Det svenske, socialdemokratiske ægtepar, diplomaten Alva Myrdal og økonomiprofessoren Gunnar Myrdal var i 1930'erne med til at lægge fundamentet for den moderne velfærdsstat, ikke bare i Sverige, men i hele Norden.
I Sverige var befolkningstilbagegang dengang det store samfundsproblem, og i bogen "Kris i befolkningsfrågan" (Krise i befolkningsspørgsmålet) analyserede ægteparret udfordringerne for familielivet og det fremvoksende industrisamfund. De argumenterede for at give tilskud til småbørnsfamilier, oprette offentlig finansieret pasning af børn, så flere kvinder kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Men de skitserede nogle af de spændinger, der lige siden har været mellem større økonomisk vækst, kvinders frigørelse og børns og familiers trivsel.
Journalist og forfatter Karen Lumholt stiftede i 2014 netforummet Familiepolitisk Netværk, og hun spørger blandt andet, hvorfor næsten alle børn skal opholde sig otte timer i institution fra de er ét år, når under en femtedel af børnene har glæde af det? I et interview med Kristeligt Dagblad nævner Karen Lumholt overvejelserne hos Alva og Gunnar Myrdal.
"De sagde, at hvis det moderne projekt skulle lykkes med to udearbejdende forældre, så skulle forældrene ned på en arbejdstid med 30 timer om ugen," siger Karen Lumholt.
"De kunne se, at det moderne projekt på mange måder var super godt. Kvinder kunne få en uddannelse og selv vælge, hvilket liv de ville leve. Det var godt, også for deres børn. Det var godt med prævention, for så kom der ikke lige så mange uønskede børn. Det var et kæmpe frihedsprojekt."
"Men man havde bare lige overset, at forældre ikke kunne arbejde fuld tid på arbejdsmarkedet, når de har små børn. For så går hele omsorgen og overskuddet derhjemme tabt. Det er der simpelthen ikke nogen, der i dag har fulgt op på, heller ikke i Socialdemokratiet. Der er ingen politik på det her område," siger Karen Lumholt.
Tilbage i 1970'erne var der store socialpolitiske debatter, især om ligestilling mellem kvinder og mænd, og velfærdsområdet blev udbygget kraftigt med blandt andet adgang for børn til daginstitutioner.
Politisk slog det daværende Kristeligt Folkeparti sig op på familiepolitikken og på modstanden mod adgang til fri abort. I den debat kom kvindernes ret til at bestemme "over egen krop" til at stå over for fosterets ret til at komme til verden.
I 1990'erne blev der indført orlovsordninger for småbørnsfamilier. Argumentet var ikke kun at øge familiernes trivsel men nok så meget at få fordelt den arbejdsløshed, som plagede landet stærkt i begyndelsen af årtiet.
I Anders Fogh Rasmussens (V) anden regering i 2005 fik De Konservative posten som familie- og forbrugerminister, og man nedsatte en familie- og arbejdslivskommission, som skulle se på balancen mellem de to dele af livet.
Det førte til større rapport i 2007, som dog aldrig fik den store politiske betydning. Karen Lumholt har talt op, at af de 31 anbefalinger er seks blevet virkeliggjort, og det er nogle af mindre vidtgående forslag. Af de seks anbefalinger har erhvervslivet virkeliggjort to, fagbevægelsen andre to, mens et forslag er gennemført af EU, og yderligere et forslag er gennemført politik på Christiansborg. Siden rapporten udkom, har der været stille om familiepolitikken.
Det tankevækkende er, at Danmark på dette område adskiller sig markant fra andre nordiske lande. I flæng nævner Karen Lumholt, at i Finland flekser forældrene ud og ind af barsel, indtil børnene er tre år. I Sverige har man ret til at arbejde på deltid, når man har små børn. Man må holde fri, når børnene er syge. I Norge får småbørnsforældre lov til at gå 20 procent ned i arbejdstid, og så kompenserer staten ens tabte arbejdsfortjeneste til det første år, efter man har fået et barn. Island har man længe haft omfattende barselsorlovsmuligheder for både mødre og fædre.
Hvad skyldes det, at familiepolitikken står så svagt i Danmark?
Flere eksperter peger over for Kristeligt Dagblad på, at politikere i Danmark har en modvilje mod at blande sig i familiernes liv. Og så har vi et meget stærkt fokus på arbejde.
"Når man stiller krav om aktivering af ledige, handler det i høj grad om at disciplinere den enkelte, og det krav til den arbejdsløse står nok stærkere i Danmark end i de andre nordiske lande. Vi har et dansk socialdemokrati, som mener, at man gør sin samfundspligt ved at have et lønarbejde, ved at være produktiv. Det gør, at familiepolitik er blevet nedprioriteret til fordel for arbejdsmarkedspolitik," siger professor Thomas P. Boje fra institut for samfundsvidenskab og erhverv ved Roskilde Universitet.
”Hvor der i de andre nordiske lande er et stærkt incitament til at ligestille kvinde og mand i børnefamilierne gennem familiepolitiske initiativer, det vil sige ligestilling i betalt forældreorlov, ret til betalt orlov ved børns sygdom med videre, er det i Danmark i højere grad op til den enkelte familie at sikre ligestilling i de familiære omsorgsaktiviteter,” siger professor Thomas P. Boje.
I SVM-regeringens arbejdsgrundlag, Ansvar for Danmark, handler et længere afsnit om børns trivsel. Der skal nedsættes en kommission for det "gode børne- og ungdomsliv", som skal komme med forslag til , hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes, samt hvordan robusthed og myndiggørelse styrkes."
Det bekræfter et billede af, at den politiske interesse samler sig om mennesker med problemer, som etnolog Sine Penthin Grumløse er docent ved center for pædagogik under professionshøjskolen Absalon i Roskilde nævner i artiklen på forsiden af dagens avis.
Det gælder for eksempel de 45.000 unge, som hverken er i gang med en uddannelse eller er i arbejde. Regeringen vil også gerne satse mere på, at unge får erfaringer med fritidsjob, så de "oplever at være på en arbejdsplads med alle de erfaringer, det giver".
Ønsket om at få flest muligt ud på arbejdsmarkedet, er Socialdemokratiet dog slet ikke alene om. Det har også de fleste borgerlige partier. På den borgerlige side af Folketinget har tre partier familieordførere, men de ser ikke helt ens på familiepolitikken.
De Konservatives familieordfører og i øvrigt politisk ordfører Mette Abildgaard medgiver, at der ligger et "kæmpe dilemma" for borgerlige i modsætningen mellem at ville skaffe mere arbejdskraft til erhvervslivet og ville sikre familierne mere tid.
"Vi skal se meget på, om vi kan få et mere fleksibelt arbejdsmarked. Corona har bidraget til at gøre arbejdsdagens længde mere fleksibel for mange arbejdstagere. Flere prioriterer at hente børn fra vuggestue, børnehave og skole for at kunne have nogle timer med dem om eftermiddagen for til gengæld at arbejde nogle timer ekstra om aftenen," siger Mette Abildgaard.
De Konservative har igangsat et internt gruppearbejde for at udforme en ny konservativ familiepolitik.
Mette Thiesen, der blev valgt for Nye Borgerlige, har meldt sig ind i Dansk Folkeparti, hvor hun nu er familiepolitisk ordfører.
Hun mener, familiepolitik gennem årene er kommet til at handle mere og mere om, hvad der gavner velfærdsstaten og mindre om, hvad der gavner familierne. For Dansk Folkeparti er løsningen, at familierne får lov til at bestemme mere over deres egen hverdag og staten mindre.
"Hvis vi gerne vil have et stærkt samfund, er vi også nødt til at anerkende, at det er bygget på stærke familier. Desværre har der været en bevægelse gennem rigtig mange år i retning af, at nærmest alle børn skulle i institution tidligt. Af at alle skulle hænge fast i det socialdemokratiske hamsterhjul," siger Mette Thiesen.
Dansk Folkeparti ønsker, at småbørnsfamilier skal have bedre muligheder for at passe deres børn hjemme i de første år. Det kunne man for eksempel opnå gennem et skattefradrag for småbørnsfamilierne, eller ved at forældre i hele landet kan få tilskud til at passe egne børn i hjemmet. Den mulighed findes i dag i nogle kommuner.
Kristeligt Dagblad har spurgt de socialdemokratiske ministre, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om at svare på kritikken om partiets manglende familiepolitiske fokus, men ingen af dem har villet lade sig interviewe om spørgsmålet.