Håndtrykket er blevet værdikamp i Europa

I Schweiz og Frankrig er personer blevet nægtet statsborgerskab, fordi de ikke ville give hånd, mens det har afstedkommet retslige efterspil andre steder i Europa

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)  vil som en del af et nyt indfødsretsudspil indføre en særlig ceremoni, hvor ansøgere til statsborgerskab i Danmark skal give håndtryk til udsendte repræsentanter fra myndighederne – både mænd og kvinder.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil som en del af et nyt indfødsretsudspil indføre en særlig ceremoni, hvor ansøgere til statsborgerskab i Danmark skal give håndtryk til udsendte repræsentanter fra myndighederne – både mænd og kvinder. . Foto: Ritzau Scanpix.

Vil man have dansk statsborgerskab, skal man give hånd. Sådan lyder meldingen fra regeringen, hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) som en del af et nyt indfødsretsudspil vil indføre en særlig ceremoni, hvor ansøgere til statsborgerskab i Danmark skal give håndtryk til udsendte repræsentanter fra myndighederne – både mænd og kvinder. Nægter man, vil ansøgningen blive afvist.

Dermed følger Danmark et internationalt spor, hvor netop det at nægte at give hånd i flere lande er blevet lagt til grund for at afvise statsborgerskab.

I 2016 blev en algerisk kvinde nægtet statsborgerskab i Frankrig, fordi hun til en statsborgerskabsceremoni ikke ville give hånd til en mandlig embedsmand – en afgørelse, der netop er blevet stadfæstet. Og i midten af august blev et muslimsk par nægtet statsborgerskab i Schweiz, fordi de til en ansøgningssamtale ikke ville give hånd til personer af det modsatte køn.

Med et krav om håndtryk for at få statsborgerskab lægger Danmark sig i kølvandet på lande, som på mange måder har den samme ”enhedskultur”, siger Jens Peter Frølund Thomsen, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med integration og etniske konflikter.

”Vi ligner i høj grad Frankrig i og med, at man har den her enhedskulturelle forestilling. Man håndhæver i stigende grad over for personer fra andre subkulturer, at der er en dansk kultur og danskhed. Man skal passe på med at sige, at de her ting kun er symbolske. Det er i allerhøjeste grad symbolsk, men de politikere, der indfører det, mener det rent faktisk. I USA ville det for eksempel aldrig blive håndhævet eller fungere, fordi der findes så tyndt et fælles værdigrundlag,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.

Kravet om håndtryk for statsborgerskab er blevet kaldt formynderisk og illiberalt, ja, nogle har sågar kaldt det et brud på Grundloven. Og det er ikke blot som et krav i forhold til statsborgerskab, at håndtrykket fremkalder stærke reaktioner. I Tyskland nægtede en muslimsk kvinde i 2016 at give hånd til den tidligere tyske forbundspræsident Joachim Gauck, hvilket faldt mange for brystet. I Sverige har man for tiden også diskussion om håndtrykket, efter en muslimsk kvinde ikke ville give hånd til en jobsamtale og netop har fået tildelt erstatning. Og i Danmark blev en muslimsk taxichauffør i 2015 fravalgt til en opgave, da han ikke ville give hånd til kvinder. Efterfølgende fik han 10.000 kroner i erstatning af Ligebehandlingsnævnet.

Håndtrykket er, mener Niels Nørgaard, formand for Dansk Håndtryksforening, udtryk for mere end bare to hænder, der mødes, og måske netop derfor er det blevet et værdipolitisk diskussionsemne i både ind- og udland.

”Vi bruger håndtrykket som et slags kulturelt følehorn. Man markerer, at man tilhører samme kultur,” siger Niels Nørgaard og giver et eksempel:

”Lad os antage, at du og jeg går et sted langt ude på landet. Der kommer et menneske gående imod os, og vi ser en hånd blive stukket frem. Så tænker vi inde i os selv: ’Det er heldigvis et civiliseret menneske’.”

Kasper Støvring, forfatter og nationalkonservativ debattør, er enig i den betragtning og mener, at der er gang i en kulturel værdikamp i flere lande i Europa, hvor man ser på substantielle ting som krav om håndtryk eller maskeringsforbud snarere end at holde sig til nogle overordnede principper om, hvordan man skal integrere folk.

”Tag et land som Frankrig, hvor man har talt om repu-blikkens værdier som det afgørende, ikke etnicitet, religion eller kulturel baggrund. Man var franskmand alene ved at være borger i republik-ken, og det er måske det land i hele Vesteuropa, hvor det går allerværst med integrationen. Den der republikanske, forfatningspatriotiske, kulturneutrale integrations- model har spillet fallit,” siger Kasper Støvring og tilføjer, at det derfor er begyndt at gå op for flere lande, at der kræves en højere grad af assimilering:

”Og så kan det jo se mærkeligt ud med sådan noget som håndtryk. Men håndtryk er jo udtryk for en tillidsgestus, hvor man ved, at man møder et andet menneske med tillid,” siger han.

Det er derfor ikke overraskende, at udlændinge- og integrationsministeren følger i fodsporene på Frankrig og Schweiz, siger Jens Peter Frølund Thomsen.

”Det ligger pænt i forlængelse af, at man vil kræve en vis assimilering i forhold til en del af det, man forstår ved integration. Der er stadig mange lande, hvor man ikke vil gå den vej. Men i de lande, der forstår sig selv som en enhedskultur, ser vi de her ting,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.

Institut for Menneskerettigheder er lige nu i gang med at vurdere, hvorvidt regeringens forslag strider imod religions-friheden.