Han opfandt de kravlende nisser

Kravlenisserne har ekstra meget at smile ad i år. Frederik Bramming, opfinderen af denne særlige danske juletradition, ville være fyldt 100 år i morgen

Hvis De hører til den skare af udmærkede mennesker, kære læser, der gør indsigelser over, at handelsstandsforeningen pynter op til jul tidligere og tidligere for hvert år, der går, og hvis De mener, det i stigende grad er for galt, at man kan købe pebernødder, før sneen begynder at falde så skal De nok ikke læse videre. Spring i stedet roligt videre til hunden Freddie, og bevar Deres gode humør.

I det følgende kan vi nemlig ikke, det kan vi lige så godt indrømme først som sidst, undlade at nævne både jul og nisser. I særdeleshed kravlenisser. Så er De advaret.

Årsagen er, at tegneren Frederik Bramming i morgen søndag ville være fyldt 100 år. Og hvis navnet ikke lige siger Dem noget, gør hans nisser det sikkert. Ikke mindst hans kravlenisser.

Frederik Bramming (1911-1991) er nemlig en af de store nissetegnere i dansk julehistorie, og den særlige danske juletradition kravlenisserne er hans opfindelse. I 1947 fandt han på at tilføje en lille ombøjelig flap til nisserne på sine udklipsark i karton. Udklippelige nisser havde været i handelen siden århundredskiftet, men hidtil havde man måttet nøjes med at placere dem på vandrette flader lænet op ad noget. Den nyskabende ombukning gav imidlertid nisserne en langt større bevægelsesfrihed.

Lige pludselig kunne de kravle rundt på malerierne, fortæller Anders Hjort-Jørgensen, der er ekspert i tegneserier og stifter af Tegneseriemuseet i Danmark. Han er dykket ned i historien om Frederik Bramming og kravlenisserne, og det er en historie, der ikke kun skrives i de julepyntede hjem, men også i retten.

Kravlenisserne blev nemlig en enorm succes. Det første år trykte Allianceforlaget to ark med nisser, først i 2000 eksemplarer, men da de blev revet væk i løbet af et par dage, blev antallet forhøjet til ikke mindre end 80.000 ark, som var så populære, at rub og stub tilsyneladende blev klippet ud. I hvert fald kender man i dag ikke et eneste komplet ark af de første kravlenisser.

Succesen gav blod på tanden, ikke kun hos Bramming, der de følgende år og helt op i 1970erne fortsatte med at tegne nye kravlenisser, men også hos adskillige konkurrenter. Året efter, i 1948, gav 12 andre tegnere også deres bud på kravlende nisser og lancerede dem netop under betegnelsen kravlenisser, som Bramming havde fundet på. Det fik forlaget til at anlægge sag med anklage om plagiat, men der var ikke noget at gøre.

Retssagen endte med, at kravle var et dansk ord, og nisse var et dansk ord, så det kunne man ikke mønsterbeskytte, fortæller Anders Hjort-Jørgensen.

Siden har flere store tegnere prøvet kræfter med kravlenissegenren. Både Vilhelm Hansen, Jørgen Clevin og Christel har tegnet kravlenisser, og Disney-koncernen har bidraget med blandt andet Snehvide og de syv små dværge i kravleudgaver.

Det betyder dog langtfra, at Brammings klassiske nisser er gået i glemmebogen. På auktioner kan en enkelt af de ældre kravlenisser let gå for en hundredmand, fortæller Anders Hjort-Jørgensen, og i anledning af 100-året har julevarefirmaet Pobra udgivet et jubilæumskatalog med Brammings nisser som alt fra magneter og guirlander til huskespil, puslespil og kortspil. Så der skulle være lidt at komme i julestemning af, kære læser. I december eller allerede nu.

bagsiden@k.dk