En dreng rejser sig fra rundkredsen og kaster sig ud i en forklaring af en undersøgelse, han har læst, som måske bedre kan illustrere, hvad det er, underviseren forsøger at forklare om tankerne bag den kognitive diamant.
Der bliver nikket. Ingen griner, og ingen tænker, at han er mærkelig eller en lidt for hovski-snovski 11-årig, og det er præcis derfor, de er her. De vil gerne for en gang skyld kunne være, som de er uden at blive misforstået, nedgjort og afvist. De vil gerne have et frirum fra en hverdag fuld af frustrationer og følelsen af at være anderledes, og de vil gerne lære, hvordan de håndterer ofte at blive kaldt arrogante og belærende. Allerhelst vil de bare finde nogle venner.
Vi er taget på et usædvanligt selvudviklingskursus på Brandbjerg Højskole ved Jelling. Faktisk er det det første af sin art. Deltagerne er under 18, flere er ikke mere end 6, og de er alle højt begavede. I et stort, lyst lokale med solen bragende udenfor lærer dem, der er over 10 år, noget om, hvorfor man ikke kan styre sin krop eller sine følelser, når man kommer i en situation, der er svær. Men tankerne og handlingerne har de kontrol over med deres fornuft og vilje.
"Nogle gange sker der bare det, at vores tanker forhindrer en handling," siger en af de yngste drenge med hånden i vejret.
"Ja, det er rigtigt, det hele spiller sammen, og det er det, vi skal øve os i at blive opmærksomme på," forklarer psykologen Lene Straarup, inden hun igen bliver afbrudt af børn, der ikke har spørgsmål, men gerne vil uddybe det, hun har sagt.
Egentlig er det bare fine ord om nogle helt basale, sociale kompetencer, som falder de fleste børn så naturligt, at de aldrig tænker over dem. Men for denne gruppe børn med en IQ på mindst 125 er netop de sociale spilleregler ikke altid ligetil. De har som regel en ekstrem retfærdighedssans, er meget korrekte og moralske og derfor også sensitive overfor alle dem, der ikke er det.
Eller som Mi Keinicke fra organisationen Gifted Children, der er en af arrangørerne bag højskoleopholdet, forklarer det:
"Det er jo ikke bare intelligensen, der er skruet op for hos disse børn, det er hele hjernen. De tager alting ekstremt ind. Et skub bliver til et slag, et forkert ord bliver til skæld ud, og når noget er trist eller bare uretfærdigt, bryder hele deres verden ofte sammen. Der skal helst være struktur på det hele, for at de kan rumme det."
Den virkelighed er ret langt fra det traditionelle syn på højt begavede børn. De har altid fået lov til at passe sig selv, for 'de skulle jo nok klare sig'. Først de seneste 5-10 år er uddannelsessystemet begyndt at få øjnene op for de problemer, der lever lige så vel blandt de fagligt bedste som hos de dårligste. Undersøgelser har vist, at 40 procent af de højt begavede mistrives. Nogle endda i en grad, så de skader både sig selv og andre i frustration over hverken at blive forstået eller udfordret. Af samme grund er særlige eliteskoler vokset frem de senere år, både for de helt små og på gymnasieniveau. I folkeskolen sidder dog fortsat mindst én højt begavet i hver klasse, og her kniber det ofte med indsatsen. Mange gange fordi lærerne simpelthen ikke ved, hvad de skal gøre. Meget sigende er det kun få uger siden, det første efteruddannelseskursus nogensinde i ?Undervisning af elever med særlige forudsætninger? blev afholdt for lærere og pædagoger. Med i alt blot 15 tilmeldte.
At det går lidt trægt med indsatsen over for de fagligt dygtigste, men ofte socialt svageste elever, bliver også tydeliggjort denne dag på Brandbjerg Højskole, hvor børnene nu er nået til næste øvelse, en gruppeopgave. Alle får udleveret en lille historie om Mads på 14, der har det lidt svært. Er der noget ved hans situation, der passer på jer selv? spørger psykologen.
Ja, min skole er også kedelig, siger én. Ja, de andre laver aldrig nok, når der er gruppearbejde, siger en anden. Flere savner også en ven.
"Det hele passer på mig bortset fra, at jeg ikke hedder Mads," siger en dreng så.
I en anden gruppe er der én, der stille spørger:
"Kender I det der med, at man tror, man har fået en ven, men så har man alligevel ikke nogen?".
Der bliver nikket.
Efter frokosten mødes alle forældrene, mens børnene bygger raketter udenfor. Det er en kompetent flok, mærker man straks, da diskussionen drejer sig ind på, hvordan de får samlet de børn op, som selv i denne forsamling af ligesindede føler sig udenfor. Nogle er meget generte, andre er bange for at tabe i skak eller opdage, at nogen ved mere end dem selv. I løbet af 10 minutter er der stablet en spillefest på benene samme aften, hvor alle dem, der har sværest ved at finde legekammerater, kan mødes og spille spil, de helt sikkert aldrig har prøvet før. Så kan alle begynde det samme sted.
Forældrene her er vant til at skulle skabe særlige rammer for deres børn. Langt de fleste er selv højt begavede og kunne godt have brugt den hjælp, de nu er meget opmærksomme på at give deres børn. Og det er nødvendigt, for i mange tilfælde minder børnenes adfærd om adfærden hos børn med ADHD (tidligere kaldet Damp-børn). De er også typisk meget følsomme, har brug for faste strukturer og kan reagere meget voldsomt, hvis de ikke får det. Årsagen til adfærden er bare en anden end hos ADHD?erne. Det kræver nogle værktøjer at kunne hjælpe rigtigt, og derfor tager psykologerne Lene Straarup og Helle Hartung igen fat på den kognitive diamant, som børnene har lært om nogle timer forinden. At forstå baggrunden for børnenes reaktionsmønstre kan nemlig gøre det nemmere som forældre at forudse de problematiske situationer og handle på dem.
I en kort pause i det fem dage lange program forklarer en mor, hvor meget der faktisk er på spil:
"Jeg opdagede en dag, at min dreng skadede sig selv og spurgte hvorfor. Han følte, at det var ham, der havde gjort noget forkert, når han følte sig anderledes eller blev frustreret over at kede sig fagligt. Det er jo paradoksalt og virkelig frygteligt som mor at opleve, at det, der burde være en gave, ofte er en hæmsko for ham. Det er et frygteligt spild af menneskelige ressourcer."