Prøv avisen
Nekrolog

Han tog det på sig at være Kim Larsen

Noget af det karakteristiske ved Kim Larsen var, at han overskred alle skel: Alder, køn, sociale og kulturelle skel. Selv skellet mellem den amerikansk-inspirerede populærmusik og den danske vise-, højskole- og salmesangstradition. Han favnede alt og alle og måske også selve danskheden med sin ligefremme, anti-autoritære arbejderfacon. Som en musikalsk Egon Olsen insisterede han på at gå egne veje – ikke for pengene, hæderen og æren, men for musikken. Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix

Kim Larsen så sig selv som et postbud med et betroet brev i hånden, han ikke selv havde skrevet. Han var blot budbringer af drømme om verden af i går og derigennem tryghed for flere generationer. Søndag morgen døde han, 72 år gammel

Åh, hvor skal man begynde?

Det er kun få mennesker forundt at have betydet så meget for så mange, at beskrivelsen er næsten umulig at få hul på. Kim Larsen var sådan et menneske. Hvem har ikke skrålet med på hans sange, når festen nåede sit højdepunkt? Hvem har ikke hørt dem på ghettoblasteren, stereoanlægget, iPhonen, til koncerter, i kirken, omkring bordet til studenterfesten eller ud af munden på familiens mindste, der har lært ”Jutlandia” i skolen? Hvem har ikke befundet sig i en situation, hvor det allermest passende var en sang fra ham, der helst blot ville kaldes spillemand?

Søndag morgen døde Kim Larsen omgivet af sin familie efter længere tids sygdom. Alle vi andre har fulgt med på sidelinjen med tilbageholdt vejr. De fleste vidste godt, at den var gal efter aflyste koncerter og udmeldingen om prostatakræft tidligere på året, men da han i august slog publikumsrekord på den største scene til årets Smukfest i Skanderborg, tænkte mange utvivlsomt, at alting nok skulle blive godt igen. Stemmen var tilbage. Og han havde endnu engang drømmene med.

Men nu er han ikke mere og efterlader sig et enormt tomrum hos de generationer af danskere, der har hans sange som lydbilledet til store dele af deres liv. For noget af det karakteristiske ved Kim Larsen var netop, at han overskred alle skel: Alder, køn, sociale og kulturelle skel. Selv skellet mellem den amerikansk-inspirerede populærmusik og den danske vise-, højskole- og salmesangstradition. Han favnede alt og alle - både som front-figur i Gasolin (1969-1978) og som solist. Han favnede måske endda selve danskheden med sin ligefremme, anti-autoritære arbejderfacon. Som en musikalsk Egon Olsen insisterede han på at gå egne veje – ikke for pengene, hæderen og æren, men for musikken. Til det sidste drømte han om at skrive sin ”Yesterday” – en sang så ren, at den vil blive stående for altid. Mange vil mene, at han allerede havde skrevet den flere gange.

Når man skal forstå, hvad der var så særligt ved Kim Larsen, skal man forstå hans baggrund. Faderen var skolelærer, men fyldte ikke noget i hans liv. Langt vigtigere var hans mor, der voksede op i et grundtvigsk hjem med den lokale degn som far. Herfra kom en stærk fornemmelse for traditioner, som han bar med sig livet igennem. Selv har han kaldt Askov Højskole for sit dannelsessted. På den baggrund giver det mening, at den røde tråd gennem hans melodier og sangskriveri går tilbage til de gamle børnesange, den danske slagertradition og dele af højskolesangbogen.

Det var det grundlag, han skrev på, siger Henrik Marstal, ph.d. i musikvidenskab og forfatter til samtalebogen ”Alt hvad musikken kan” fra 2002, hvori han blandt andet interviewede Kim Larsen. Og det var derfor, han kunne ramme så bredt. Med nostalgien som fast følgesvend var han en livline tilbage til et Danmark, som det så ud lige efter Anden Verdenskrig og måske også inden. Han sang om verden af i går. En verden, der var mere enkel og værd at længes efter.

Og hvorfor gjorde han så det? Fordi han var en drømmer af natur, siger Henrik Marstal. Mange af hans tekster har af samme grund karakter af dagdrømme med forestillinger om hverdagen og beskrivelser af mennesker, han mødte på gaden. Men samtidig havde han en særdeles vågen side, der fik drømmene omsat til tekster og melodier og albums, der kom ud til folket. På den måde tog han det på sig at være Kim Larsen. For som han sagde til Henrik Marstal: Jeg er bare budbringer. Et postbud, der har fået et betroet brev i hånden, jeg ikke selv har skrevet. Og med det mente han, at han med sin musik bragte danskerne noget, der var langt større end ham selv. Han havde blot de rette sange til den rette tid.

Det var ikke falsk beskedenhed, det var hans overbevisning. Han så sig selv som et redskab, og derfor sang han også mange andres sange, når han mente, det var noget, folk kunne bruge. Et godt eksempel er albummet ”Sange fra glemmebogen”, der bestod af gamle, danske sang og med Larsens egne ord var ”udtryk for arv og gæld. Det er jo sange, som jeg ubevidst eller måske helt bevidst har stjålet en masse fra”. Albummet solgte i øvrigt over 200.000 eksemplarer. Og dermed blev det også et eksempel på, at hans særlige stemme og udtryk kunne vække bred folkelig appel i det meste, også i gamle salmer. Da han i 1979 indspillede B.S. Ingemanns ”Dejlig er jorden” i en rocket version, tog alle den til sig. Det samme gjaldt, da han i 2004 gik løs på Grundtvigs ”Et barn er født i Betlehem” og brølede omkvædets ”halleluja” på den flabede og folkelige måde, kun han kunne gøre det.

For uanset emnet har Kim Larsens stemme fungeret som et trygt og tungt anker i en stadig mere omskiftelig tid. Han gav tilværelsen en ramme. Den var ikke sofistikeret, men den var genkendelig for alle. Og den var og vil fortsat være brugbar, når folks egne ord ikke slår til. Det sker til studenterfester med ”De smukke unge mennesker”. Det sker på værtshuset med sange som ”Havaje” og ”Susan Himmelblå”. Måske mest tydeligt sker det ved livets afslutning, hvor sangen ”Om lidt” er blevet et almindeligt valg til begravelser med enkle sætninger som ”Om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi”. Sætninger, som alle uanset trosmæssig baggrund kan relatere sig til.

Af samme grund blev sangen – efter nogen diskussion – en del af Kirkesangbogen, et supplement til Salmebogen, der udkom sidste år. For hele hans univers er spirituelt, mener Henrik Marstal, og mange af hans sange handler om det, der er større end os selv. Det gælder ikke mindst ”Den lige vej” fra hans nyeste album. Her synger han:

Når mit regnskab det ska’ gøres op

Så tror jeg nok Vor Herre får en prop

For jeg har syndet så det stod i stænger

Men det vil jeg ikke længere

Jeg er ikke en af de flinke

Det tør jeg sige uden at blinke

Der er sikkert flere minusser end plusser

Plus det løse, som ingen husker

Så vis mig nåde og miskundhed

Der var momenter af kærlighed

Og øjeblikke, hvor mit mismod

Ikke tyngede mig ned

Og jeg gik den lige vej

Op til himlen, op til dig

Men for det meste

Var det ligesom om

Det gik den anden vej

Kim Larsen efterlader sig sin kone og seks børn fra tre ægteskaber.

Find særudgaven af e-avisen fra den 25. december 2018 med mindeord og nekrologer her