Prøv avisen

Hængt ud på forsiden

ARKIVFOTO af Puk Damsgård Andersen, journalist på Jyllands-posten Foto: Larsen Stine JP Denmark

Journalist Puk Damsgård Andersen er kommet på forsiden af den pakistanske avis, der har gjort kraftigt opmærksom på, at hun er uønsket i Pakistan

I går kunne den danske journalist og persona non grata i Pakistan Puk Damsgård Andersen se sig selv i øjnene på forsiden af avisen The Nation, der i søndags satte et fedt spørgsmålstegn ved hendes fortsatte ophold i landet.

At se sit portræt på forsiden med en tekst, der med journalistens egne ord "nærmest indikerer, at hun er spion," har nuanceret søndagens ord om, at hun ikke føler sig truet.

– I de cirkler, jeg begår mig i, føler jeg mig ikke truet. Men det fører selvfølgelig til overvejelser at se sit billede på forsiden i den kontekst, siger hun.

Der er endnu ikke kommet en officiel forklaring på, at Puk Damsgård Andersen, der blandt andet er korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad i Islamabad, er erklæret uønsket i Pakistan.

I søndags skrev The Nation om Puk Damsgård Andersens rolle som påstået distributør af Muhammed-tegningerne, der i Pakistan bliver anset for blasfemiske.

– Og blasfemi bliver straffet med døden i Pakistan, fortæller journalisten.

Den danske ambassadør i Pakistan har på et møde med det pakistanske udenrigsministerium bedt om et møde med indenrigsministeriet, da det er her, ansvaret for udstedelsen af visum ligger.

/ritzau/