Politikerne talte ikke om det perspektiv. Undtagelsen var kommunisten Aksel Larsen, der kaldte det total prisgivelse af vor suverænitet.

Baggrunden for paragraf 20 var den hovedkulds tilslutning til NATO i 1949 uden større politisk eller folkelig debat. Det var sket efter en hurtig kovending. To måneder før tilslutningen havde statsminister Hedtoft nemlig klart udtalt sig imod dansk deltagelse i en vestlig alliance.

Idéen til paragraf 20 var undfanget af blandt andre juraprofessor Max Sørensen, der drømte om en verdensregering. Den var blevet grebet af den radikale Bertel Dahlgaard. Og det var hans forslag til paragraf 20, der blev gennemført. Hvorfor lige 5/6 af Folketinget? Jo, De Radikale kunne håbe på at være stærke nok til, at de sammen med andre småpartier kunne stoppe en eventuel suverænitetsafgivelse. Hvis den brøk havde været gældende ved NATO-tilslutningen i 1949, var Danmark ikke blevet medlem.

Danmark har siden haft en række folkeafstemninger om forholdet til EF, senere EU. Fælles for dem har været en høj valgdeltagelse og en engageret debat. Man har også afholdt afstemninger, hvor det ikke var konstateret, om der kunne skaffes et folketingsflertal på 5/6. Det gjaldt således afstemningen den 2. oktober 1972 om Danmarks tilslutning til EF, hvor et flertal gik ind for denne tilslutning.

Grønland blev i 1953 gjort til en ligeberettiget del af riget. Det var i efterkrigstidens afkoloniseringsbølge ikke passende at være kolonimagt, og Grønland med den amerikanske Thule-base var jo Danmarks vigtigste aktiv i NATO.

Der var flere andre justeringer af Grundloven. Der blev således indsat bestemmelser om retsbeskyttelse af tvangsindlagte på danske sindssygehospitaler. Det har dog ikke kunnet forebygge, at der senere er foretaget talrige psykiatriske frihedsberøvelser, herunder de såkaldte bæltefikseringer af patienter. Enkelte patienter har været bæltefikseret stort set i årevis.

Nogle af besættelsestidens forvaltningskritiske krav satte spor i forbindelse med grundlovsrevisionen. Ombudsmandsinstitutionen blev etableret som et kritisk øje med forvaltningen trods socialdemokraternes modvilje de var bange for at tirre embedsmændene og andre offentligt ansatte, som ikke glædede sig til Ombudsmandens virke.

Men der var et ønske, som ikke kom med. Danmark bar på en tung arv af hemmelighed og lukkethed i forvaltningen fra enevælden. Det stod i modsætning til Sverige, som fik offentlighed i forvaltningen i 1766, således at alle havde adgang til offentlige dokumenter med nogle ganske få undtagelser. Under den tyske besættelse af Danmark slog idéen om offentlighed i forvaltningen an opmuntret af danske flygtninge i Sverige. I modstandsbevægelsen rejstes et krav om offentlighed i forvaltningen efter krigen. Besættelsestidens omfattende regulering af økonomien med irriterende rationeringsordninger øgede utilfredsheden med forvaltningen.

Tilliden til forvaltningen faldt. En af bannerførerne for idéen om offentlighed i forvaltningen var en modstandsmand, den senere statsminister Viggo Kampmann, der dengang slet ikke var medlem af Socialdemokratiet.

Da tyskerne havde kapituleret, krævede mange demokratiske reformer i Danmark. Blandt dem juraprofessor Alf Ross der stod Socialdemokratiet nært og den radikale Bertel Dahlgaard.

En afskaffelse af enevældens hemmelighedsprincip var tæt på at komme med i Grundloven i 1953. Men der var modstand blandt embedsfolk, og mange politikere var usikre på konsekvenser af offentlighed i forvaltningen, så tanken blev skubbet til side.

Men i 1956 blev der nedsat en offentlighedskommission. Der var stor interesse for offentlighedstanken især blandt borgerlige, som var betænkelige ved, at Socialdemokratiet havde regeringsmagten. Men i offentlighedskommissionen gik embedsfolk og to socialdemokrater imod et generelt offentlighedsprincip.

Det ville være synd at sige, at den socialdemokratiske justitsminister i årene fra 1953 til 1964, Hans Hækkerup, var ivrig efter at gennemføre offentlighed i forvaltningen. I 1964 fik Hans Hækkerup dog gennemført en lov om partsoffentlighed, der styrkede en direkte parts mulighed for at se grundlaget for en forvaltningsafgørelse. Det styrkede retssikkerheden. Længere ville Hækkerup ikke gå.

Men alle partier bortset fra det regerende Socialdemokrati ønskede nu et generelt offentlighedsprincip. I 1967 fremsatte Venstre, Konservative og De Radikale som oppositionspartier et lovforslag til en offentlighedslov. Forslaget bortfaldt dog, da der blev udskrevet valg i januar 1968.

Men den konservative justitsminister Knud Thestrup fik i 1970 gennemført den første offentlighedslov. Karakteristisk nok var hædersmanden Thestrup også gammel modstandsmand. Han havde været dommer og led af den opfattelse, at en minister skal være human, retfærdig og handle efter sin overbevisning. Denne noble mand med et anstrøg af naivitet fremsatte sine lovforslag, fordi han mente, at de var rigtige. Uden snævre partitaktiske overvejelser.

Thestrups forslag havde sine begrænsninger, fordi man var usikker over for det uprøvede. Socialdemokratiet fandt derfor ikke forslaget vidtgående nok. Nu i opposition sagde den socialdemokratiske ordfører blandt andet: ... vi opnår simpelthen ikke mulighed for ved hjælp af det almindelige offentlighedsprincip at give demokratiet, hvad vi måske tør kalde en ny dimension. Men partiet stemte dog for forslaget, og vedtagelsen af den første offentlighedslov kan ses som en udløber af den grundlovsdebatten.

Efterkrigstidens grundlovsdebat skabte nogle tiltrængte fornyelser. Erik Eriksen fik som statsminister en stor del af æren herfor, men han var blevet slidt i 1953, og han mistede snart regeringsmagten. Ingen regering har siden haft mod til at ændre Grundloven, uanset at dens sprog er gammeldags, og at 60 paragraffer står uændret siden 1849. Og nu har vi ikke et tronfølgerspørgsmål til at trække nye ændringer.