Gymnasier går til kamp mod rusmidler

Gymnasieelevers forbrug af alkohol og stoffer får nu flere og flere gymnasier til at udforme en egentlig rusmiddelpolitik

Danske teenagere har europarekord i alkoholforbrug. Det mærkes også på gymnasierne, hvor alkohol er en så central del af ungdomslivet, at det i nogle tilfælde skader indlæringen.

Men en række gymnasier forsøger nu at komme problemet til livs ved at indføre en aktiv rusmiddelpolitik.

I Ringkjøbing Amt har samtlige amtets otte gymnasier vedtaget en rusmiddelpolitik efter påbud fra politikerne i amtsrådet.

– Det betyder, at skolerne beslutter retningslinjer for fester og alkohol. Men det vigtigste er, at der satses på at drøfte holdninger til alkohol og fester med eleverne, og at skolen tager stilling til, om de elever, der har problemer, skal have tilbudt hjælp, siger forebyggelseskonsulent Lisbet Harder fra Ringkjøbing Amt. Hun understreger, at det er helt afgørende, at reglerne gennemføres i tæt dialog med eleverne.

– Især i gymnasiemiljøet har der været tendens til, at nogle rektorer ikke ville se problemerne med rusmidler i øjnene, selvom undersøgelser viser, at gymnasielevers forbrug af alkohol og hash er på niveau med andre unges, siger Lisbet Harder.

I Aalborg og Nørresundby har samtlige fire gymnasier indgået aftale om en fælles rusmiddelpolitik.

– Med reglerne vil vi signalere, at skolen har et samfundsansvar i forhold til danske unges store forbrug af alkohol. Undersøgelser har påvist en sammenhæng mellem højt rusmiddelforbrug og dårlig trivsel. Vi ved også, at det kan betyde noget for elevernes indlæring om mandagen, hvis de ikke kan styre omgangen med alkohol i weekenden, siger inspektor Mette Ørum fra Hasseris Gymnasium, der er en af drivkræfterne bag initiativet.

Udover klare regler har Hasseris Gymnasium også udpeget en gruppe elever, der fungerer som tutorer og kan hjælpe andre elever og være med til at opfange problemer med alkohol og stoffer.

Frederikssund Gymnasium i Nordsjælland er et andet af de gymnasier, der netop har vedtaget en rusmiddelpolitik.

– Vi mener, det er vigtigt, at gymnasiet går ind i den opgave, det er, at forebygge at nogle elever kommer så langt ud, at de forlader deres uddannelse. Derfor har vi indført helt faste regler for alkohol ved fester og intro-ture. Samtidig gør vi meget ud af, at der skal tilbydes hjælp, hvis en elev har problemer med alkohol eller andre rusmidler, siger rektor Sussie Staun Pallesen fra Frederikssund Gymnasium.

Sundhedsstyrelsen sender om kort tid materiale ud til alle gymnasier for at få sat fokus på behovet for at indføre en rusmiddelpolitik.

– På gymnasierne har der været en tendens til at betragte elevernes alkoholforbrug som et problem, der hørte til privatsfæren. Det er meget vigtigt, at skolerne signalerer en tydelig politik, og at også forældrene udviser klare holdninger. Vi ved, at pandelapperne i hjernen ikke er færdigudviklet før omkring 20-årsalderen. Det betyder, at unge er dårligere til at kontrollere impulser og vurdere risici end voksne og derfor har sværere ved at styre alkohol. Vi anbefaler, at unges alkoholforbrug begrænses så meget som muligt, siger fuldmægtig Kit Broholm fra Sundhedsstyrelsen.

soendergaard@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Familieliv