Prøv avisen

Han vil ødelægge den heteroseksuelle verdensorden

Mads Ananda Lodahl har det som sit erklærede mål at ødelægge den heteroseksuelle verdensorden. Billedet er fra et tidligere arrangement på Testrup Højskole. Foto: Timothy de Mesa, Lumipad.

Forfatteren og aktivisten Mads Ananda Lodahl har viet sit liv til at kæmpe for seksuelle og kønsmæssige minoriteter. Igennem sin opvækst i Vestjylland har han mærket hadet på egen krop, men ser det som et privilegium at kende hadets struktur indefra

"Jeg synes ikke, den heteroseksuelle verdensorden skal ændres. Jeg synes, den skal ødelægges."

Sådan lyder ordene fra den 32-årige forfatter og aktivist Mads Ananda Lodahl over telefonen fra sit hjem i bydelen Neukölln i Berlin.

"Det er ikke kun de homoseksuelle, der er i knibe. I virkeligheden er det flertallet, der er på kant med den heteroseksuelle verdensorden, så hvis man ødelægger den, vil man sætte alle fri," fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Lægeuddannelse ændrer definition af transkønnede

I den forgangne weekend satte organisationen Copenhagen Pride fokus på miljøet for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle med storslåede parader og fester i Københavns gader. Men også til hverdag bliver der kæmpet for at sætte fokus på de nævnte minoritetsgrupper. En af dem, der taler deres sag, er Mads Ananda Lodahl.

Den uddannede folkeskolelærer, forfatter og foredragsholder er et kendt navn i aktivistkredse herhjemme, hvor han jævnligt tager ud på blandt andet efterskoler og gymnasier for at oplyse om queer teori (en normkritisk tilgang til køn og seksualitet, red.) og minoritetshistorie.

Det betyder, at han må pendle frem og tilbage fra Berlin, som han blandt andet har valgt at bosætte sig i på grund af byens evne til at rumme en bred mangfoldighed af mennesker. I alt har han brugt de sidste 10 år af sit liv på at arbejde for, at kommende generationer af unge i Danmark ikke skal opleve det, han selv oplevede igennem sin barndom og opvækst i Vestjylland.

Da folk i barndomsbyen Herning fandt ud af, at han var bøsse, blev han mødt med konfrontationer og udsat for vold. Brændt med cigaretter. Spyttet på. Ting, der gjorde det svært at favne sin identitet med stolthed. Selvom de voldelige overfald ifølge hans egne ord kan lyde både dramatiske og spændende, var det ikke det, der vejede tungest. Alt det er han også blevet udsat for i Berlin og København, men i storbyerne er der nok outsidere til, at man ikke er alene. Det var der ikke i barndomsbyen.

LÆS OGSÅ: 6-årig transkønnet pige vinder principiel retssag i USA

"Ensomheden var det mest smertefulde. At jeg ikke kunne være med til det, som alle mine klassekammerater var så optaget af: Det med at have kærester, opleve sex, stå og kysse med sin kæreste ude i regnen foran skolen, når man havde fri. Ting, som det ville have stærke konsekvenser for mig at gøre, men som jeg i øvrigt heller ikke havde nogen, jeg kunne gøre det med," siger han.

Men ensomheden handlede ikke kun om det personlige forhold til andre mennesker. Det handlede også om at føle sig historisk og kulturelt isoleret.

"Mange andre minoriteter, for eksempel religiøse minoriteter, har typisk en helt klar internaliseret forståelse af, at de tilhører et fællesskab. Selvom de måske ikke møder så mange af dem i deres dagligdag, så ved de, at der er en hel masse rundt omkring i verden," forklarer han.

Mads Ananda Lodahl mener, at internettets komme har gjort underværker for de unge, der er sat ud på et sidespor i især de små lokalsamfund. Selv blev han ikke præsenteret for viden om homoseksualitet igennem hverken folkeskole, gymnasium, familie eller kulturprodukter som bøger og film.

LÆS OGSÅ: Hvad er queer teologi?

Han husker derfor tydeligt, da internettet kom. Da han opdagede, at der var noget, der hed datingsider, var han ved at falde ned af stolen af ren forbløffelse over, at der fandtes mere end 100 bøsser i Danmark. 100! Og i Købehavn var der folk under 20 år, ligesom ham selv, der endda havde en kæreste.

Efter gymnasiet flyttede han fra Herning i Vestjylland til København og begyndte at stifte bekendtskab med punkmiljøer og aktivistmiljøer. Steder, hvor han mødte mennesker, der heller ikke passede ind i de trange normalitetskrav, han følte havde isoleret ham i Vestjylland. Men der var stadig en særlig form for ensomhed, der nagede ham.

En ensomhed, som han fandt svaret på, da han en eftermiddag i 2003 fulgte en pludselig indskydelse og troppede op på Københavns Hovedbibliotek.

"Har I egentlig nogle bøger om homoseksualitet?" spurgte han bibliotekaren.

Han vidste ikke, om der overhovedet fandtes bøger om homoseksualitet og havde derfor ingen forestilling om, hvad det egentlig var for en viden, han søgte. Men set i bakspejlet, kan han se, at den bog, som bibliotekaren fandt til ham, gav ham lige det, han manglede: en plads i historien.

LÆS OGSÅ: Jeg har vidst det gennem en stor del af mit liv

"Det var en historisk gennemgang af de seksuelle minoriteters kamp for frihed. Jeg opdagede pludselig, at du som queer-person er en del af en kæmpestor historie. Du er ikke blot et støvkorn, der flyver rundt helt isoleret for alle andre. Jeg fandt ud af, at allerede i 1920erne var der et homoseksuelt miljø i Berlin på størrelse med det, der er nu. At der var militante gadekampe mellem transpersoner og politiet i slutningen af 1960erne. At i 1970erne gik bøsser og lesbiske sammen i store revolutionære bevægelser. At der var homoseksualitet blandt de gamle grækere og indianerne," fortæller han.

Skiftet fra at føle sig løsrevet fra samfundet til erkendelsen af, at han var en del af en større historie, udgjorde et vendepunkt for ham.

Når Mads Ananda Lodahl rejser til Danmark, er det derfor ofte for at videregive lige præcis den oplevelse til danske unge på efterskoler og gymnasier: At seksuelle minoriteter har en plads i historien såvel som på verdenskortet og i samfundet.

LÆS OGSÅ: Gennemsnitskulturen sejrer til sidst

Det akademiske queer-miljø og det aktivistiske miljø har man ikke adgang til i Vestjylland, ligesom det også er ukendt land for de fleste i København. De unge mennesker ved meget lidt om det, men når jeg kommer ud, er det som et stort hul, der suger til sig. Ofte har de aldrig mødt andet end luftige fraser som: Man skal tale pænt til hinanden eller det er okay at være den, man er, og de er virkelig ivrige efter at høre noget mere seriøst. Men hvis du vokser op med, at bøsse er noget, du spytter på, så er det meget svært at komme overens med sin identitet, forklarer han.

Mads Ananda Lodahl har valgt at se sin personlige baggrund som en gave, fordi det hjælper ham til at kommunikere sit budskab ud til andre mennesker:

"Det er et hårdtkøbt privilegium, men det er et privilegium, at jeg kan forstå, hvorfor folk er, som de er. Jeg er vokset op i miljø, hvor jeg har lært, at kvinder er lidt mindre værd end mænd, at homoseksuelle er ulækre, at transer er mærkelige og at indvandrere er noget, vi skal være bange for. Så jeg ved godt, hvordan disse holdninger skabes. Det betyder, at jeg kan møde dem på en anden måde," forklarer han.

LÆS OGSÅ: Den lille heteroseksuelle familie er ikke den eneste måde at leve på

Han understreger, at der helt sikkert er ikke-heteroseksuelle, der har haft det både meget lettere og meget sværere end ham selv. Men han mener dog, at Danmark i særlig høj grad er underlagt en heteroseksuel normalitetskultur.

"Den heteroseksuelle verdensorden er et begreb, som dækker over hele systemet af normalitet. Man skal være heteroseksuel, man skal være ciskønnet, man skal være monogam. Både homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede, men også maskuline kvinder og feminine mænd, promiskuøse piger og stille drenge, er på kant med den heteroseksuelle verdensorden. De heteroseksuelle mænd er også i knibe. Hvis de er for følsomme, så er de ikke rigtige mænd, men hvis de ikke er følsomme, så er de nogle dumme svin. Derfor er mit mål at nedbryde hele det system," siger han.

Når Mads Ananda Lodahl formulerer sig aggressivt ved at bruge ord som ødelægge, nedbryde og bekæmpe, er det ifølge ham selv, fordi det er vigtigt at give plads til vreden, når den er der.

LÆS OGSÅ: De Radikale: Den enkelte skal kunne bestemme eget køn

"Jeg tror, vreden er en vigtig drivkraft. Vreden er ligesom smerte. Det er fordi, der er noget, der er galt og forkert. Nogen gange er det inde i dig selv, der er noget i vejen. Men hvis du er vred, fordi du bliver diskrimineret, så er det noget uden for dig selv, der er forkert. Hvis man undertrykker sin vrede, vil folk blive ved med at undertrykke én," siger han.

Retorikken er derfor mest et greb, der skal hjælpe folk til at sætte ord på deres frustrationer over at være sat uden for samfundet. For en reel ødelæggelse vil der aldrig blive tale om, siger han:

"Den heteroseksuelle verdensorden bliver ikke ødelagt. Der kommer ikke nogen revolution. Der kommer ikke et tidspunkt, hvor man vasker hænderne og siger sådan, så er det klaret. Den heteroseksuelle verdensorden er hele tiden i gang med at gå i stykker, men den er også hele tiden i gang med at opbygge sig selv. Den gode kamp er evig."