Prøv avisen

Handicappede kan blive vor tids syndebukke

I skammekrogen. Peder Stausholm har flere gange oplevet at blive passet op af vildt fremmede på gaden i Århus og beskyldt for at nasse på samfundet. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

Der findes ingen statistik over overfald på handicappede i Danmark, men fra organisationer lyder det, at tendensen er stigende. I England er risikoen for voldelige overfald fire gange større blandt mennesker med handicap - flere er blevet slået ihjel

Peder Stausholm svinger om hjørnet i sin elektriske kørestol og fortsætter i jævn fart ned ad fortovet. Det er en helt almindelig efterårsmorgen, og den 51-årige spastiske mand er som så mange gange før ude for at trække lidt frisk luft og gøre et par ærinder. Han bliver overrasket, da en mand, han aldrig har set før, pludselig passer ham op, og endnu mere overrasket, da han hører, hvad den fremmede har at sige.

"Du ved godt, at du er en dyr dreng, ikke?", siger manden, der stiller sig op foran kørestolen, mens han peger ned på den og tilføjer: "Du ved godt, at det er mine skattekroner, du kører rundt på der, ikke?"

Manden venter ikke på svar, og Peder Stausholm sidder paf tilbage. Han har aldrig oplevet noget lignende før. To uger senere sker det igen.

"Der er sket en drastisk ændring bare inden for det seneste halve år. Flere af mine venner har oplevet at blive truet eller talt nedladende til. Selv har jeg oplevet det to gange med få ugers mellemrum. Det er en ny og meget ubehagelig udvikling," siger Peder Stausholm.

Peder Stausholm fik ikke ilt nok til hjernen, da han kom til verden to måneder før termin i 1959. Han har levet som spastiker hele sit liv og været førstehåndsvidne til den periode i Danmarks historie, hvor behandlingen af handicappede har gennemgået sin nok mest gennemgribende udvikling. Fra fastspændinger, medicinering og institutioner til fysioterapi, ligestilling og egen bolig.

I dag, siger Peder Staus-holm, er den udvikling banket mindst 20 år tilbage.

Formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, giver ham ret:

"For bare 10 år siden var der ikke tale om andet end medvind på cykelstien. Som handicappet kunne man måske møde uforståenhed, men aldrig had. I dag hører det med, at man må forsvare, at man får hjælpemidler og medhjælpere stillet til rådighed for at klare hverdagen eller måske får økonomisk støtte til en bil, så man kan komme rundt. Og som noget nyt må man i stigende grad finde sig i at blive overfuset af vildt fremmede, der beskylder én for at være en snylter, en pestilens og en samfundsnasser," siger Stig Langvad.

Han understreger, at organisationen endnu kun modtager få henvendelser om egentlige overgreb, trusler eller hetz, men mener, at det væsentlige er, at det overhovedet finder sted. Og at alt tyder på, at det kun bliver værre.

"Jeg er oprigtig bekymret for, hvordan det her udvikler sig. Historien er rig på eksempler på, hvordan spirende uvilje og had mod udvalgte grupper i befolkningen har udviklet sig til uhyggelige og horrible forfølgelser," siger Stig Langvad.

Man skal dog hverken grave langt tilbage i historien eller bevæge sig langt rent geografisk for at finde eksempler på, hvor galt det kan gå.

I 2007 blev en britisk udviklingshæmmet mand pint og brutalt myrdet. Forbrydelsen blev ikke behandlet som en såkaldt had-forbrydelse eller hate-crime, men de britiske handicaporganisationer var ikke i tvivl om, at det netop var det, det var. Og mordet blev startskuddet til et intensivt arbejde for at sætte fokus på hadefulde overfald og angreb mod handicappede. Den britiske handicaporganisation Disability Charity Scope lavede en undersøgelse, der viste, at risikoen for at blive udsat for et voldeligt overfald var fire gange større blandt handicappede, og risikoen for indbrud to gange større. Samtidig udpegede organisationen flere nyere drab på handicappede, som de mente alene var motiveret af ofrets fysiske eller mentale handicap.

I Danmark peger flere organisationer på en hårdere og mere anklagende debat om udgifterne på handicapområdet som udslagsgivende for den voksende uvilje mod handicappede. Og det kan da også meget vel være en del af forklaringen, lyder det fra Thomas Brudholm, lektor i Minoritetsstudier ved Københavns Universitet.

"Had mod bestemte befolkningsgrupper kan godt startes og tilskyndes oppefra, men i Danmark handler det måske i højere grad om, at der mangler forståelse for, hvilke behov den handicappede har. I Danmark har vi - på godt og ondt - den grundholdning, at alle er lige og skal behandles ens. Derfor har vi i udgangspunktet vanskeligt ved at acceptere, at nogle mennesker får lov at komme foran i køen eller får en økonomisk håndsrækning - også selvom de er handicappede," siger Thomas Brudholm og fortsætter:

"Studier af hadkulturer viser netop, at hadet eller modviljen mod en bestemt gruppe – etnisk, religiøs eller seksuel – meget sjældent bygger på egentlig viden om den pågældende gruppe, men tværtimod er funderet i fordomme, uvidenhed, snæversyn og slet og ret dumhed."

Peder Stausholm, der har levet et helt liv som handicappet, forstår godt uvidenheden, men han vil ikke finde sig i hadet.

"Jeg ved godt, at jeg er en dyr dreng. Det koster penge at få sådan en som mig i tøjet om morgenen. Jeg skal også have hjælp til bad, madlavning og det meste andet i min hverdag. Men jeg er ingen snylter. Jeg bor i min egen lejlighed - som jeg selv har betalt, og jeg er engageret i både politik og foreningsliv. Jeg bidrager med det, jeg kan. Jeg har ikke fortjent at blive stoppet op og skoset af vildt fremmede på gaden."

bech-jessen@k.dk

henriksen@k.dk