Isabella Arendts pludselige farvel til Kristendemokraterne tirsdag formiddag som landsformand og partimedlem kom måske som en overraskelse for det politiske Danmark. Knapt så stor var overraskelsen for partiets to næstformænd, der nu overtager ledelsen.
Begge bekræfter, at der det seneste halve år har været et hårdt opgør om partilinjen i abortdebatten. Udadtil har konflikten stået mellem Isabella Arendt og partiets folketingsmedlem det seneste år, Jens Rohde, men også på de indre linjer er bølgerne gået højt, især efter at Jens Rohde 8. marts lancerede sit forslag om at gøre abort til en rettighed for alle kvinder i hele verden. Det har især pikeret partiets mere traditionelle bagland.