Handicappede vil ikke kaldes ”gøgeunger”

Foreninger for handicappede protesterer over politikernes udmeldinger om, hvor dyre de svageste borgere er for kommunekassen.

Når et handicappet barn anbringes, overdrages forsørgerpligten automatisk til institutionen og det offentlige. -
Når et handicappet barn anbringes, overdrages forsørgerpligten automatisk til institutionen og det offentlige. -. Foto: stock.xchng.

Handicappede i Danmark vil ikke finde sig i at blive omtalt som en gruppe forkælede borgere, der er for dyre i drift. I en kronik i Kristeligt Dagblad i dag skriver formand for Det Centrale Handicap-råd, Ester Larsen, om "et skred i holdninger til mennesker med funktionsnedsættelser".

Dermed slutter hun sig til foreninger som Danske Handicaporganisationer og Muskelsvindfonden, der siger fra over for den seneste tids markante udtalelser fra kommunalpolitikere, der er frustrerede over de stigende udgifter til handicapområdet.

Omkostningerne skal bremses, var et af hovedbudskaberne fra KL-formand Jan Trøjborg (S) under de netop overståede forhandlinger med regeringen. Forgængeren Erik Fabrin (V) har tidligere sagt om udgifterne til det specialiserede område, at de har en "skadelig gøgeungeeffekt".

I sidste uge viste en undersøgelse fra Socialministeriet, at 171 voksne på specialinstitutioner koster samfundet 500 millioner kroner om året. Det fik to borgmestre til at foreslå mere medicinering og andre former for tvang som en billigere løsning.

Ester Larsen, som selv er medlem af Venstre og tidligere sundhedsminister, betegner i sin kronik politikernes retorik som "dybt bekymrende".

"Sprogbrug og udhængning signalerer, at modtagere af særlige ydelser ikke er ligeværdige medmennesker, men snarere en slags snyltere på samfundet. Det klæder ikke et samfund at stigmatisere en borgergruppe," skriver hun.

Jacob Birkler, filosof og ph.d. ved Syddansk Universitet samt medlem af Det Etiske Råd, er enig i, at noget har ændret sig:

"Der er helt klart et skred i retning af, at vi er begyndt at tænke mere nytteorienteret og lave benhårde prioriteringer. Det er en ny måde at tænke på samfundsborgere, hvor nogen er til mere belastning end andre," siger han.

Jacob Birkler mener, at vi i stedet for at tænke på vores forpligtelser over for hinanden tænker på udgifterne, og hvor vi får mest nytte for pengene:

"Man begynder at stille regnestykker op, hvor man siger: ?det koster så og så meget at hjælpe en lille gruppe handicappede i kommunen, men for de samme penge kunne vi drive en skole.? Det bekymrende er, hvis vi i den slags diskussioner bliver blinde for problemerne ved for eksempel tvangsfiksering eller i det hele taget mister blikket for mennesket bag tallene. Der er alt for meget fokus på nytteværdien."

Næstformand i KL, Erik Fabrin, medgiver, at tonen i debatten er blevet hård. Men det har været nødvendigt for at få stoppet "den betydelige udgiftsvækst på specialområdet, som har taget al væksten, så der ikke er blevet noget tilbage til normalområdet":

"Det er et meget klart dilemma, som vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at komme ud af. Der har været masser af udtryk i debatten, som jeg ikke sympatiserer med, men jeg står ved, at jeg talte om en gøgeunge-effekt. Meningen var at frembringe et tydeligt billede af, hvad der foregår, for udgangspunktet er jo, at vi i årevis har talt for døve ører," siger han.

Erik Fabrin mener, at ansvaret for de stigende udgifter ligger hos både kommunal- og folketingspolitikere, som ikke har fået gjort noget i tide.

kristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dk