Prøv avisen

Højborgenes mure holdt

De partier, som før valget sad på borgmesterposten, bakket solidt op af egne mandater, har næsten alle fået gode valg. Før valget havde et parti det absolutte flertal i ni kommuner. På kortet set et overblik over kommunernes nye partifarve

Selvom der skete visse forskydninger ved tirsdagens kommunalvalg, bevarede partierne deres vigtigste magtbastioner. Ifølge professor skal forklaringen findes i befolkningssammensætningen og borgmestereffekten

Der findes mange måder at opgøre et kommunalvalgs største sejrherrer på. Men hvis man ser på, hvilke borgmestre der ved tirsdagens valg har fået den største procentvise vælgertilslutning til deres parti, finder man en håndfuld borgmestre, som stort set vinder hver gang. De partier, som før valget sad på borgmesterposten, bakket solidt op af egne mandater, har næsten alle fået gode valg.

Før valget havde et parti det absolutte flertal i ni kommuner.

KORT:Se alle de nye borgmestre her

Dette antal er nu nedbragt til syv, idet henholdsvis Socialdemokraterne i Rødovre og Venstre i Ringkøbing-Skjern er gledet lige under 50 procents tilslutning. Mens borgmester Erik Nielsen (S) allligevel kan fortsætte i Rødovre, er det uklart, om Iver Enevoldsen (V) må afgive sin borgmesterpost i Ringkøbing-Skjern.

LÆS OGSÅ:
Bred utilfredshed gav Enhedslisten medvind

Størst mandatopbakning til eget parti fik Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), som udbyggede sit flertal fra 11 til 12 ud af 19 mandater. Det svarer til 58,6 procent og henviser opbaknings-topscoreren fra sidste valg, Hernings Lars Krarup (V), til andenpladsen. Han gik et mandat tilbage, men sidder på 19 af Hernings 31 mandater.

Erik Buhl Nielsen (V) bliver ny borgmester i Varde, men overtager magten fra partifællen Gylling Haahr og udbygger flertallet fra 13 til 15 ud af 25 mandater. Også Ballerups Jesper Würtzen (S), Vallensbæks Henrik Rasmussen (K), Gentoftes Hans Toft (K) og Ishøjs Ole Bjørstorp (S) fik gode valg og bevarede mere end halvdelen af mandaterne.

Alt i alt er mønsteret, at fæstningsværkerne holdt omkring de største partihøjborge.

Omegnskøbenhavnerne i Herlev, Ballerup, Albertslund, Brøndby, Ishøj og Rødovre får en magtfuld socialdemokratisk borgmester, som de plejer. I de store byer København, Aarhus, Odense og Aalborg får man sædvanen tro også socialdemokratiske borgmestre, men på et spinklere mandatgrundlag.

Venstre står stærkt i Jylland og fik også mere end 40 procent af stemmerne i Jammerbugt, Lemvig, Hedensted, Kolding, Billund, Esbjerg, Tønder og Vejen.

LÆS OGSÅ: Politiske bobler har det med at revne

De Konservative bevarede magten i sine ældste højborge Frederiksberg og Gentofte og også i de nyere bastioner Vallensbæk og Høje-Taastrup.

Den gamle Venstrekommune Lejre er blevet SF-højborg under borgmester Mette Touborg og var tirsdag hjemsted for det hårdt prøvede partis eneste succes.

Men hvad er årsagen til, at højborgene står så stærkt, at de trodser partiernes generelle nedture?

Ifølge Søren Serritzlev, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, er der to mekanismer på spil.

Forklaringen er dels befolkningssammensætningen, dels borgmestereffekten. Vi har stadig spor af, at man er socialdemokrater, hvor industriarbejderne engang var i overtal, og venstrefolk i landkommunerne. Og når man skal finde ud af, hvorfor folk har været konservative i Gentofte og på Frederiksberg i 100 år, skal man se på, hvem der bor der. Men samtidig er borgmesterposten en meget stærk og betydningsfuld platform. Borgmesteren er for mange den eneste lokale politiker, man kender navnet på, siger Søren Serritzlew, som dog tilføjer, at det forudsætter, at borgmesteren ikke mest er kendt for upopulære beslutninger som skolelukninger.

Et eksempel på, at man ikke skal undervurdere borgmestereffekten så man i Holstebro, hvor den landskendte tidligere minister Ulla Tørnæs (V) udfordrede borgmester H.C. Østerby (S). Trods Socialdemokraternes generelle nedtur lykkedes det Østerby at bevare magten og få partiet til lokalt at gå 16 procentpoint frem til 44 procent. Borgmestereffekten overtrumfede folketingseffekten.