Prøv avisen
Nekrolog

Han tog det på sig at være Kim Larsen

Noget af det karakteristiske ved Kim Larsen var, at han overskred alle skel: Alder, køn, sociale og kulturelle skel. Selv skellet mellem den amerikansk-inspirerede populærmusik og den danske vise-, højskole- og salmesangstradition. Han favnede alt og alle og måske også selve danskheden med sin ligefremme, anti-autoritære arbejderfacon. Som en musikalsk Egon Olsen insisterede han på at gå egne veje – ikke for pengene, hæderen og æren, men for musikken. Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix

Kim Larsen så sig selv som et postbud med et betroet brev i hånden, han ikke selv havde skrevet. Han var blot budbringer af drømme om verden af i går og derigennem tryghed for flere generationer. Søndag morgen døde han, 72 år gammel

Åh, hvor skal man begynde?

Det er kun få mennesker forundt at have betydet så meget for så mange, at beskrivelsen er næsten umulig at få hul på. Kim Larsen var sådan et menneske. Hvem har ikke skrålet med på hans sange, når festen nåede sit højdepunkt? Hvem har ikke hørt dem på ghettoblasteren, stereoanlægget, iPhonen, til koncerter, i kirken, omkring bordet til studenterfesten eller ud af munden på familiens mindste, der har lært ”Jutlandia” i skolen? Hvem har ikke befundet sig i en situation, hvor det allermest passende var en sang fra ham, der helst blot ville kaldes spillemand?

Søndag morgen døde Kim Larsen omgivet af sin familie efter længere tids sygdom. Alle vi andre har fulgt med på sidelinjen med tilbageholdt vejr. De fleste vidste godt, at den var gal efter aflyste koncerter og udmeldingen om prostatakræft tidligere på året, men da han i august slog publikumsrekord på den største scene til årets Smukfest i Skanderborg, tænkte mange utvivlsomt, at alting nok skulle blive godt igen. Stemmen var tilbage. Og han havde endnu engang drømmene med.

Men nu er han ikke mere og efterlader sig et enormt tomrum hos de generationer af danskere, der har hans sange som lydbilledet til store dele af deres liv. For noget af det karakteristiske ved Kim Larsen var netop, at han overskred alle skel: Alder, køn, sociale og kulturelle skel. Selv skellet mellem den amerikansk-inspirerede populærmusik og den danske vise-, højskole- og salmesangstradition. Han favnede alt og alle - både som front-figur i Gasolin (1969-1978) og som solist. Han favnede måske endda selve danskheden med sin ligefremme, anti-autoritære arbejderfacon. Som en musikalsk Egon Olsen insisterede han på at gå egne veje – ikke for pengene, hæderen og æren, men for musikken. Til det sidste drømte han om at skrive sin ”Yesterday” – en sang så ren, at den vil blive stående for altid. Mange vil mene, at han allerede havde skrevet den flere gange.

Når man skal forstå, hvad der var så særligt ved Kim Larsen, skal man forstå hans baggrund. Faderen var skolelærer, men fyldte ikke noget i hans liv. Langt vigtigere var hans mor, der voksede op i et grundtvigsk hjem med den lokale degn som far. Herfra kom en stærk fornemmelse for traditioner, som han bar med sig livet igennem. Selv har han kaldt Askov Højskole for sit dannelsessted. På den baggrund giver det mening, at den røde tråd gennem hans melodier og sangskriveri går tilbage til de gamle børnesange, den danske slagertradition og dele af højskolesangbogen.