Prøv avisen

Hækkerup: Problem hvis Irak-papirer er væk

Hækkerup: Problem hvis Irak-papirer er væk Foto: Niels Ahlmann Olesen

Nick Hækkerup kalder det for "meget problematisk", hvis nøgledokumenter fra Irak-krigen er forsvundet

Det er et stort problem, hvis danske nøgledokumenter fra krigen i Irak aldrig er blevet lavet eller simpelthen er forsvundet, mener forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

Det er avisen Information, som fredag bringer oplysninger fra Hærens Operative Kommando (HOK) om, at der "i begrænset omfang" mangler såkaldte situationsrapporter og ugentlige rapporter fra den danske Irak-styrke.

Det er dog ukendt, hvor mange dokumenter der mangler fra den fire år lange krig, som den nye regering vil kulegrave i en kommende undersøgelseskommission.

Netop i kommissionen kan rapporterne være med til at skabe klarhed om Danmarks deltagelse i Irak.

- Hvis der mangler dokumenter, er det meget problematisk, men nu skal vi jo have en Irak-undersøgelse, som skal undersøge, hvad der er fup og fakta, og så vil det komme for en dag, hvad der mangles, hvis der måtte mangle noget, siger Nick Hækkerup.

Spørgsmål: Men Hærens Operative Kommando siger netop, at de her papirer mangler?

- Jeg skal jo ikke lave undersøgelsen. Det skal undersøgelseskommissionen. Så lad os nu få dem til at lave deres arbejde, så vil vi kunne se, hvis der mangler dokumenter og få en redegørelse for, hvorfor de måtte mangle, lyder det fra forsvarsministeren.

Danskernes rolle i Irak fik fornyet opmærksomhed i december. Her viste en rapport, at danske soldater i Irak har videregivet fanger til tortur i irakiske fængsler.

Fangerne havde blandt andet blå mærker efter slag og brandmærker efter cigaretter.

Undersøgelseskommissionen vil udover Irak-krigen også kulegrave Danmarks indsats i Afghanistan.