Gymnasium blokerer for elevers internetbrug. Flere hjemmesider er utilgængelige

Elever på Nyborg Gymnasium kan bruge internettet i timerne, men en lang række hjemmesider med spil, streaming, sociale medier og shopping er blokeret. Ifølge rektor er tiltaget afgørende for undervisningen

Selve initiativet til at blokere de internetsider, der er størst fare for, at eleverne kan blive distraheret af, udgik ikke fra ledelsen - men fra elevbestyrelsen på gymnasiet. Arkivfoto.
Selve initiativet til at blokere de internetsider, der er størst fare for, at eleverne kan blive distraheret af, udgik ikke fra ledelsen - men fra elevbestyrelsen på gymnasiet. Arkivfoto. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Gennem det seneste års tid har eleverne på Nyborg Gymnasium oplevet, at der bliver sorteret i deres adgang til internettet. Hvis de skal bruge et onlineregneprogram eller nogle leksikale oplysninger fra Wikipedia, fungerer forbindelsen fint. Men muligheden for at gå på Facebook, Instagram, Tiktok, Youtube eller spille- eller pornosider er blokeret. Samtidig er der ligesom i mange folkeskoleklasser indført et mobiltelefonskab, hvor alle elevers telefoner er låst inde, mens der foregår undervisning.

”Vi må konstatere, at de unge ikke helt har lært at håndtere deres forskellige devices og internetforbindelser, og resultatet er, at en stor del af gymnasieelevers koncentration er røget de seneste år. Der er nogle, som synes, det er formynderisk at blande sig i det her, men jeg ser det som det vigtigste, vi har gjort for at sikre ro, nærvær og fordybelse i undervisningen,” siger Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium.

Han drager en parallel til, at gymnasiet i 2018 var det første til at indføre totalt rygeforbud, hvilket siden blev bakket op af landsdækkende lovgivning. Selve initiativet til at blokere de internetsider, der er størst fare for, at eleverne kan blive distraheret af, udgik i øvrigt ikke fra ledelsen, men elevbestyrelsen på gymnasiet.

”Der skal ikke mange små afbrydelser i vores koncentration til, før nettet fanger os ind og forstyrrer os i undervisningen. Det tror jeg også, de fleste af vores elever selv kan se,” siger Asmus Lewis, gymnasieelev i 3. g. og medlem af elevbestyrelsen.

”Jeg oplever også, at der har været større modstand mod mobiltelefon-skabene end mod internetblokeringen. Unge på 16-19 år i dag har en høj frihedsfølelse, og det opleves som en frihedsberøvelse at få taget sin telefon,” tilføjer gymnasieeleven, som vurderer, at internetblokeringen og telefonforbuddet er kommet for at blive.

Nyborgs håndfaste skærmpolitik indgår i en ny bog, ”Skærme i skolen”, som udkommer fredag. Ifølge bogens forfatter, pædagogisk konsulent og ph.d. i klasseledelse Dorte Ågård, står Nyborg forholdsvis alene i en gymnasieverden, hvor lærere og ledelse holder sig tilbage fra at sætte grænser for elevernes brug af skærme og distraherende internettjenester. Men hun håber, at flere vil følge trop.

”Jeg betragter Nyborg Gymnasium som first movers i forhold til at turde være en autoritet og påtage sig ansvaret for, hvornår skærmene skal vælges til og fra,” siger Dorte Ågård.

På Frederikshavn Handelsskole har man også erfaringer med at blokere for bestemte internetsider, idet en række betting -sider er blokeret, efter at skolen for nogle år siden havde problemer med elever, der tabte store pengebeløb i skoletiden.

”Indtil videre blokerer vi kun spillesider, men mere kan komme på tale, og det er en løbende overvejelse, hvorvidt vi overhovedet skal have skærme i klassen,” siger rektor Mik Ingenuus.

I sin bog beskriver Dorte Ågård, hvordan gymnasieverdenen blev taget på sengen, da smartphone-revolutionen fra 2007 til 2009 førte til, at alle unge pludselig havde adgang til internettet. Dette førte til markante forskydninger i lærernes autoritet, og siden har elevernes koncentration, deres tilstedeværelse i klassefællesskabet og deres mulighed for at lære med sanserne været udfordret:

”Jeg taler ikke for, at alle skærmene skal ud af undervisningen, for de kan bruges til meget godt, men vi må ikke være blinde for, at de kan bruges til lige så meget skidt.”