Han var religionskritiker allerede som barn

Religionshistoriker Mikael Rothstein er igen aktuel med religionskritiske synspunkter. Han roses for sit engagement, men kritiseres også for at have en blind vinkel, når det gælder islam

Religionshistorikeren Mikael Rothstein mener grundlæggende, at mennesker skaber religioner, og at det ikke er religioner, der skaber mennesker, og han dissekerer religioner, nærmest som når en biolog dissekerer en frø, mener hans bror.
Religionshistorikeren Mikael Rothstein mener grundlæggende, at mennesker skaber religioner, og at det ikke er religioner, der skaber mennesker, og han dissekerer religioner, nærmest som når en biolog dissekerer en frø, mener hans bror. Foto: Scanpix

Mikael Rothstein havde i går et debatindlæg i dagbladet Politiken. Det handlede om den nye videnskabsminister Esben Lunde Larsen (V) og dennes udtalelser om sin tro. For religionshistorikeren Rothstein er der ikke noget galt i, at forskningsministeren er troende. Men når Esben Lunde Larsen udtaler, at der for ham at se ikke er et modsætningsforhold mellem religion og videnskab, får det religionshistorikeren til tasterne.

”Den går ikke! Teologi er grundlæggende en religiøs disciplin, som har til hensigt at bringe orden i mytologiske forestillinger, som roder. Teologi er i den forbindelse tanker om en gud, hvis eksistens man går ud fra, mens vi som religionshistorikere må konstatere, at guden netop produceres som forestilling i og med de teologiske grublerier,” hedder det i debatindlægget.

Det er bestemt ikke første gang, den 54-årige lektor ved SDU er på banen med sin kritik af folks syn på tro og religion. Ifølge hans lillebror, Klaus Rothstein, der blandt andet er studievært på P1 og journalist og kommentator ved Weekendavisen, har storebroren altid haft det sådan med religion.

”Han var religionskritiker allerede som barn, hvor vi er vokset op i et sekulært jødisk hjem. Det, der driver ham, er den humanistiske videnskabsmands sunde og kritiske sans over for religiøse tankesystemer. Og han ser det som sin sag, sit job og sin opgave. Helt grundlæggende er hans tese, at det er mennesker, der skaber religioner, og ikke religioner der skaber mennesket.”

Men i virkeligheden kunne storebroren lige så godt være blevet naturvidenskabsmand, siger Klaus Rothstein.

”Han ved alt om, hvad alle fugle og biller hedder. Og hans nysgerrighed er enorm. Han elsker derfor også at være på feltarbejde, som når han er ude blandt regnskovsfolk og studerer deres religion - og han bryder sig meget mindre om at sidde på sit kontor. På en måde kan man sige, at hans tilgang til forskningen også minder om, når en biolog dissekerer en frø. For Mikael er det bare religioner, han dissekerer.”

Morten Warmind er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og tidligere kollega med Mikael Rothstein. Det kommer heller ikke bag på ham, at Rothstein nu igen blander sig i debatten.

”Mikael tager sit fag meget alvorligt og ønsker at udbrede den indsigt, som den faglige beskæftigelse med religion giver, til så mange mennesker som muligt. Hans debattone er altid skarp og præcis, og jeg tror, det ærgrer hans modstandere, at han yderst sjældent er uovervejet.”

Morten Warmind fremhæver også, at Mikael Rothstein er udstyret med en særlig radar, når det gælder religion.

”Han er meget fintmærkende over for religiøse og irrationelle foreteelser på steder, hvor han finder det upassende. Jeg kan huske, at han for 20 år siden i en diskussion med en religionssociolog refererede til religionens stadigt mere fremtrædende plads i samfundet - noget som sociologen hævdede endnu ikke var påvist videnskabeligt. Men Mikael havde mærket det, og han havde ret. Denne fintmærkende sans og hans engagement i et retfærdigt og rationelt samfund gør, at han farer i blækhuset noget hurtigere end de fleste af sine fagfæller.”

Den rationelle tilgang er også den, professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet Frederik Stjernfelt fremhæver og selv knytter an til.

”Jeg er langt hen ad vejen enig med Mikael Rothstein. Man må tro, hvad man vil, så længe man overholder de demokratiske spilleregler, og folk ikke får særlige privilegier på grund af et religiøst tilhørsforhold. På den måde abonnerer vi jo begge på oplysningstraditionen og ser religion på linje med andre klubber eller foreninger, der heller ikke skal have særstatus i samfundet.”

Frederik Stjernfelt synes heller ikke, der er noget underligt i, at en forsker der studerer religion dybest set er meget kritisk over for sit område.

”Der findes jo nærmest ikke noget større skel end mellem teologerne og religionshistorikerne. Teologerne er oftest troende, det vil sige, de tror på det, de studerer - mens religionshistorikerne typisk er ikke-troende, og det gælder jo også Mikael Rothstein. Som religionshistoriker skal du jo også sammenligne religionerne, og det vil sige, at der ikke er en religion, man automatisk 'holder med' over for de andre. Når man så samtidig bor i et land, hvor den luthersk-evangeliske religion ligefrem er skrevet ind i Grundloven, så er det vel heller ikke så mærkeligt, at man går lidt mere kritisk til netop folkekirken og kristendommen end til de andre.”

I den sammenhæng er der dog et træk, hvor Frederik Stjernfelt ikke er helt enig.

”Jeg synes, Mikael Rothstein er lidt for venlig over for islam. Hvis han som udgangspunkt er skeptisk over for alle religioner, så burde hans kritik også rette sig mere mod islam. Men måske er det en taktisk vægtning.”

At man som religionshistoriker i udgangspunktet er meget skeptisk over for sit eget forskningsområde er dog ikke en selvfølge ifølge redaktør og forfatter Claes Kastholm Hansen. I Berlingskes klumme ”Groft Sagt” skrev han tidligere i år et indlæg under overskriften ”Religionshistorikerens selvhad”. I indlægget skriver Claes Kastholm Hansen: ”Rothstein lider simpelthen af had til sig selv og sin kultur. Derfor er han tvangsneurotisk bundet til hele tiden at bekæmpe den”.

Også professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz er temmelig kritisk i sin vurdering af Rothstein.

”Hans fordomme er monumentale. Han har ganske enkelt ikke opdaget, at moderniteten rummer frizoner og giver masser af plads til de eksistentielle spørgsmål, som den ikke selv kan svare på. Derfor er der den fineste samhørighed mellem modernitet og religion, og ikke den grøft som Rothstein hævder.”

Hans-Jørgen Schanz ser det derfor som udtryk for en ”blindhed” hos Mikael Rothstein, når han fortsat opsætter et modsætningsforhold mellem religion og videnskab.

”Han er helt galt afmarcheret, hvis han tror, at der er en afgrundsdyb forskel på de to, og han tror tilsyneladende, at moderniteten kan rumme det hele. Men moderniteten kan jo ikke svare på for eksempel det, vi oplever ved fortvivlelse eller dyb sorg. Der er den tavs - og det skal den være. Jeg synes, han skulle tage et elementært kursus i den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein, der netop peger på, at der er tale om forskellige sprogspil, vi benytter os af. Det religiøse sprog er et af dem.”

Privat bor Mikael Rothstein i Albertslund ved København, han er gift og har to børn. Han er desuden forfatter til en lang række religionsvidenskabelige bøger og artikler, ikke mindst om nye religiøse bevægelser.