Niels Helveg Petersen: Stadig brugbar, men med store fejl og mangler

For en halv snes år siden vedtog Folketingets Præsidium, at alle 18-årige i Danmark skulle have et eksemplar af Grundloven tilsendt, så de kunne lære om det danske folkestyre. Men samtidig måtte politikerne erkende, at teksten ikke kunne stå alene. Hvis en 18-årig modtog denne tekst ukommenteret, kunne man ikke regne med, at det var til at forstå, hvordan nutidens danske demokrati rigtig er. Derfor blev løsningen, at man fik udarbejdet en udgave, hvor højesteretsdommer, professor, dr.jur. Jens Peter Christensen forklarer, hvad der egentlig står.

Ifølge den tidligere radikale partileder og udenrigsminister Niels Helveg Petersen illustrerer dette eksempel, hvad der er problemet med Danmarks Riges Grundlov. Teksten er kun for de i forvejen indviede, og derfor kan den samlede bedømmelse af teksten ikke udløse en topkarakter fra Helveg. Hans skudsmål lyder: ”Stadig brugbar, men med store fejl og mangler.” Det svarer til et sted mellem 2, akkurat bestået, og 4, en jævn præstation, på skolens og det videre uddannelsessystems nuværende karakterskala, som går op til 12.

”Jeg synes, det er et stort problem, at Grundloven udgør et forklædt folkestyre. Vi ved godt, at Grundloven danner rammen om det danske folkestyre. Men der står ingen steder i teksten, at Danmark er en selvstændig stat, eller at styreformen er demokrati eller folkestyre. Der står bare, at ’regeringsformen er indskrænket-monarkisk’. Det er en for moderne mennesker ubegribelig og forkert betegnelse,” siger Niels Helveg Petersen, som i mange år har været fortaler for en modernisering af Grundlovens tekst.

”Meget af det, der står, er direkte løgn. Tag paragraf 17, stk. 2, hvor der står, at ’i statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger’. Det passer jo ikke. Der forhandles ikke noget, forhandlingerne sker i Folketinget,” siger Niels Helveg Petersen om den kendsgering, at statsrådet er en ren orientering fra de folkevalgte til kongehuset om nye love.

Han erkender, at folkestyret egentlig fungerer udmærket på trods af denne og andre af Grundlovens noget misvisende formuleringer om, at ”den udøvende magt er hos kongen”, og at kongen har ”den højeste myndighed over alle rigets anliggender”. Men dels er han principielt modstander af, at den danske forfatningstekst udgør et sådant mummespil, som måske var nødvendigt i 1849, da enevælden skulle afmonteres. Dels mener han, at det er problematisk, at mange væsentlige aspekter ikke er nævnt i teksten.

”Det handler ikke kun om pudsige gamle formuleringer. Det handler også om, at en række af vores centrale menneskerettigheder og frihedsrettigheder slet ikke eller kun mangelfuldt er beskrevet i Grundloven. Tag for eksempel ytringsfriheden, som vi priser så højt. Der står bare, at enhver kan udtrykke sig frit i skrift og tale, dog under ansvar for domstolene. Det betyder jo, at det ikke er Grundloven, som forhindrer, at domstolene kan dømme en hvilken som helst ytring ulovlig. Der skal vi ty til de internationale konventioner for at finde en mere vidtgående sikring af ytringsfriheden,” siger Niels Helveg Petersen.

Som konkret eksempel herpå nævner han den såkaldte ”Grønjakkesag”, hvor Højesteret i 1989 dømte DR-journalisten Jens Olaf Jersild for at have viderebragt racistiske ytringer. Men i 1994 blev han frikendt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi journalistens hensigt åbenlyst ikke var at udbrede racisme, men oplyse om, at den findes.

Og der er mere endnu. Niels Helveg Petersen tilføjer, at der intet står i Grundloven om, at Højesteret kan kende en lov ugyldig, således som det skete med Tvindloven i 1999.

”Det ved vi nu, at Højesteret kan, men det er en tiltaget rettighed, ikke en, der er sanktioneret i Grundloven, hvilket er højst mærkværdigt. Vi ved også fra mange års praksis, at Folketingets Finansudvalg kan bevilge penge fra det offentlige budget – til trods for, at der i Grundlovens paragraf 46, stk. 2, står, at ’ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov eller i en af Folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov’,” konstaterer han.

Danmarks Riges Grundlov er en forfatning for vores land, og derfor burde der ifølge den radikale nestor være en ”grundlovsramme” for de situationer, hvor den danske regering i EU’s Ministerråd tiltræder fælles europæiske beslutninger, som er folkeretligt forpligtende. Men heller ikke dette er udførligt nok beskrevet.

”Man kunne i en ny Grundlov passende rodfæste, at Folketingets Europaudvalg skal have en kontrolfunktion i forhold til de folkeretligt forpligtende beslutninger, regeringen tiltræder,” foreslår han.

Et argument, der ofte fremføres imod at prøve at ændre Grundloven, er, at det er meget svært. Kravet er ikke alene, at den nye lov vedtages af to Folketing på hver side af et folketingsvalg, og af et befolkningsflertal ved en folkeafstemning. Mindst 40 procent af samtlige stemmeberettigede danskere skal stemme for. Men det mener Niels Helveg Petersen slet ikke er så umuligt:

”Jeg synes, vi gang på gang har set, at når der er folkeafstemninger om væsentlige emner, møder mere end 80 procent af de stemmeberettigede frem for at stemme. Så problemet er ikke valgdeltagelsen. Problemet er alene at få et flertal til at blive politisk enige om, hvad der skal stå i en ny Grundlov.”

Christian Mejdahl: En fremsynet tekst, som kan holde mange år endnu

En gammel amerikansk talemåde lyder: ”If it ain’t broke, don’t fix it”. Tilbage i 1970’erne blev den brugt af Jimmy Carter-administrationen som argument for, at man ikke ville lave forandringer for forandringernes egen skyld. Hvis redskabet eller maskinen fungerer og ikke er i stykker, så lad være med at reparere.

Tilsvarende mener Christian Mejdahl, Venstre-mand og tidligere formand for Folketinget, at det er unødvendigt at bruge kræfter på sproglige reparationer af Grundloven. For den fungerer fint endnu – 167 år efter at hovedparten af teksten blev forfattet, og 63 år efter at den senest blev revideret.

”Jeg mener, det væsentligste, der er at sige om Grundloven, er, at den ikke er til hinder for, at vi kan gøre de ting, vi vil i Danmark. Grundlovsfædrene i 1849 var så fremsynede, at de i det store og hele skrev en tekst, som fortsat er brugbar. Den forhindrer ikke, at vi kan tiltræde internationale konventioner eller indgå i den Europæiske Union, selvom dette slet ikke var på dagsordenen i 1849,” siger Christian Mejdahl.

Selvom han er tidligere folketingsformand, føler han sig ikke i position til at give selvsamme grundlovsfædre karakter for deres arbejde. Men hans vurdering svarer vel omtrent til karakterskalaens næsthøjeste karakter, 10, som gives for ”den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler”.

”Kun tiden vil vise, om der bliver brug for at revidere teksten, men jeg mener, den eksisterende tekst kan leve mange år endnu,” siger Christian Mejdahl, som tror, der skal meget væsentlige argumenter på bordet, før de folkevalgte og befolkningen vil ulejlige sig med at ændre Grundloven.

Da S-R-SF-regeringen tiltrådte i 2011, var en grundlovsrevision et af de punkter, som blev skrevet ind i regeringsgrundlaget. Men da programpunkterne skulle omsættes til praktisk politik, var grundlovsrevisionen et af de punkter, som man lod ligge. Og det bifalder Venstre-veteranen.

”Det er da rigtigt nok, at der står nogle mærkelige ting om, at det er kongen, der har den udøvende magt, og at lovene forhandles i statsrådet. Men vi ved jo godt, at det er regeringen og ikke kongen, der regerer. Når engang Grundloven skal revideres, vil den blive rettet til sprogligt, men så længe det ikke er større ændringer, der er brug for, kan vi sagtens fortsætte med den eksisterende tekst,” siger han.

Christian Mejdahl påpeger, at selvom det meste af teksten i Grundlovens 89 paragraffer går helt tilbage til 1849, så har det været muligt at korrigere dens indhold, når det virkelig blev skønnet nødvendigt. Derfor har vi ikke kun en 1849-grundlov, der er blevet vedtaget ændringer i 1866, 1915, 1920 og 1953. Den seneste revision kom, efter at et forslag om en ny Grundlov, som Folketinget havde vedtaget i 1939, faldt ved den efterfølgende folkeafstemning.

Dengang var kravet opbakning fra hele 45 procent af alle stemmeberettigede. Den lovændring, som kom i 1953, opfyldte med nød og næppe dette stramme krav – og nedsatte det til 40 procent.

”Der er i Grundloven indbygget en sikring af, at hvis man går i gang med det projekt at ændre teksten, skal man sikre sig, at der virkelig er en god grund til det, som rækker ud over sproglige småjusteringer. Og hvis vi ser på den seneste Grundlov fra 1953, var der to tunge argumenter. Dels en ændring af tronfølgeloven, dels et opgør med tokammersystemet, så Landstinget blev afskaffet, og Folketinget i stedet fik flere pladser,” siger Christian Mejdahl.

Det er velkendt, at ønsket om, at Frederik IX’s ældste datter, Margrethe, kunne efterfølge ham på tronen i stedet for kongens lillebror, arveprins Knud, var med til i 1953 at bære grundlovsændringen igennem. Tilsvarende forhåbninger var frem til 2009 knyttet til den omstændighed, at tronfølgeloven endnu ikke åbnede for, at en storesøster ville komme før i arvefølgen end en lillebror blandt regentens børn. Men denne ændring fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) stemt igennem ved en folkeafstemning for syv år siden, uden at Grundloven i øvrigt blev berørt. Dermed blev vejen banet for, at 1953-Grundloven fortsat er gangbar, vurderer Christian Mejdahl:

”Jeg synes, Grundloven er et godt stykke arbejde, som alt i alt stadig opfylder sit formål: at sætte rammerne for, at vi i Danmark kan leve frit og demokratisk.”