Haarders danskhedskanon kan afklare regler for adfærd

Det er ikke en dårlig idé at reflektere over, hvad det ”danske” ved det danske samfund egentlig er, skriver historiker Uffe Østergaard

”Danskhed” har mange facetter, og det er en god øvelse at tænke over den. Men det er vigtigt også at tænke over skyggesiderne og indrømme, hvor meget der er import eller lokale variationer over generelle temaer, som det klart fremgår af den demokrati-kanon, som det med en del besvær lykkedes at få udarbejdet i sin tid.
”Danskhed” har mange facetter, og det er en god øvelse at tænke over den. Men det er vigtigt også at tænke over skyggesiderne og indrømme, hvor meget der er import eller lokale variationer over generelle temaer, som det klart fremgår af den demokrati-kanon, som det med en del besvær lykkedes at få udarbejdet i sin tid. Foto: Søren Bidstrup.

Mellem jul og nytår, og inden det politiske Danmark helt druknede i flygtninge og grænsekontrol, lancerede kulturminister Bertel Haarder (V) en idé om en kanon over vigtige ingredienser i ”danskheden”. Haarder er inspireret af Brian Mikkelsens (K) kultur-kanon, som han dog mener især er en kunst-kanon.

Og det er noget helt andet, Haarder vil have frem i lyset for at hjælpe nyankomne potentielle borgere til at forstå dansk politisk kultur og reglerne for acceptabel adfærd. Selv foreslog han ikke helt overraskende højskolekulturen, tillidskulturen, andelskulturen og kvindebevægelsen.

Den sidste ville han næppe have fremhævet i 1970'erne, da det gik hårdest til, men vi bliver jo alle ældre og mildere - og i et vist omfang klogere.

Forslaget blev mødt med den forudsigelige skepsis, som udløses af selve valget af betegnelsen kanon med den deraf følgende indoktrinering og formynderi. Men lader vi det til side, er det ikke en dårlig idé at reflektere over, hvad det ”danske” ved det danske samfund egentlig er.

På den ene side er der en række særtræk i den danske version af demokrati, som er baggrunden for den høje grad af tillid - i hvert fald til andre danskere - den begrænsede korruption og en lang række andre positive træk, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama har henledt verdens opmærksomhed på med overskiften “Getting to Denmark” i sit to-bindsværk ”The Origins of Political Order” (2011 og 2014).

Fukuyama ville egentlig have kaldt første bind “Getting to Denmark”, men opgav det af salgsmæssige grunde. Men han har bevaret titlen på et underafsnit i første bind. Hans uortodokse fortolkning er, at det var enevælden, der skabte retsstaten med dens ukorrupte embedsstand, og at retsstaten var forudsætningen for den demokratiske udvikling i 1800- og 1900-tallet - ikke omvendt, som det normalt antages.

Det er alt sammen glimrende og rigtigt. Men det er ikke uvigtigt, at det har skabt en nationalisme, som man kalde “ydmyg selvhævdelse”, der giver sig udtryk i ikke altid lige velbegrundet skepsis over for andre måder at indrette sig på, især i andre EU-lande, sådan som vi så det under afstemningen om retsforbeholdet.

Samtidig er det vigtigt at oplyse nye danske borgere - og måske også en del gamle - om, at forudsætningen for den heldige tilstand var fire hundrede års dygtigt gennemførte militære nederlag og deraf følgende tab af landområder. Områder, vi helt har afskrevet som Norge og Island eller næsten glemt som Skåne og Sydslesvig. Derfor fejrede vi nederlaget i 1864 så grundigt sidste år, mens vi gik yderst stilfærdigt hen over tabet af Norge i 1814.

”Danskhed” har mange facetter, og det er en god øvelse at tænke over den. Men det er vigtigt også at tænke over skyggesiderne og indrømme, hvor meget der er import eller lokale variationer over generelle temaer, som det klart fremgår af den demokrati-kanon, som det med en del besvær lykkedes at få udarbejdet i sin tid.

Men diskussionen vil være god, og det er godt, at flere får indflydelse på, hvad der faktisk undervises i for indvandrere og andre nye. Længe var den eneste officielle introduktion til Danmark Socialministeriets pjecer på serbokroatisk, arabisk, tyrkisk og urdu.

Udmærkede som praktisk hjælp, men Bertel Haarders initiativ kan gøre de mange underforståede regler for dansk adfærd klarere.

Måske også for mange etablerede danskere, der normalt ikke gør sig klart, at det ikke kun er de andre, der har ”kultur”. Det har vi også.