Hvis al politik var forskningspolitik, ville der ikke være grund til politiske partier i Danmark. Det syntes i hvert fald at være et overordentligt enigt hold af forskningsordførere, der sammen med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i går eftermiddags fremlagde resultaterne af en uges forhandlinger om den post på finansloven, der hedder forskningsreserven.
Det var klimaforskningen, der stjal rampelyset, men der var også fokus på en størrelsesmæssigt lille post på forskningsbudgettet. En del af aftalen er nemlig, at Grundtvig Centerets bevilling med 10 millioner kroner årligt videreføres i 2020, fortalte Ane Halsboe-Jørgensen.
”Der har været et stærkt ønske om, at lige præcis Grundtvig Centeret skulle have lov at fortsætte sit arbejde. Vi har en rigtig vigtig historisk forankring i Danmark i Grundtvig, og derfor er det fornuftigt at blive klogere på lige præcis hans skrifter. Det er også et arbejde, som har været i gang i 10 år, 100 millioner er der brugt på det, nu bruger vi endnu 10 millioner. Af danmarkshistoriske årsager, og fordi der er et meget bredt ønske i aftalekredsen, får Grundtvig Centeret endnu et år,” meddelte hun.
Venstres Ulla Tørnæs understregede, at det først var endt sådan i 11. time af forhandlingerne, men at det fra begyndelsen havde været et stærkt ønske fra Venstre at sikre centeret. Også De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har talt centerets sag. Den radikale forskningsordfører, Stinus Lindgren, har under forhandlingerne ikke ønsket at sige noget om, hvor partiet stod, men sagde, at også han har kæmpet for Grundtvig Centeret.
For dem, det hele har handlet om, var det en lettelse, da beskeden tikkede ind om, at bevillingen fortsætter.
”Helt banalt og indlysende har vi det godt, vi er virkelig glade og lettede og forsøger nu at lave noget rigtigt arbejde igen. Men først skal jeg lige ned og købe noget cremant, så vi kan fejre,” lød det over telefonen fra centerets leder, Katrine Frøkjær Baunvig. Hun fastholdt dog, at der var noget mystisk ved hele processen.
”Grundlæggende er det jo legitimt og godt, at vi får diskuteret, hvad vi bruger borgernes penge til. Og var der noget, der over en bred kam blev vurderet langt vigtigere, så måtte man jo stoppe vores projekt. Men det har mystificeret mig, at ministeren i processen har fastholdt, at det, vi laver, ikke er forskning. Det har virkelig undret mig. Og så har det irriteret mig, at vi får det at vide lakonisk og selv må læse os ind på det på detaljerne i finansloven. Den slags vil man da gerne vide på forhånd som institution, og jeg blev nok lidt overrasket over den distance.”
Og så grublede hun lidt over, hvad der var årsagen til hele miseren.
”Først og fremmest er vi jo glade. Men der er måske det grundlæggende problem, at vi ligger på forskningsreserven og ikke direkte på finansloven. Vi er nok lidt blevet en politisk mærkesag, som folk kan få, og det dræner den humanistiske forskning, som i forvejen er stærkt presset. I virkeligheden handler det nok også om den politiske holdning til humanistisk forsknings status. Når ikke engang det forfatterskab, vi tyr til for at tale om vores fælles kulturarv, kan være i sikkerhed som forskningsprojekt, så ved jeg simpelthen ikke, hvad der er sikkerhed for af humanistisk forskning i dag.”
Venstremanden Carl Holst, der sidder i bestyrelsen for Grundtvig Centeret, var glad for, at det lykkedes at få aftalen på plads lige på kanten til 175-årsdagen for højskolerne. Han mente ikke overraskende, at det var vigtigt at huske, at socialdemokraterne fra begyndelsen havde afsværget sig det.
”Det er jo en politisk holdning, som man så kan stå ved eller ej. Men det kunne jo også være, at man som socialdemokrat havde et ønske om at fortsætte det, fordi man er halvvejs med sygehusbyggeriet billedligt talt, og det er jo nok det, man har set. Og måske skal vi blive bedre til at gøre det synligt, hvad vi laver, og som medlem af bestyrelsen vil jeg, uden at kritisere nogen som helst, sige, at vi skal være bedre til at redegøre for, hvad formålet med vores center og værdien af det. Både i forhold til fortiden, den kulturhistoriske værdi, men nok især den fremadrettede: hvad vi med digitaliseringen af Grundtvig bliver i stand til.”
Ved pressemødet forsvarede Ane Halsboe-Jørgensen sin oprindelige beslutning med, at fokus først og fremmest havde været på at styrke forskning i grøn omstilling.
”Jeg har grundlæggende haft en prioritet om at forhandle forskningsreserve på en måde, hvor det er store overskrifter, der kan favne bredt og ikke en masse små, lukkede overskrifter, vi er gået efter. Det er klart, Grundtvig spiller en enorm central rolle i vores historie, for vores samfund og vores land, for os alle sammen. Jeg er glad for, at arbejdet kan fortsætte endnu et år.”
Hvorfor ikke længere end et år?
”Da man oprettede centeret og havde en plan om, at det skulle løbe over 20 år, kunne man jo have valgt at sætte penge af til 20 år. Men i 10 år har man gjort det fra år til år, og det er da klart, det er bedst, hvis folk ikke sidder og bliver usikre. Men så skulle man have gjort det om fra starten. Jeg har haft en prioritet omkring den grønne forskning og den store udfordring, vi har med klimaet.”
At hun skulle have sagt, at Grundtvig Centeret ikke er forskning, ville Ane Halsboe-Jørgensen ikke bekræfte.
Tilbage står spørgsmålet om, hvad det hele egentlig gik ud på. Var det et rent spil? Jes Fabricius Møller, historiker og formand for Grundtvig Selskabet, der er uafhængigt af Grundtvig Centeret, havde i går svært ved at sige, hvad spillet i så fald var gået ud på.
”Jeg kan ikke gennemskue, hvad der er sket, andet end, at der er kommet en ny og ung regering ind, som ivrigt har villet grøn omstilling, og så har de støvet butikken igennem for at finde ting, de kunne undvære. Det er måske lidt som nogle unge mennesker, der er blevet sat til at realisere bedsteforældrenes bo og er kommet til at smide arvesølvet ud. Måske er der for få gamle mennesker i regeringen. Men når det er sagt, kan man jo kun være glad over, at der er blevet lyttet til fornuften.”