Gymnasier vil gennemføre skriftlig studentereksamen

Hvis det overhovedet er muligt, vil Danske Gymnasier lade elever i 3.g og 2.hf gå til skriftlige prøver. Gymnasielærerne er skeptiske over for, hvor mange eksaminer der kan gennemføres

Fra Undervisningsministeriet er meldingen, at det endnu ikke er afgjort, om studentereksamen skal gennemføres, eller om eleverne skal gå videre på deres årskarakterer. Men videre kommer de efter sommerferien. Coronakrisen kommer ikke til at koste Danmark en studenterårgang. Arkivfoto.
Fra Undervisningsministeriet er meldingen, at det endnu ikke er afgjort, om studentereksamen skal gennemføres, eller om eleverne skal gå videre på deres årskarakterer. Men videre kommer de efter sommerferien. Coronakrisen kommer ikke til at koste Danmark en studenterårgang. Arkivfoto. Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix.

Lige siden statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften åbnede for muligheden af en gradvis genåbning af skoler og andre uddannelsesinstitutioner efter påske, har gymnasierektorernes organisation Danske Gymnasier haft en tæt dialog med Undervisningsministeriet om muligheden for helt eller delvis at gennemføre årets studentereksamen.

”Det allervigtigste er at sikre, at de sundhedsfaglige anbefalinger bliver fulgt. Men hvis det skønnes, at vi igen kan gennemføre undervisning, ønsker vi at prioritere vores afgangselever i 3.g. og 2.hf. Vi forventer ikke, at det er muligt at gennemføre en studentereksamen fuldstændig som tilforn, men vi er optaget af at komme så tæt på en almindelig eksamen som muligt,” siger Birgitte Vedersø, rektor på Gefion Gymnasium i København og formand for Danske Gymnasier.

Hun understreger, at der er en lang række uafklarede spørgsmål, som skal besvares, inden hun kan love, at årets studenter får deres eksamen. Det handler både om, hvor mange elever det anses for muligt at bringe sammen i samme rum, hvordan offentlig transport til gymnasierne kan afvikles på forsvarlig vis, og hvordan det sikres, at eleverne også i frikvartererne holder afstand til hinanden. Men håbet er, at det vil være muligt både at gennemføre klasseundervisning og en skriftlig eksamen for afgangseleverne. Det sidste kan måske komme i stand ved, at eleverne ikke sidder tæt i en stor hal, men sidder spredt ud over hele gymnasiet med få personer i hvert lokale.

”Hvis vi skal prioritere én, bliver det den skriftlige eksamen, fordi det er den mest uvildige bedømmelse, eleverne overhovedet får, idet der er to fremmede censorer på. Det er samtidig den bedømmelse, som har den laveste sociale slagside,” argumenterer Birgitte Vedersø.

Hun tilføjer, at de mundtlige prøver i forvejen er bygget op efter et princip, hvor eleverne får årskarakterer overført i de fag, de ikke trækker. På den baggrund vurderer hun, at man bedre vil kunne lade prøver udgå og erstatte af årskarakterer. Uanset hvad er ambitionen, at alle unge kan fortsætte i deres uddannelsesliv efter sommerferien,

”Efter planen påbegynder vi studentereksamen den 18. maj. Men jeg synes, vi skal være åbne over for at rykke den en eller to uger, hvis de sundhedsfaglige råd tilsiger det. Vi skal ikke skyde studentereksamen til efter sommerferien, for da skulle de unge gerne være videre, og vi skulle gerne have åbnet dørene for et nyt hold 1.g.’ere,” siger Birgitte Vedersø.

Drømmen om en gennemførelse af studentereksamen får imidlertid ikke umiddelbar opbakning fra Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening.

”Vi anbefaler på nuværende tidspunkt, hvor det er så uklart, hvad rammerne bliver for undervisning efter påske, og hvor tidspresset skærpes, at de fleste af de kommende eksaminer aflyses. Vi er skeptiske over for, om en gradvis åbning af skolerne vil kunne give os et ordentligt rum for undervisning, som skal føre eleverne frem til de eksaminer, som venter lige om lidt,” siger Tomas Kepler.

Han uddyber, at det at gennemføre eksamen ikke begrænser sig til det fysiske fremmøde på dagen, men også at der har været tid til at forberede eleverne, så de bliver bedømt på rimelige præmisser:

”Vi har lige fra starten sagt, at vi og eleverne selvfølgelig vil gøre vores bedste for at få det maksimale ud af situationen, men hasteimplementeret, virtuel nødundervisning kan selvfølgelig ikke være en fuldgod erstatning for den normale undervisning.”

Hvis eleverne alene bedømmes med årskarakterer og ikke en skriftlig prøve, vil studenterårgang 2020 uundgåeligt skille sig ud i forhold til tidligere år, vurderer Jens Dolin, professor emeritus i naturfagenes didaktik ved Københavns Universitet og specialist i bedømmelse af undervisning.

”Nogle er gode til at gå til eksamen, andre bliver nervøse og klarer sig dårligere end til hverdag. Generelt er det sådan, at de, der får høje årskarakterer, også klarer sig godt til eksamen. Men hvis man udelader eksamen vil det give et andet billede af årgangen. Måske et mere retvisende billede af, hvad de fagligt kan præstere i en hverdagssituation,” siger Jens Dolin, som vurderer, at fravær af eksamen ”alt andet lige vil komme de svageste til gavn”.

Fra Undervisningsministeriet er meldingen, at det endnu ikke er afgjort, om studentereksamen skal gennemføres, eller om eleverne skal gå videre på deres årskarakterer. Men videre kommer de efter sommerferien. Coronakrisen kommer ikke til at koste Danmark en studenterårgang.