Prøv avisen

Danske Jens fandt nøglen til behandling af sukkersyge

Jens Juul Holst bruger stadig sine kirurgiske færdigheder, når han opererer bugspyt-kirtler og tarmstykker ud af dyr for at teste, hvordan de reagerer på forskellige hormoner. Foto: Jens Welding Øllgaard

Jens Juul Holst begyndte som kirurg, men er i dag en verdenskendt forsker. Han fandt nemlig det hormon, der er grundlaget for behandling af diabetes, som nu er en global udfordring

Den store, hvide rotte ligger med begge forben i vejret, og fra brystet til halen går et dybt snit, der blotter alle dens organer. Plastikslanger fører en klar væske ind i rottens bugspytkirtel, mens sort tråd er snøret om de øvrige af dyrets indre dele. Over den opsprættede gnaver står en mand i hvid kittel med en pincet i hånden.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at han var i færd med at udføre en livreddende operation på rotten. Formålet med at skære både rotter, mus og grise op i laboratoriet er da også at redde liv, men desværre for denne rotte er det menneskelige diabetespatienter, der er målgruppen.

Rotten vender vi tilbage til. I mellemtiden vil vi rette vores fokus mod manden i den hvide kittel: Jens Juul Holst. Han er professor i medicinsk fysiologi på Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige institut, Panum, og han er på verdensplan ikke til at overse, når det kommer til forskning i diabetes.

Selv er han forfatter til flere end 1300 videnskabelige artikler om emnet, men derudover citeres han årligt i yderligere godt 3500. Han er med andre ord for diabetesforskning, hvad H.C. Andersen er for eventyr. En helt uomgåelig skikkelse, hvorfor han i januar fik opkaldt et auditorium efter sig i universitetets nye bygning, Mærsk Tårnet.

Nøglen til Jens Juul Holsts berømmelse findes i det knapt så mundrette ord glukagon-lignende peptid-1. Det er et hormon, normalt kendt som GLP-1, der fremmer udskillelsen af insulin og hæmmer udskillelsen af glukagon. Og hvad betyder det så?

Diabetes er en stofskiftesygdom, som godt 320.000 mennesker i Danmark og 415 millioner mennesker på verdensplan er diagnosticeret med.

Sygdommen er kendetegnet ved forhøjet blodsukker. Hormonet insulin er afgørende for, at blodsukkeret holdes i balance, men hos diabetespatienter er insulinproduktionen enten stærkt nedsat eller helt fraværende, eller også mangler man den tilstrækkelige følsomhed over for insulinet.

Hormonet glukagon har den helt modsatte virkning af insulin, idet det øger blodsukkerkoncentrationen. GLP-1 er altså afgørende for diabetespatienter, fordi det fremmer mekanismerne, der stabiliserer blodsukkeret, og hæmmer de processer, der hæver blodsukkeret. Resten af lektionen i biokemi gemmer vi til senere.

Jens Juul Holst kommer ud af en familie af tandlæger. Hans far og farfar underviste således på Panum Instituttets tandlægeskole, og tilsammen har de tre Holst’er betrådt gangene på Nørre Fælled i København i over 100 år. Også Jens Juul Holsts mor var tandlæge, ligesom to af hans fire storesøstre er blevet det.

Alligevel har Jens Juul Holst aldrig følt et pres for at følge i familiens fodspor. Til gengæld har hans forældre opdraget ham med en klar og udtalt holdning om, at en privilegeret barndom forpligter.

”Har man privilegier, har man samtidig et ansvar for at give noget tilbage til samfundet. At blive noget fornuftigt og gøre en indsats for sine medmennesker,” fortæller Jens Juul Holst.

Derfor valgte han medicinstudiet, som han påbegyndte akkurat i tide til at tage del i studenteroprøret i 1968-1969, hvor han demonstrerede mod professorvældet og for demokratiet, og med et træskilt i hånden råbte for sine lungers fulde kraft ”forskning for folket, ikke for profitten”, så det rungede i de københavnske gader.

Som færdiguddannet læge i 1970 fik han job på Bispebjerg Hospitals kirurgiske afdeling, hvor han særligt beskæftigede sig med det abdominale, altså mavetarm-området.

Det hele blev imidlertid vendt på hovedet, da hospitalet i slutningen af 1970’erne blev omdannet til universitetshospital, og dermed blev tarmoperationer skiftet ud med forskning i tarmhormoner og særligt datidens helt varme kartoffel: mavesår og mavesyre. Men egentlig var Jens Juul Holst ikke så interesseret i mavesyre og mavesår.

To ting er som regel opfyldt, når man får opkaldt noget stort efter sig:

1. Man har opnået noget afgørende til gavn for mange mennesker.

2. Man er død.

Begge dele er da også tilfældet for to af de tre personer, som auditorierne i Mærsk Tårnet på Københavns Universitet er navngivet efter, men Jens Juul Holst skiller sig ud ved ”kun” at opfylde kriteriet om at have opnået noget afgørende til gavn for mange mennesker.

Da han droppede mavesår, opdagede han nemlig i stedet hormonet GLP-1, som er grundlaget for nutidig og formentlig fremtidig diabetesbehandling. Dermed kommer vi tilbage til rotten og anden del af lektionen i biokemi.

Den klare væske i plastikslangerne holder én del af rotten i live: bugspytkirtlen. Det er nemlig det eneste organ, Jens Juul Holst har brug for til sin forskning. Både insulin og glukagon stammer nemlig fra bugspytkirtlen. Imidlertid fandt Jens Juul Holst ud af, at glukagon også findes i tarmen, men at hormonet her opfører sig anderledes og ”forkert”.

Det skyldes, skulle det vise sig i 1986, at det var et helt nyt hormon, han havde opdaget – nemlig det famøse GLP-1.

”Det viste sig at have en helt utrolig virkning. Hormonet kunne både fremme insulin, så blodsukkeret blev sænket, og hæmme udskillelsen af glukagon, hvilket også var med til at holde blodsukkeret nede,” forklarer Jens Juul Holst.

Imidlertid har GLP-1 en meget kort virkningstid. Jens Juul Holst og hans kolleger fandt ud af, at det skyldtes enzymet DPP4, og at hæmmere af enzymet kan forhindre den hurtige nedbrydelse af GLP-1.

Dermed har Jens Juul Holsts forskning dannet fundamentet for de to hovedgrene af den diabetesbehandling, vi kender i dag, nemlig stoffer, der er baseret på kunstigt fremstillet GLP-1 med længere virkning, samt medicin bestående af DPP4-hæmmere.

I dag beskæftiger Jens Juul Holst sig stadig med GLP-1 og dets virkninger, som man opdager flere og flere af. Han har passeret de 70 år, men så længe der er spørgsmål at besvare og midler at forske for, fortsætter han. Og forskningen skal som udgangspunkt stadig være for folket og ikke for profitten.

Derfor tog han heller ikke patent på sine opdagelser. I stedet vil han, at de skal gavne så mange mennesker som muligt. På den måde kan han give noget tilbage, som hans forældre opdragede ham til.

Alligevel kan man ikke undgå at tænke, at det må irritere ham, når giganter i medicinalindustrien skummer fløden af hans forskning?

”Min eneste anke er, at medicinen i dag er for dyr, fordi virksomhederne skal tjene deres investeringer ind. Stofferne er effektive til diabetesbehandling, men priserne gør, at de ikke får den udbredelse, de burde have. Mit formål har aldrig været at blive rig på min forskning. Jeg var en del af en bevægelse, der bare ville dele og blive påskønnet på den måde,” lyder det fra Jens Juul Holst.

Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard