«Blusen passer jo perfekt, Rosa. Du kan godt gå ud og finde dig en ny mand.«
Frivillig hjælper Evy Wismann er på besøg hos 87-årige Rosa Johansen i hendes lille stue på Bispebjerghjemmet i København, og kommentaren gælder den skjorte, som de to for nylig købte sammen i en butik lige ovre på den anden side af vejen.
Det er eftermiddag. Gennem den åbne dør kan man se kaffevognen, der triller forbi ude på den brede
linoleumsgang.
Indenfor i Rosa Johansens værelse står en stor hospitalsseng og oven over hænger fotografier af børnebørnene. Et par stole og lille spisebord af teaktræ udgør møblementet i rummet med det grå væg-til-væg-tæppe.
Rosa Jørgensen sidder på en stol foran sit gangstativ og smiler venligt. Den velplejede og åndsfriske dame, der har læbestift på og nydeligt opsat hår, elsker at få besøg af Evy Wismann. Så er der tid til at snakke, læse bøger højt, tage i Tivoli, smutte i Magasin eller komme ud i de butikker, som Rosa Jørgensen ellers er afskåret fra at besøge på grund af gangbesvær.
Det giver adspredelse i en hverdag, hvor personalet de senere år har måttet løbe stærkere og stærkere og derfor ikke længere har tid til så mange sociale gøremål med beboerne som tidligere.
Bispebjerghjemmet er et af de
foreløbig fire københavnske plejehjem, der via projektet Partnerskaber på ældreområdet forsøger at få frivillige hjælpere tilknyttet.
72-årige Evy Wismann er en af de i øjeblikket godt 24 frivillige. Det vil sige officielt er Evy Wismann
ikke med på nogen liste, for det har hun nægtet.
- Jeg vil ikke figurere på nogen
liste, for så kan plejehjemmet og Københavns Kommune bare sige: Se hvor mange folk, der kommer, og så er det meget lettere at sige det faste personale op.
Drømmejobbet
Evy Wismanns egen tilknytning til Bispebjerghjemmet begyndte, da hun for 29 år siden fik job som beskæftigelsesvejleder i plejehjemmets terapi.
- Det var bare lykken med det job. Jeg elskede det og havde et utrolig godt forhold til beboerne. Vi lavede en masse ting i terapien. Og hvis der kom en beboer og sagde: Jeg vil gerne have en kjole lagt op, så fandt vi også ud af det. Men da jeg blev 70 år, skulle jeg holde op, og det var jeg rigtig ked af, for jeg var slet ikke parat til at stoppe.
Derfor blev det aftalt, at hun kunne fortsætte på plejehjemmet som frivillig besøgsven.
Hver onsdag cykler Evy Wismann fra sit hjem i Hellerup og et par minutter før to, står hun som
regel foran Rosa Johansens dør.
- Jeg snakker med beboerne på afdelingen og tager med på ture ud
i byen, og jeg nyder det. For nylig var der en dame i afdelingen, som skulle have syet sine gardiner op,
og så kunne jeg hjælpe med det.
Det sker, at beboernes børn hjælper med den slags. Men det er sjældent, siger Evy Wismann, der betragter det som en kæmpefordel, at hun i modsætning til de fastansatte ikke er bundet af bestemte klokkeslæt.
- Der er ingen, der siger, at jeg skal gå klokken 15.30, hvis jeg er midt i en god snak med en beboer, og det er skønt.
Også beboere og personale er glade.
- Det er dejligt at snakke med Evy, og så får jeg muligheden for at komme ud af huset, siger Rosa Johansen, der selv gør en stor indsats for at leve så aktivt som muligt. Blandt andet giver hun en hånd med hver aften, når der skal smøres smørrebrød på afdelingen.
Aase Madsen, der har vagt på
afdelingen denne eftermiddag,
er positiv over for de frivilliges
indsats.
- Vi er blevet skåret i vores normering i år. Vi har ikke den samme tid som tidligere, Vi kan ikke gå med beboerne i Føtex eller Matas. Derfor er det godt, at de frivillige kan gøre de ting, vi som personale får dårlig samvittighed over, at vi ikke kan nå.
Mere overordnet mener Evy Wismann dog, at der er grænser for, hvad plejehjemmet kan forvente af de frivillige.
- Hvis hjælpen skal nytte, skal den jo være til at regne med, siger Evy Wismann og nævner eksempler på frivillige, der er kommet nogle få gange og så er droppet ud uden at give besked.
- For få år siden kom plejehjemmet på tur hver tirsdag. Det er ikke længere muligt, fordi der skal spares. Min gamle arbejdsplads i aktivitetscenteret var tidligere normeret til fem en halvt ansatte, i dag er
normeringen 1 ansat. Der er mindre tid til sociale aktiviteter, og en større del af personalets tid går med pleje og pasning. Det er synd, at man tager den sociale underholdning fra folk. Det er da glimrende mening i at være frivillig. Men kommunen skal ikke tro, at man
kan få det det få det sociale liv på plejehjemmet til at fungere udelukkende ved hjælp af frivillige, siger Evy Wismann.
Det bliver et ekstra hjerteligt farvel denne onsdag. Evy Wismann skal til Frankrig på ferie og kommer ikke de næste par uger. Rosa Johansen kan også se frem til et afbræk fra hverdagen. Om et par dage tager hun sammen med en gruppe beboere og et par ansatte til Nordvestsjælland for at bo på et feriecenter.
soendergaard@kristeligt-dagblad.dk
Fakta
Partnerskab for ældre
Københavns Kommune har iværksat forsøgsprojektet Partnerskaber på ældreområdet for at styrke livskvaliteten for ældre i bydelen Bispebjerg.
Der arbejdes på at få frivillige tilknyttet bydelens plejehjem, hjemmeplejen og et dagcenter.
De frivillige skal løse opgaver, som det professionelle personale ikke tager sig af. For eksempel læse højt, være besøgsven, lave beboerblad, være handymand med mere.
Som led i projektet får de frivillige mulighed for at komme på kurser.
På Bisbjerghavens plejehjem, der har 108 beboere, er der i øjeblikket 24 frivillige.