Dansk er ved at blive reduceret til at være intimsprog i Danmark, mens engelsk tager over som elitens og magtens sprog. Deri ligger et stort demokratisk problem, eftersom de færreste danskere mestrer engelsk tilnærmelsesvis så godt som deres modersmål.
Sådan lyder budskabet fra Grænseforeningen, som i denne weekend holder årsmøde og i den forbindelse vil igangsætte en ny kampagne under slagordet For en åben danskhed. Ifølge fore-ningens formand, Finn Slumstrup, er der to væsentlige budskaber i kampagnen: at sprog er overordentlig vigtigt, og at en kamp for danskhed ikke behøver være udtryk for nationalisme:
Det er måske lidt af en stramning at sige, at dansk ophører at være magtens og elitens sprog, men det er en kendsgerning, at det strømmer ind med engelsk alle steder. Tag bare nyhedsmedierne, hvor vi kan vælge imellem at seDeadline, DR Update eller TV 2 News. Og selv intimsproget bliver jo også påvirket. Der har lige været en historie fremme om det nye danske firma Love Concern, som rådgiver om dating og tilbyder flirte-coaching.
Formanden understreger dog, at disse eksempler er mere finurlige end alvorlige. Det alvorlige er, hvis væsentlige beslutninger og erkendelser inden for erhvervslivet og forskning ikke længere formuleres på dansk, men på engelsk. Det vil i givet fald markere afslutningen på en cirka 125 år lang periode, hvor dansk var et fuldstændigt sprog.
Først i 1770erne blev dansk kommandosprog i forsvaret frem for tysk, og først i 1840erne fik Søren Kierkegaard og andre dispensation til at skrive deres afhandlinger på dansk frem for latin. Det er betegnende, at videnskabelige afhandlinger nu ser ud til at være et af de felter, hvor dansk er på retur igen, konstaterer Finn Slumstrup.
Han mener, at det danske sprog i øjeblikket lider af engelsk syge. Ikke fordi det er dårligt at kunne engelsk. Men fordi det er dumt helt at hægte sit eget modersmål af til fordel for et internationalt gangbart sprog. Og han mener, at netop Grænseforeningen, som siden 1920 har virket for danskheden i Grænselandet nord og syd for den dansk-tyske grænse, i den forbindelse ligger inde med en væsentlig indsigt:
Det handler ganske elementært om, at for at kunne være åben i mødet med det fremmede, må man være godt forankret i det hjemlige. Det er en rigdom at kunne flere sprog, men vi har kun ét kærligheds- og intimsprog, og det er vores modersmål. Al forskning viser jo også, at indvandrere bliver bedre til dansk og andre fremmedsprog, hvis deres færdigheder på modersmålet styrkes.
Hermed står det klart, hvori forskellen består mellem Grænseforeningens åbne danskhed og det, som Finn Slumstrup betegner som en mere nationalistisk forståelse af ordet. Den åbne danskhed anerkender andre sprog og kulturer som et fremmedbillede, men ikke et fjendebillede, forklarer han. Ligesom man i Grænselandet har måttet sande, at tyskere i Sønderjylland har krav på samme anerkendelse som danskere i Sydslesvig og omvendt må danskerne lære, at stolthed over eget sprog må gå hånd i hånd med accept af andres sprog. I stedet for at både det hjemlige og det fremmede i globaliseringens hellige navn blandes sammen i den samme grød af dårligt engelsk.
I takt med globaliseringen og det stadig tættere EU-samarbejde bliver den fysiske grænse på landkortet mindre vigtig. Men i takt med at statsgrænsen svækkes, bliver det stadig vigtigere at være opmærksom på, hvad dansk sprog og kultur er. Hvis man skal definere en dansker, må det være en, som taler dansk og føler sig dansk. Og denne indre grænse er det afgørende at være sig bevidst, når man skal forklare, hvor den danske afdeling af den globale landsby begynder, siger Finn Slumstrup.