Håndtrykket var oprindeligt en afvæbnende gestus

For omkring 2500 år siden var en fremstrakt arm beviset på, at man kom ubevæbnet. Nu skaber håndtrykket frygt for smitte

Allerede de gamle grækere gav hinanden hånden for at vise velvilje over for hinanden. Det fremgår blandt andet af denne græske relief fra omkring 400 før Kristi fødsel, som er udstillet på Acropolis Museum i Grækenland. Relieffen viser Erecteus og Athena i et godt håndtryk. – Foto: Album/Ritzau Scanpix.
Allerede de gamle grækere gav hinanden hånden for at vise velvilje over for hinanden. Det fremgår blandt andet af denne græske relief fra omkring 400 før Kristi fødsel, som er udstillet på Acropolis Museum i Grækenland. Relieffen viser Erecteus og Athena i et godt håndtryk. – Foto: Album/Ritzau Scanpix.

Med coronavirus er håndtrykket blevet farligt og nærmest forbudt – og dermed det stik modsatte af årsagen til, at folk begyndte give hinanden hånden.

Håndtrykket bunder i gensidig mistænksomhed, og når antikkens mænd mødtes, så rakte de en tom hånd frem for at vise, at de ikke holdt et våben i højre hånd.

Historien fortælles af BBC, som har set på håndtrykkets historie.

Allerede de gamle romere hilste på hinanden, men ikke ved at give hånd. I stedet greb de om hinandens underarme for at sikre sig, at den anden ikke havde en daggert oppe i ærmet.

Den græske digter Homer har i sine værker ”Iliaden” og ”Odysseen” flere gange referencer til, hvordan folk gav hinanden hånd. Håndtrykket findes også i historiske kunstværker, såsom en næsten 2500 år gammel gravsten for Thraseas og Euandria fundet i Athen, som nu er på Pergamon Museet i Berlin. Motivet viser to græske soldater trykke hinandens hænder.

En af måderne at give hånd på er ved at ryste hinandens arme. Den tradition menes at gå tilbage til middelalderens riddere. Igen var formålet at sikre sig, at modparten ikke skjulte våben.

En anden form for håndtryk kom med kvækerne i det 17. århundrede, hvor de begyndte at hilse på hinanden med et håndgreb, som minder om det, man bruger, når man lægger arm. Formålet var at vise, at man var ligemænd – hvilket ikke altid var tilfældet ved samtidens mere traditionelle hilseformer, hvor man enten lettede på hatten eller bukkede.

I 1800-tallet begyndte håndtrykket også at finde vej ind i bøger om takt og tone. I victoriatiden var et fast, men ikke alt for hårdt håndtryk måden at hilse på hinanden.

Og siden har tegninger og ikke mindst fotos af folk, der hilser på hinanden med et håndtryk, været med til at cementere håndtrykkets rolle i social omgang. Og håndtrykket blev snart fotografernes foretrukne motiv, når statsledere mødte hinanden.

Håndtrykket er også måden, man indgår aftaler på, hvor et håndslag er lige så forpligtende som en skriftlig kontrakt. Ved brylluppet er det heller ikke kysset, der besegler ægtepagten, men når præsten siger: ”giv hinanden hånd derpå”.

Men håndtrykket er også en udveksling af bakterier, og selvom den amerikanske præsident Donald Trump konstant trykker hænder, også i disse coronatider, så hader han det og har kaldt traditionen ”barbarisk”, fordi han er manisk optaget af bakterier.

Og dermed er vi fremme ved nutiden, hvor det er håndtrykket, der skaber frygt – og bliver erstattet af hilsner med knyttede næver, albuer og tilmed et lille hælspark.8