Overgreb, svigt og præstationsangst: Gymnasium laver teater over elevers barske virkelighed

19 elevers beretninger om overgreb, svigt og præstationsangst er gjort til teater på Midtsjællands Gymnasium. Familieproblemer og konkurrencestat er en potentielt livsfarlig cocktail, mener dramalærer bag styk- ket, som vil italesætte mistrivslen, han ser blandt eleverne

På Midtsjællands Gymnasium i Ringsted og Haslev opfører en særlig udvalgt dramagruppe, der består af både amatører og professionelle, teater om elevernes tabubelagte familiehemmeligheder. Fra venstre er det tidligere elev Jamina Chelina Green, Kristian Grumme Nielsen, professionel skuespiller, og tidligere elev Emilie Schefferling, der bliver dirigeret af af den fysiske instruktør er Gabriela Helene Haslund. – Fotos: Torben Ibsgaard.
På Midtsjællands Gymnasium i Ringsted og Haslev opfører en særlig udvalgt dramagruppe, der består af både amatører og professionelle, teater om elevernes tabubelagte familiehemmeligheder. Fra venstre er det tidligere elev Jamina Chelina Green, Kristian Grumme Nielsen, professionel skuespiller, og tidligere elev Emilie Schefferling, der bliver dirigeret af af den fysiske instruktør er Gabriela Helene Haslund. – Fotos: Torben Ibsgaard.

Mistrivsel trives overalt, også på et helt almindeligt gymnasium, når blot man kradser lidt i lakken, og det gør teaterforestillingen ”Hvad far og mor gjorde”, der lige nu spiller på Midtsjællands Gymnasium i Ringsted og Haslev.

Forestillingen er baseret på elevernes egne tabubelagte familiehistorier, som for eksempel denne, hvor en pige fortæller, hvordan hun blev misbrugt som barn af sin mentalt handicappede storebror:

”Han kom ind om natten. Han kom, når min mor ikke var hjemme. Han kom, når han var sikker på, at min mor ikke så det. For han vidste inderst inde, at det var forkert. Jeg græd, og han sagde til mig, at det ikke var den lyd, jeg skulle komme med. Han bad mig om at stønne. Jeg var lille, jeg havde kun lige fundet ud af, at der var forskellige køn. Det eneste, jeg vidste, drengene kunne med deres tissemand, var, at de kunne stå op og tisse. Men da han kom ind til mig om natten, fandt jeg ud af, at den også blev brugt til andet. Jeg bebrejder min mor. Hun tror ikke på, at det er sket. Hun tror ikke på resultaterne af utallige lægebesøg. Hun tror ikke på videnskaben. Hun benægter.”

Dramalærer Torben Ibsgaard fik idéen til stykket, der bygger på i alt 19 historier fra elever, som har indleveret dem anonymt. Forestillingen havde premiere i søndags og spiller frem til og med søndag.

Vold, alkoholisme, svigt, psykisk terror, skilsmisse og en forkrøblende ensomhed er temaer i stykket, og det var især det sidste, som anede Torben Ibsgaard og ansporede ham til at lave netop denne forestilling.

”Jeg har været lærer her i 24 år, og jeg har set den udvikling, der har været med eleverne. Jeg ser rigtig mange skrøbelige mennesker og elever, som har det skidt. Kongstanken var, at vi må tage fat om den her problematik, og at vi kan kun komme det til livs ved at sætte ord på og tale om tingene,” siger han.

Hvad er det så, der skal tales om? Konkurrencesamfundet især, mener dramalæreren. Han udpeger den politiske uddannelseseffektivisering som en afgørende årsag til den mistrivsel, han ser, og eleverne er for alvor fortabt, når den parres med for eksempel svære familieforhold.

”Man siger, at unge i dag er den artige generation, og det er fuldstændig sandt. De skal hele tiden leve op til et politisk motiveret krav om at være perfekte. De er målrettede, og de går sindssygt meget op i karakterer. Og i det felt er de meget bange for at tabe på vægten. De tør slet ikke forholde sig til eller reflektere over deres egen situation af frygt for, at de ikke ser ud som en succes. Dem, der også er udsatte på hjemmefronten, har det endnu værre. De er trykkede i forvejen og går med hemmeligheder, der ikke må opdages. Når de skal være perfekte med alle de andre, bliver det rigtig slemt. Vi er ude i selvmordstruede unge, og det er jo også i nogle af fortællingerne,” siger han.

Det gælder for eksempel karakteren Nova. Elevernes tekster er bearbejdet af dramatiker Simone Isabel Nørgaard, og som en levendegjort novellesamling opføres de, den ene efter den anden.

De har hvert sit stilistiske særpræg, men tabuet tilfælles, som en socialrealistisk montage.

Novas historie er hovedsagligt fortalt af andre, i modsætning til mange andre scener, hvor jeg-fortælleren dominerer. Men her er hun stort set kogt ned til statist, og sådan spejler fortælleformen den magtesløshed, hun føler.

Hun er både ordblind og var for tyk som barn.

”Hun gjorde ikke noget ved det

Hun var for genert

Eller:

Hun kunne ikke tage sig sammen

Men til sidst

Holder hun op med at spise

Men det værste er:

Der er ingen, der opdager det

Og hvad sker der så?

Det værste der kan ske...

(Hvisker) Selvmordstanker

Det lyder voldsomt for et menneske at få

Og det er det også

De kommer, når man er træt af livet

Når man ikke er perfekt nok

Til denne her verden.”

Der går omkring 800 elever på Midtsjællands Gymnasium, der har afdelinger i henholdsvis Ringsted og Haslev.

”Vi endte med 19 beretninger ud af de 800. Hvad med alle dem, der ikke turde komme frem? Hvor mange er der i hver klasse?”, funderer Torben Ibsgaard.

Lærerne har pligt til at indberette vidnesbyrd om for eksempel vold og seksuelle overgreb til myndighederne. Men det kan de ikke med beretningerne her, da eleverne var anonyme, og Torben Ibsgaard frygter, at mange i vid udstrækning tager kampen alene.

”Hvor går de unge hen med deres problemer? Når det er ting, de selv går og roder med, så kræver det, at de også selv kan orientere sig mod hjælpen. Men er det tydeligt nok for dem, hvor den er – og hvem skal løfte opgaven med at orientere dem?”, spørger han.

I et par historier løber bægeret efterhånden over, og den unge rækker ud.

Det gælder karakteren datter, hvor prolog og epilog indkapsler en hjerteskærende scene, hvor pigen først bliver kuet, siden tævet af sin alkoholiske mor.

”I dag kan jeg ikke samle mig om noget. For i dag har en af pigerne fra klassen kysset med ham, der er min. Jeg har fået 4 i matematik. Jeg blødte igennem i gymnastiktimen. Ingen vil nogensinde kunne elske mig. Man kan ikke undgå at se det, det lyser ud af mig. Bare se på mig. Man kan se, at jeg aldrig bliver lykkelig. Jeg hører min mor inde i stuen. Hun rejser sig fra sofaen og går ud mod entreen, det er allerede et dårligt tegn, og jeg kan høre på lyden af hendes trin, at hun er fuld,” begynder det.

Men: ”Da døren smækker, synger min hjerne (efter slagene, red.). Den dag fortæller jeg min fars kone om min mor,” slutter hun.

Flere scener klæder tragedien i humor. Det gælder drengen, som ikke kan fortælle sin homofobiske familie om sin seksualitet, men – blandt megen anden undertrykkelse – er tvangsindlagt til at høre sin onkels bøsse-jokes, der virkelig er onkel-agtige:

”Men ved I, hvad det værste er for en bøsse? En endeløs nat!”, hujer han for eksempel.

Det gælder også pigen med faderen, som er alkoholiker, egocentriker og bruger sine børn som rekvisitter i iscenesættelsen af sit eget liv, der helst skal fremstå perfekt – helt ned til dørgrebene i deres villa:

”Det er ikke bare dørhåndtag, det er D-Line-dørgreb i 16-19 millimeter rustfrit stål med cylinderring, kugleleje og massiv roset!”, praler han.

Det er Torben Ibsgaards håb og hensigt, at forestillingen kan vække politisk debat. For krydsilden er for hård, insisterer han. Det er for svært for mange unge at håndtere livet i et landskab, hvor enhver svaghed kan føre til en ugleset forsinkelse, og hvor det at vakle er tidens ultimative fejltrin.

”Det er simpelthen en blind vej, vi er ude i nu. Jeg kan allerede se, at der kommer meget tab på det her forsøg på at effektivisere. Folk dør på det, de bliver labile og ensomme. Vi ser det allerede nu, og det bliver værre, for det vil tage lang tid at bremse det her tog,” siger han.

Et par scener i stykket består simpelthen af sammenklip, det vil sige enkeltlinjer, der med forskellige ord råber samme budskab ud til publikum. En scene er en kakofoni af påbud, forbud, farer, fælder og den allestedsnærværende, afgrundsdybe fremtid – alt det, der ifølge dramalæreren gør tilværelsen så hård for mange af de elever, han møder.

”(...) Flere og flere børn mistrives

Flere og flere børn er nærsynede

Flere og flere børn får diagnosen adhd

Flere og flere forældre vælger at gå hjemme

Flere og flere børn sexmishandler andre børn

Flere og flere forældre sætter deres børn i privatskole

Flere og flere forældre sætter deres børn på diæt

Flere og flere forældre køber studiebolig til deres børn

Flere og flere børn og unge går til psykolog

Flere og flere danskere ender i afdragssaksen

Flere og flere børn og unge vurderes ikke uddannelsesparate (...),” lyder det blandt andet.