Nyt studie: Handicappede fravælges på arbejdsmarkedet

I en ny undersøgelse er arbejdsgivere blevet spurgt, om de ville ansætte en energisk person med to års erhvervserfaring, hvis de manglede en. Eneste tillægsinformation var, at vedkommende sidder i kørestol. Knap fire ud af fem takkede nej. ”Uacceptabelt”, mener beskæftigelsesministeren

Kun 22 procent af de adspurgte virksomheder svarede, at de sandsynligvis ville tilbyde ansøgeren en stilling, efter de havde fået at vide, at ansættelsen ville medføre nogle tilpasninger på arbejdspladsen. Beskæftigelsesministeren kalder det "helt uacceptabelt". Arkivfoto.
Kun 22 procent af de adspurgte virksomheder svarede, at de sandsynligvis ville tilbyde ansøgeren en stilling, efter de havde fået at vide, at ansættelsen ville medføre nogle tilpasninger på arbejdspladsen. Beskæftigelsesministeren kalder det "helt uacceptabelt". Arkivfoto. . Foto: Rüdiger Rebmann/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Det står værre til med tolerancen over for mennesker med handicap end forventet, og det er et samfundsproblem.

Så kontant udlægger professor ved Aalborg Universitet Thomas Bredgaard resultaterne af et nyt studie, der viser, at chefer frasorterer kvalificeret arbejdskraft, hvis ansøgeren sidder i kørestol. Professoren er leder ved forskningscenter for handicap og beskæftigelse, der står bag undersøgelsen.

I studiet blev fire grupper med hver cirka 400 offentlige og private arbejdsgivere og en kontrolgruppe spurgt, om de i en situation, hvor de alligevel skulle hyre en ny medarbejder, sandsynligvis ville ansætte en positiv og energisk person med et par års erfaring. Det svarede 70 procent ja til.

Efterfølgende fik nogle af arbejdsgiverne at vide, at ansøgeren var kørestolsbruger, hvorfor en ansættelse ville medføre ”nogle tilpasninger på arbejdspladsen”. Herefter svarede kun 22 procent, at de sandsynligvis ville tilbyde ansøgeren en stilling.

Thomas Bredgaard medgiver, at der selvfølgelig findes erhverv, hvor en kørestol vil være en hæmsko, men at dette ikke alene kan forklare det store spænd mellem de to svar. Han kalder samtidig resultatet for et samfundsproblem:

”Det er det først og fremmest for den enkelte, som gerne vil og kan komme ud på arbejdsmarkedet. For det andet ligger der en skjult arbejdskraftressource her, som vi kan udnytte bedre. Både for arbejdsgiverne, der står og mangler arbejdskraft, og for samfundet generelt, der vil nyde godt af, at flere mennesker med et handicap bliver skatteborgere i stedet for at være på offentlig forsørgelse,” siger han.

Lektor ved VIA University College Finn Amby har skrevet ph.d. om beskæftigelse blandt mennesker med et handicap. Også han mener, at forskellen på de to svar er mere markant end forventet. Han ser primært resultatet som et udtryk for uvidenhed blandt arbejdsgivere.

”Resultatet tyder på, at arbejdsgivere har en forestilling om, at det er et problem at ansætte en person med et handicap. Det kan for eksempel være, at de tror, at vedkommende er mindre effektiv, at det er besværligt, eller at ansættelsen kan give problemer i forhold til de øvrige kolleger. Det kan i sidste ende betyde, at de vælger nogle med handicap fra, inden de overhovedet kender den konkrete persons situation. Det er dét, vi kalder for statistisk diskrimination,” siger han.

Finn Amby udgav tidligere på året en anden undersøgelse. Den viste, at nyuddannede personer med et handicap har betydeligt sværere ved at komme i beskæftigelse end personer uden et handicap. Ifølge forskeren skyldes det ikke alene arbejdsgiverne, men også uddannelses- og beskæftigelsessystemet.

Han efterlyser derfor en større koordination i indsatsen fra uddannelsesinstitutionerne og beskæftigelsessystemet til personer med handicap og de potentielle virksomheder.

Det ønske nikker formand for Sammenslutningen af Unge med Handicap, Sofie Monggaard Christensen, genkendende til.

”Vi skal være bedre til at sætte tidligere ind, så mennesker med handicap kender deres rettigheder. Og så bør mennesker med et handicap kunne få et studiejob, uden at det skal gå ud over deres eventuelle handicapydelse, for der er ingen tvivl om, at den manglende erhvervserfaring blandt mange med et handicap også spiller en rolle for jobmuligheden,” siger hun.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kunne hverken interviewes tirsdag eller onsdag. Men i en mail til Kristeligt Dagblad kalder han det for ”helt uacceptabelt”, hvis virksomheder bevidst fravælger kvalificerede medarbejdere udelukkende på grund af deres handicap.

”Fordomme og uvidenhed har været en hæmsko for personer med handicap i årtier, så det er ikke noget, vi løser ved at knipse med fingrene. Men helt konkret har vi taget initiativ til, at der i december vil blive afholdt en landsdækkende job-uge med fokus på beskæftigelse af mennesker med handicap. Det er en unik mulighed for, at virksomheder og jobsøgende kan mødes. Initiativet er en del af satspuljeaftalen fra sidste år, hvor der er afsat knap 130 millioner kroner til 11 initiativer, der skal udrulles over de næste år med henblik på at få flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet,” skriver han.