I forbindelse med den nye bog om Hal Koch, som blev omtalt i Kristeligt Dagblad den 17. og 18. april, kom jeg til at tænke på en beretning, jeg hørte om professoren, da jeg fra efteråret 1944 til 1945 var elev på en gård ved Taulov.
Man fortalte, at Hal Koch havde været taler ved et stort friluftsmøde på egnen. Det var under krigen, og ingen privatpersoner kørte bil, langt de fleste kom cyklende, og i hundredvis af folk skulle have afleveret cykler på den dertil etablerede plads. Her var flere personer til at modtage cykler, de satte et nummer på styret og udleverede et tilsvarende til cyklens ejer.
Også Hal Koch kom frem til pladsen med sin cykel; men der var en lang kø foran ham, og han syntes ikke, han havde tid til at vente. Derfor gik han foran køen, og det lykkedes ham at komme inden for afspærringen. Han gik frem, tog et nummersæt og ekspederede sin cykel hen i rækken til de andre.
Da han så ville gå ud fra p-pladsen, spurgte den forreste i køen, om han da ikke ville tage imod hans cykel og give ham en bon? Den forbavsede Hal Koch fik pludselig en sjov idé og sagde: "Jo, selvfølgelig vil jeg da det!" Og dermed indgik han i parkeringsvagten. I mellemtiden gik mødets arrangør nervøs rundt oppe omkring talerstolen og kikkede efter den berømte taler. Men han kunne intetsteds få øje på ham.
Endelig, da det betænkeligt nærmede sig tidspunktet, hvor mødet skulle begynde, gik han ned til indgangen for at kikke, og her fik han så pludselig blandt cykelparkeringsvagterne øje på den ungdommeligt udseende 40-årige professor fra København!
Da jeg 10 år senere som stud.theol. mødte Hal Koch både som gæst på Krogerup Højskole og til forelæsninger om nordisk kirkehistorie, huskede jeg ikke at få verificeret ovenstående beretning.
P. Chr. Nørgård,
pastor emer.,
Allehelgensgade 23 F,
Roskilde