Prøv avisen

”Gud er, hvor der er smerte”

Sidste år havde hospitalet 2200 fødsler. For få år siden fødte 10 procent af områdets kvinder på et hospital. I dag er det 70 procent. Se flere billeder ved at trykke på pilen til højre i billedserien

Christian Hospital Bissamcuttack ligger dybt inde i det indiske højland. For præcis 60 år siden oprettede Lis Madsen, læge og missionær, hospitalet med en kristen tro på at tjene de fattige og være en del af den smerte, der er i området. I dag er staten Orissa stadig hærget af tropesygdomme og fattigdom, og syge rejser hundredvis af kilometer for at få tiltrængt behandling

Et skrig runger gennem hospitalets lime-grønne gange. For enden står en ældre dame og skjuler sit ansigt bag hænderne. Lægen følger hende ud, så hun ikke skræmmer patienterne på stuen. I rummet ved siden af ligger hendes mand livløs. Sygeplejersken forsøger stædigt at få gang i kroppen, indtil lægen for anden gang tjekker pulsen. Forgæves.

Parrets søn sætter sig på hug ved sengen og tager sig til hovedet, imens han samler mod. I Indien er det en tradition, at den afdødes søn klargør liget. Han kæmper med at give sin far shorts på, inden han vikler et hjemmelavet, bordeauxrødt blomstertæppe rundt om ham. På en båre bærer han faderen til hospitalets bagside, hvor skyggen fra en bygning beskytter liget fra den skærende sol i den halve time, det tager, indtil ambulancen kommer.

Et simpelt mavesår havde udviklet sig, så det til sidst brændte hul på maven og ødelagde nyrerne. Han kom for sent på hospitalet. Det er tilfældet med mange af patienterne. Men en ny, stor tilstrømning af patienter afslører, at opmærksomheden omkring sundhed er under opblomstring i den sårbare stat Orissa. De mange mennesker presser hospitalets ansatte til det yderste.

I 1954 rejste en dansk læge og missionær til Indien med en vision. Lis Madsen drømte om sundhed til alle i staten Orissa, hvor lægehjælp var ikkeeksisterende.

Hun slog sig ned i en afsides, men smuk del af staten med grønne, træ-klædte bjerge og jungle. Ved verandaen til en lille kirke tilså hun de lokale, og det blev startskuddet til et 200-sengs multifunktionelt hospital.

Lis Madsen rejste hjem i 1988, men visionen om sundhed er den samme i dag. Malaria, tuberkulose og fattigdom raserer stadig i denne del af Indien trods en jævn forbedring igennem årene. Med 80 procent stammefolk og kasteløse hører Orissas indbyggere til de mest sårbare og trængte i Indien.

Bag sit skrivebord sidder Johnny Oommen og gnider søvnen ud af øjnene efter gårsdagens nattevagt, mens en rotte piler frem og tilbage på kontorets betongulv. Johnny har været læge på hospitalet i over 20 år og forklarer, at billig behandling er en forudsætning for at kunne hjælpe befolkningen.

”Det er gratis at blive tilset som patient. Ingen skal afvises ved porten. Det koster først penge, når patienten skal have medicin, blodprøve eller indlæggelse. Og priserne er under det halve af, hvad statslige hospitaler tager.”

Rundt om det rustne gittervindue kæmper en skov af hænder for at aflevere en seddel igennem en lille låge. Alle skal registreres, før ti timers ventetid starter. Solen banker ubesværet igennem venteværelsets tynde, grønne plastiktag og skaber en fugtig og tung luft, der blander sig med den sterile lugt fra medicinrummet.

Enkelte prøver at sove, men vækkes af skrattende højttalere, der systematisk kalder næste patient ind til undersøgelse. Det giver et sæt i en ældre mand med en jordfarvet, krøllet skjorte, da hans navn endelig bliver råbt op. Han må hurtigt mase sig igennem den utålmodige menneskeskare, der står skulder ved skulder foran det hvide hegn, der adskiller venteværelset og lægernes kontor.

Ifølge Johnny Oommen skyldes det store antal patienter en social ændring i staten. De fattigste har fået øjnene op for sundhed, og bedre veje har gjort hospitalet lettere tilgængeligt.

”De, der normalt ville dø ude i stammerne, kommer nu til os,” siger Johnny Oommen.

Mange syge rejser over 200 kilometer for at blive tilset. Christian Hospital Bissamcuttack har et godt ry og er et af de få steder i staten, der udfører mere komplicerede operationer. Skadestuen havde i 2013 et historisk højt gennemsnit på 234 patienter dagligt. I sidste uge lå tallet på mellem 300 og 400.

”Tilstrømningen er ved at stige os over hovedet, og vi er ikke i stand til at håndtere arbejdspresset. Vi vil tilse alle, ingen skal afvises ved porten. Det betyder lange køer, ventetid og trætte ansatte. Vi arbejder, hvad der svarer til halvandet job,” siger Johnny Oommen.

Hospitalet har 11 læger, men har brug for 30. Den store efterspørgsel og mangel på senge betyder, at hospitalet er ved at nå til det punkt, hvor det må afvise patienter.

”Det er et nyt fænomen for os. På min nattevagt i går havde jeg kun få senge til rådighed. Der kom 23 mennesker, og til de fire måtte jeg sige, at vi ikke havde plads til at indlægge dem. Jeg måtte tage de mest syge ind. Jeg undersøgte de andre, men måtte sende dem hjem med medicin,” siger Johnny Oommen.

Sirenen fra en ambulance overdøver de monotone kirkeklokker, der kalder en stribe kridhvidklædte sygeplejersker ind til bøn. De marcherer i zigzag mellem køer og motorcykler langs den støvede vej, der leder ned til hospitalskirken.

”Må Gud give jer styrken til at hjælpe dem, der har mest brug for det,” velsigner præsten.

Hospitalet er bygget op omkring den kristne tro, som Lis Madsen kom til Indien med; at tjene de fattige og dele deres smerte. Noget af smerten er sygdomme, noget er fattigdom, noget er uretfærdighed.

”Gud er, hvor der er smerte. Gud helbreder. Vi er her sammen med ham i vores virke, ellers kan vi ikke håndtere opgaverne. Det her hospital opnår meget mere, end vi på papiret er i stand til. Vi tror, det er Guds hånd,” siger Johnny Oommen.

I Indien bliver et menneskes værdi traditionelt vurderet efter kaste, uddannelse, hvad ens forældre laver, og hvor man bor. Hospitalet prioriterer derfor de svageste i et forsøg på at skabe lighed. For alle er skabt i Guds billede.

”Hvis ikke vores værdisystem er radikalt anderledes end det uden for porten, har vi ingen grund til at eksistere. Der er ingen måde, man kan få folk til at komme her og arbejde på, hvis der ikke er en trosbaseret vinkel på arbejdet,” siger Johnny Oommen.

”Vores tro giver os motivationen, styrken og filosofien til at gøre det rette.”

Hver morgen mødes de ansatte til morgenbøn i hospitalets egen kirke
De indlagte på hospitalet medbringer altid familiemedlemmer, der sørger for alt fra mad til begravelser
Patienter står samlet foran lægernes kontor. Ventetiden er 12 timer
Hospitalet har været nødt til at indsætte ekstra senge for at imødekomme det store antal patienter. Foto: Mathias Svold