Prøv avisen

Grundlovsdag har tabt pusten

Grundlovsmøderne har antaget mange former gennem tiderne, men Grundlovsdagen har aldrig rigtig fået den helt sikre status som nationens dag herhjemme som 4. juli i USA eller 14. juli i Frankrig. På billedet fra 1995 brugte omkring 5000 mennesker grundlovsdag til at deltage i et stort protestmøde på diget ved Rømødæmningen for at protestere imod fredningen af Vadehavet. (Foto:Scanpix)

Engang var grundlovsdag årets vigtigste politiske kampdag. I morgen vil langt de fleste danskere holde helt almindelig søndag uden at skænke vores forfatning eller demokrati en tanke

I Norge er nationaldagen, den 17. maj, en regulær folkefest, hvor man med pomp og pragt fejrer forfatningen fra 1814.

I Frankrig fejrer man på samme måde Bastilledagen den 14. juli 1789, der blev optakten til den franske revolution. Og sådan er billedet mange andre steder som Grønland, USA, og Irland.

Men i Danmark er grundlovsdag reduceret til spredte politiske taler rundt omkring i landet med kun cirka fem procent af danskerne på tilhørerpladserne.

Sådan har det ikke altid været. I årene efter den første grundlov fra 1849 var den 5. juni årets vigtigste politiske kampdag med massiv tilslutning fra danskerne. Men hvad er forklaringen på, at dagen har ændret sig så markant i løbet af de 162 år?

Kigger man på grundlovsfejringernes historie, var der størst tilslutning til fejringerne, når store grupper i samfundet mente, at demokratiet var truet, og der var kamp om magten i samfundet, fortæller historieprofessor fra Roskilde Universitet, Anette Warring, der har skrevet en bog om grundlovsfejringerne gennem tiden. Når så få fejrer grundlovsdag i dag, skyldes det formentlig, at danskere ikke længere synes, at Grundloven er et vigtigt politisk spørgsmål, siger hun.

"Lige efter at Danmark havde fået sin frie forfatning, var der politiske strømninger om at indskrænke demokratiet. Derfor brugte man dagen på at demonstrere mod det. Det var en reel forfatningskamp," siger hun.

Især Grundlovens femårs fødselsdag fik danskerne på gaden. Her var der nemlig for alvor noget på spil i forhold til at værne om de grundlovssikrede rettigheder, som både regeringen og politiet foretog indgreb imod i de første år.

Dagens status som vigtig kampdag varede i 50 år. Det var grundlovsfejringernes storhedstid med næsten en tredjedel af københavnerne på gaderne i store optog arrangeret af de forskellige partier.

Fra systemskiftet i 1901 med parlamentarismens indførelse og frem til Anden Verdenskrig begyndte tilslutningen at dale. Og efter besættelsestiden kom der for alvor et skifte i måden at opfatte og dermed fejre dagen på. Fejringen tabte simpelthen pusten.

Anette Warring forklarer, at der blev skabt en ny fælles fortælling om, at danskhed er lig med demokrati – og fordums tids protester og kamp røg i glemslen.

Og det er den opfattelse, der har varet ved indtil i dag.

"Der opstod grundlæggende konsensus om vores demokrati, og indholdet blev i højere grad dagsaktuelle politiske spørgsmål. Vi fik et nationalt erindringsfællesskab om, at demokrati ligger særlig godt til danskerne – en mytisk fortælling om, at demokrati nærmest er en del af vores nationale karaktertræk og sindelag. Derfor har vi mistet interessen," siger Anette Warring.

Den nye fortælling om danskheden betyder blandt andet, at Grundloven i dag har fået karakter af et symbol på vores nationalstat, som skal forsvares udadtil mod EU og mod øget immigration. Grundlovsfejringen blev vækket glimtvis til live under debatterne om Danmarks indtræden i EF i 1972 og igen op til afstemningerne om Maastrichttraktaten i 1992 og Amsterdamtraktaten i 1998.

Tilbage til Norge. Hvad er det, der får langt de fleste nordmænd – op mod 90 procent ifølge Anette Warring – til at gå på gaden i eufori, når det, der kommer nærmest en dansk nationaldag, nærmest er gledet ud i sandet?

Her er forklaringen først og fremmest, at Norge sammen med Eidsvollforfatningen også erklærede sig som selvstændig stat den 17. maj 1814. Der var altså mere at fejre.

Desuden har nordmændene modsat os gjort meget for at holde politik uden for den festlige nationaldag, og så er festlighederne en mere integreret del af samfundet. For eksempel er der tradition for, at skolerne arrangerer børneoptog, og det mobiliserer hele familien til at gå på gaden.

Skal danskernes interesse for dagen revitaliseres, kræver det ifølge museumsinspektør Inge Adriansen en revision af den på flere områder forældede grundlov, der senest blev ændret i 1953. Blandt andet nævner den nuværende grundlov end ikke de politiske partier.

"Hvorfor skulle vi i grunden mødes for at fejre noget, der i sit sproglige udtryk er så forældet? Politikerne taler enten om dagsaktuelle emner – og lufter derved deres uenighed – eller kommer med tam festtaleretorik. Der er behov for en nyskrevet grundlov."

Inge Adriansen, der er forfatter til en bog om nationale symboler, peger på flere forklaringer på den nedtonede grundlovsdag.

"Vores nationaldag ligger kun få dage efter Folketingets afslutningsdebat, hvor man har lige haft en skarp politisk udveksling, der så fortsætter grundlovsdag. Derfor bliver det ikke en festdag for folkestyret, men mere partipolitikkens og polemikkens dag."

Og så skal dagen være en overenskomstsikret fridag for alle faggrupper, mener hun.

Historiker, professor Uffe Østergaard fra Copenhagen Business School tror ikke, at en grundlovsrevision vil skabe øget opbakning til dagen. Han mener, at opfattelsen af Grundlovsdag har ændret sig i nationalistisk retning.

"Der er tale om forfatningspatriotisme. Grundloven er blevet et symbol på linje med vores flag, og det handler mest om grænsebomme og røde pølser," siger han.

Næste grundslovsjubilæum er i 2015. Her vil det være 100 år siden, at blandt andre kvinderne fik valgret.

skytte@k.dk