Prøv avisen

'Hamlet' forklarer mordgåde

Professor Peter Andersen mener at kunne bevise, at Christian den Fjerdes rådgiver Jon Jakobsen stod bag mordet på astronomen Tycho Brahe i 1601. Her står Peter Andersen ved Rundetårn foran én af de få statuer af Tycho Brahe i Danmark. -- Foto: Leif Tuxen.

Ny bog peger på, at en række hidtil uløste gåder forklares af Shakespeare

Han ved godt, at det er en stor mundfuld. Og at hans teori - hvis den er sand - som minimum indebærer, at både danmarkshistorien og verdens litteraturhistorie skal skrives om. Men han har nærmest juridisk gyldige beviser på det hele.

Professor Peter Andersen bladrer i sin nyudkomne 452 sider lange bog kaldet "Kunstværket" og peger på det ene spor efter det andet. Det kan umuligt være tilfældigheder det hele, og til sammen giver det en komplet besvarelse af flere, længe ubesvarede spørgsmål om ikke mindst Tycho Brahes mystiske dødsfald og teaterstykket "Hamlet"s kryptiske indhold.

Men lad os komme lidt ned i gear og finde begyndelsen på det hele.

Peter Andersen er professor på Université de Strasbourg og har de seneste 15 år forsket i ældre litteratur. Siden 2004 har han koncentreret sig om den danske renæssance, og her faldt han lidt tilfældigt over en glemt prosafortælling fra 1603, Den Hvenske Krønike. Jo mere han læste, desto mere klart stod det, at der under al symbolikken var tale om en allegori over opgøret mellem to af Danmarks største personligheder gennem tiderne, kongen Christian den Fjerde og astronomen Tycho Brahe. Og at den første fik den sidste myrdet.

Snart tog tingene fart. Som en anden litteraturdetektiv gik han løs på gamle tekster, brevvekslinger, digte og teaterstykker. Og i det svenske rigsarkiv fandt han til sidst den rygende pistol: En dagbog skrevet af Tycho Brahes fjerne slægtning Erik Brahe, der indrømmede mordet og mere end antydede, at han blev tvunget til det af folk tæt på den danske konge.

Andersen præsenterede sit fund og sine teorier sidste år, men mens interessen var stor i udlandet, vakte det kun behersket opsigt i Danmark. Teorierne omkring Brahes død er mange, og den danske professors version hørte til de absolut mere kontroversielle. Særligt indblandingen af Christian den Fjerde passede skidt overens med den traditionelle opfattelse af den populære konge, mener Andersen. Han fortsatte alligevel sin forskning, for der var stadig brikker, der manglede, og rigeligt med ledetråde at gå efter.

Det hovedspor, han forfulgte, var Christian den Fjerdes personlige rådgiver Jon Jakobsen. Han kaldte sig Venusin og var sognepræst ved Helligåndskirken i København. I historiebøgerne fylder han kun få linjer, men ifølge Peter Andersen er der overvældende beviser for, at han var den egentlige bagmand i personopgøret mellem Christian den Fjerde og Tycho Brahe. Et opgør, der førte til Brahes død i 1601.

Man ved ikke meget om Jon Jakobsen, men han blev sammenlignet med Faust af sine fjender. For i Goethes berømte drama indgår hovedpersonen Faust en pagt med djævelen, der giver ham psykologisk magt over andre, og det var præcis den evne, der fik Jakobsen så tæt på Christian den Fjerde, forklarer Peter Andersen.

Hvad hans motiv var til at få den verdensberømte videnskabsmand slået ihjel, er også en djævelsk broget affære. De to var nemlig engang gode venner. Men særligt to hændelser fik ham formentlig til at vende Brahe ryggen. Først blev Jakobsen tvunget af Brahe til at vidne mod Brahes svigersøn i en pinlig ægteskabssag. Dernæst nægtede Brahe at udgive en afhandling skrevet af Jakobsen.

Det var oplagt, hvem Jakobsen skulle gå til for at få luft for sin vrede. På det tidspunkt løb rygtet, at Tycho Brahe var far til Christian den Fjerde. Det gjorde kongen til uægte. Samtidig irriterede det ham voldsomt, at astronomen var langt mere internationalt kendt og beundret end ham selv, så stemningen var anspændt og kulminerede med, at Tycho Brahe blev landsforvist.

Men ifølge Peter Andersen var det ikke nok for Jon Jakobsen. Han overbeviste nu kongen om, at Brahe planlagde en sammensværgelse mod ham. Og han fik ham med på idéen om at sende en lejemorder af sted for at forgifte Brahe med kviksølv.

Måske lyder alt det lige lovlig luftigt. Bortset fra Erik Brahes dagbog er det småt med direkte beviser. Til gengæld tårner de indirekte af slagsen sig op. Faktisk er Shakespeares berømte teaterstykke "Hamlet" linje for linje et tilståelsesskrift af mordet på Tycho Brahe. Og det er det, fordi stykket i virkeligheden primært er udformet af Jon Jakobsen, mener Peter Andersen. Gør man Christian den Fjerde til Hamlet, Tycho Brahe til Claudius og Jon Jakobsen til Hamlets rådgiver Horatio, falder alle brikkerne således på plads.

I stykket har Hamlet lovet at hævne faderens død. Morderen er øjensynligt faderens bror, Claudius, der til Hamlets fortrydelse nu sidder på tronen med Hamlets mor. I virkeligheden havde Tycho Brahe sandsynligvis ikke slået Christian den Fjerdes far, Frederik den Anden, ihjel, men han havde ifølge tidens rygte en affære med dronningen, der gjorde Christian den Fjerde til hans uægte søn. En lang række kodede hentydninger beskriver desuden, at det er kviksølv, der i stykket tager livet af både Hamlet og Claudius – lige som det formentlig var tilfældet i Tycho Brahes tilfælde. Den præcise angivelse af mordtidspunktet angives også i stykket og endelig: Slottet i "Elsinore", som normalt er oversat til Helsingør, svarer i virkeligheden til Hven – stedet, hvor Brahe levede og havde sit virke.

Der er rigeligt med andre spor i Hamlet og andre tekster, mener Peter Andersen, og de er så tydelige, at de burde kunne gælde som juridiske beviser, hvis Jon Jakobsen og Christian den Fjerde skulle for en dommer i dag.

– Jeg er helt klar over, at jeg bygger meget af min bevisførelse på fortolkninger af tekster, men renæssancen var nu engang meget optaget af symbolik. Alt var kodet, men koderne passer linje for linje på en beskrivelse af danmarkshistoriens største personopgør mellem Tycho Brahe og Christian den Fjerde. Mordet var iscenesat som et kunstværk af Jon Jakobsen, for sådan var han. Hele hans liv var en iscenesættelse, forklarer han.

Peter Andersen kunne næsten lyde sådan som en ny Dan Brown, men det er han ingenlunde, påpeger professoren. Hans nye bog er ikke en hæsblæsende roman, man sluger i ét hug, men en akademisk redegørelse, skrevet så de fleste kan forstå den. Håbet er, at hans teori bliver taget alvorligt, selvom det betyder en revision af en vigtig del af Danmarks historie:

- Christian den Fjerde står jo tilbage med alvorlige ridser i lakken, og det vil mange nok have svært ved at sluge. Til gengæld må man glæde sig over, at folk der fremover læser eller ser Hamlet rundt om i verden, er nødt til at sætte sig lidt ind i Danmarks historie for at forstå stykket til fulde. Det her sætter i dén grad Danmark på verdenskortet og fortæller helt nye sider af vores største konge, vores største videnskabsmand og det formentlig vigtigste teaterstykke nogensinde.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk