Den strammeste finanslov i mange år. Det kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) finansloven for 2022, som regeringen mandag aftalte med støttepartierne og Kristendemokraterne.
På papiret har han ret. I 2020 og 2021 har staten brugt rigtig mange penge for at holde hånden under erhvervsliv og arbejdspladser gennem coronakrisen. Støtteordningerne ebber nu ud, og derfor fremstår finansloven som den hårdeste opbremsning af den offentlige økonomi siden daværende statsminister Poul Schlüters såkaldte kartoffelkur i 1986. Men i realiteten ligger statens forbrug fortsat på et meget højt niveau.
Der er alt for meget fart på særligt byggebranchen, og med finanslovsaftalen afskaffes boligjob-ordningen. Den har givet private skattefradrag for en række håndværkerudgifter på op til 12.900 kroner om året. I den almennyttige boligsektor udskyder man desuden renoveringsprojekter for to milliarder kroner til senere.
Det betyder dog ikke, at forligspartierne er gået tomhændede fra Finansministeriet. Der er blandt andet sat penge af til en ny læreruddannelse, til at udsætte børns skolestart, når det er nødvendigt for deres trivsel, og så indføres en skattefinansieret tandlægebehandling for de 18-21-årige. Desuden er der sat penge af til bedre ældrepleje og til bedre forhold på landets fødegange. Læg dertil et utal af småbevillinger til alt fra Dansk Skoleskak til LGBT+ Danmark, Finn Nørgaard-foreningen og mange, mange andre.
På klima- og miljøområdet er man enedes om at udbygge antallet af havvindmøller massivt de kommende år. Det er blevet noget lettere, efter at møllerne ikke længere behøver offentlig støtte for - økonomisk set - at kunne løbe rundt.
Årets store strid stod imidlertid på sundhedsområdet, hvor det lykkedes Enhedslisten og SF at presse regeringen til at afsætte en milliard kroner til corona-vinterpakken. Den skal gøre sygehusene mere robuste over for det tryk, som covid-19 har lagt på blandt andet planlagte operationer. Det understreges, at pengene skal tilgodese alle personalegrupper på sygehusene - og altså ikke kun sygeplejersker. Nu bliver det op til regioner og fagforeninger at finde ud af, hvordan midlerne mere præcist skal fordeles.
Regeringen var ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger ikke meget for bevillingen, da den let kunne tolkes som et knæfald for sygeplejerskerne og deres overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, kaldte det forleden i Jyllands-Posten en "fuldstændig vanvittig" ide, hvis man ville bruge de ekstra penge til at give sygeplejerskerne et lønløft. De skulle derimod spredes ud på hele sundhedsområdet som overarbejdstillæg for alle personalegrupper, mente hun. Sådan ser det nu ud til at ende.
Den store udfordring på sundhedsområdet såvel som i det private erhvervsliv er stadig mangel på hænder. På arbejdskraft. Det problem kan ikke løses med en ekstra milliard kroner et enkelt år.
I et bredere perspektiv handler det om, at mangel på arbejdskraft kan få alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomien, selv om den lige nu er i topform. Først og fremmest er der risikoen for inflation. Den var senest et større problem i 1970'erne og 1980'erne efter 1960'ernes højkonjunktur, men den kan vende retur, hvis ikke det lykkes at skaffe yderligere arbejdskraft forholdsvis hurtigt.
Selv Enhedslisten erkender, at der i øjeblikket er lovlig meget fart på økonomien, og at det derfor har været nødvendigt med en lidt stram finanslov. Finansminister Nicolai Wammen (S) giver det høj prioritet at skaffe arbejdskraft, men han har ikke kunnet eller villet løse det i finanslovens regi.
En af udfordringerne er, at nogle af de centrale redskaber i værktøjskassen for arbejdskraft er politisk betændte. Tag ønsket om mere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU. Det kolliderer hårdt med det brede politiske flertals ønske om at bremse indvandringen. De Radikale har længe talt for at gøre det nemmere for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft at komme til Danmark, men for regeringen er det afgørende ikke at signalere en slappere udlændingepolitik. Fagpolitisk kan det også blive et problem for Socialdemokratiet og venstrefløjen at åbne for arbejdskraft, der lønnes dårligere, end man i øvrigt gør på det danske arbejdsmarked.
Et andet effektivt instrument er skatterne. Flere borgerlige partier og De Radikale ønsker at hæve indkomstgrænsen for betaling af topskat. Ifølge de herskende økonomiske lærebøger vil det gøre det mere attraktivt for flere at arbejde mere, så udbuddet af arbejdskraft vokser. Samfundsøkonomisk er det en meget billig vej, men for venstrefløjen er den helt uantagelig, fordi den også vil øge uligheden.
I Finansministeriet har man allerede sat sig ind bag glasdøren for at forhandle videre om det svære spørgsmål om et øget arbejdsudbud. Her kommer de borgerlige partier til at spille en rolle, for regeringen vil gøre meget for at få en bred aftale. Dels vil den blive mere holdbar, dels vil man sikre sig, at i hvert fald dele af det borgerlige Danmark står bag også eventuelle upopulære beslutninger om arbejdskraften.