Prøv avisen

Hanna Skop var på flugt hele sin barndom

80-årige Hanna Skop har næsten ingen billeder fra de år, hvor hun som jødisk barn i 1930’erne og 1940’erne var på flugt fra nazisterne. Men i hjemmet på Frederiksberg hænger et portræt, som blev tegnet af hende i sommeren 1944, da hun boede i Sverige efter flugten fra Danmark. – Foto: Jens Nørgaard Larsen.

De første 11 år af sit liv, var Hanne Skop på flugt. Først fra nazisterne i Tyskland og siden fra den nazistiske besættelsesmagt i Danmark. For få år siden satte hun for første gang ord på sine oplevelser, som hun i morgen fortæller om i anledning af Auschwitz-dagen

I årevis havde Hanna Skop et mareridt, som fik hende til at vågne med hjertebanken.

Hun drømte, at en truende folkemasse jagtede hende, og at hun flygtede fra dem ved at brede sine arme ud og flyve væk. Flugten var svær, for det var tungt at løfte sig fra jorden, men det lykkedes hende alligevel hver gang at undslippe forfølgerne.

LÆS OGSÅ: Hanna Skop: Mit yndlingsritual

Drømmen var gjort af de mange år, hvor Hanna og hendes familie flygtede fra nazisterne i 1930erne og 1940erne. Deres eneste forbrydelse var, at de var jøder. I år er det 70 år siden, at Hanna, som nu selv er 80 år, krøb sammen i bunden af en fiskerbåd i Holbæk Havn for at nå i sikkerhed i Sverige. Den historie vil hun i morgen fortælle på Dansk Jødisk Museum i København, men for et par dage siden fortalte hun historien til Kristeligt Dagblad i sin lejlighed på Frederiksberg.

Flugten i fiskerbåden vender vi tilbage til, for Hanna Skop havde på det tidspunkt allerede været flere år på flugt.

Om morgenen den 10. november 1938 kom seksårige Hanna ind i sine forældres normalt fine manufakturforretning. Den morgen flød der med glasskår og klæder, for om natten havde tyske soldater smadret forretningen. Natten var Krystalnatten, hvor omkring 30.000 jøder blev arresteret og mindst 91 slået ihjel.

Hannas far var en af dem, der blev arresteret i den sydtyske by Darmstadt, hvor de levede. Hanna var egentlig på vej i skole, men hendes storebror kom hjem og fortalte, at både skolen og synagogen var brændt. Hanna forsøgte at gøre sig nyttig ved at samle mønterne fra det smadrede kasseapparat sammen.

Om aftenen kom hendes far hjem igen efter at have været i forhør hele dagen. Næste morgen hentede de tyske SS-tropper ham igen.

Og så kom han ikke hjem mere i et meget langt stykke tid. Der lærte jeg et nyt ord at kende: Buchenwald, fortæller Hanna.

Soldaterne havde ført faderen til den enorme Buchenwald-koncentrationslejr, hvor op mod 56.000 mennesker i løbet af Anden Verdenskrig mistede livet.

På et tidspunkt kom der et postkort, hvor der lakonisk stod skrevet: Jeg har det godt, jeg er i Buchenwald. Mere stod der ikke.

Før faderens deportation mindes Hanna tre episoder i mødet med Nazityskland. Blandt andet en bytur med en af familiens stuepiger, hvor de passerede en militærparade. Alle tilskuerne heilede, og den tyske pige fik også Hanna til at heile. Om aftenen demonstrerede hun stolt over for sine forældre, hvad hun har lært.

Ja, der må jeg sige, at applausen udeblev.

Da Hannas far ikke kom tilbage, begyndte moderen at pakke. En soldat overvågede i dagevis pakningen, som var besværlig på grund af moderens psykisk dårlige tilstand, hvor hun ofte kastede op.

Hanna var trods sin unge alder bevidst om, hvad det ville sige at være jøde, for familien holdt de jødiske ritualer i hævd, og Hanna gik i jødisk skole og kom regelmæssigt i synagogen. Men hun forstod ikke, hvorfor hun ikke måtte komme i butikker med skiltene Juden unerwünscht (jøder ikke velkomne).

Omtrent et år efter Krystalnatten fik Hanna og hendes to brødre en morgen besked på at skynde sig. De skulle ud at rejse. Hanna husker en lang togtur fra Sydtyskland til den danske grænse, men udover at moderen blev kropsvisiteret i alle ender og kanter, forløb flugten udramatisk. På Københavns Hovedbanegård ventede Hannas far på perronen.

Planen var, at de skulle videre til USA, alle papirer var klaret, og økonomien var på plads. I foråret 1940 marcherede nazisterne ind i Danmark, og da USA året efter gik ind i krigen, røg planen i vasken.

De larmende fly over hovedstadens tage i april 1940 vakte angst hos især moderen, som ofte havde ondt i hjertet og lagde sig med våde klude på brystet. Faderen lyttede hver aften til BBC-radioens skrattende meldinger, mens lillebroderen talte med de tyske soldater på deres fælles modersmål og en enkelt gang inviterede dem med hjem.

Jeg ved ikke, hvordan min mor fik afværget soldaternes besøg, men min bror lærte i hvert fald, at dem behøvede han ikke at invitere igen.

Selv mærkede Hanna kun en enkelt gang for alvor nazisternes tilstedeværelse, da en gruppe fjollede, unge soldater skubbede til hende på Dronning Louises Bro.

Men en dag var jeg hjemme ved en tysk veninde, som gik i tysk skole. De havde set Jøden Süss (nazistisk propagandafilm, red.), og hun begyndte at tale om, hvor usympatiske jøder var. Så ophørte det venskab, fortæller hun.

I Danmark fortsatte Hanna og familien med at praktisere jødedommen. Det vidste besættelsesmagten, så op til det jødiske nytår i oktober 1943 måtte Hanna og hendes brødre skilles fra forældrene. Hanna blev skjult hos veninden Tove, hvor hun natten til den 2. oktober hørte støvletramp i trappeopgangen. Tyskerne hentede de jødiske børn, som naboen skjulte, men de vidste ikke, at Hanna var i lejligheden ved siden af.

Efter opholdet hos Tove blev Hanna genforenet med sin lillebror hos et lærerpar, indtil de en morgen blev sat på toget mod Holbæk. På havnen ventede hendes mor og storebror, og sammen kravlede de sent om aftenen ned i bunden af en fiskerbåd.

Vi krøb sammen i lastrummet på nogle madrasser. Det var en frygtelig nat, det stormede og var koldt, og min mor var så søsyg, at hun sagde, hun ville dø. Det var skræmmende for en lille pige. Jeg holdt fatningen, men det indre nervesystem var jo i gang, så jeg skulle pludselig på spanden. Stanken var ulidelig, fortæller Hanna.

I skumringen næste morgen nåede de Sverige. På kajen stod hendes far.

Mine forældre havde en filosofi om, at vi i farestunder skulle sprede os. Så hvis nogen blev taget, ville de andre overleve.

I halvandet år boede familien i Sverige, inden de efter krigens afslutning vendte tilbage til Danmark, hvor Hanna har levet lige siden. Men ikke før i 2001 ved den første danske Auschwitz-dag fortalte hun om sine oplevelser før og under krigen.

Nu har jeg det okay med at tale om det, men som du kan se, hænder det, at jeg bliver lidt fugtig i øjnene. Jeg kan huske usikkerheden og angsten over, at min far hele tiden var væk. Jeg oplevede det at være på flugt som skræmmende og usikkert. Identitetsusikkert. For hvad var det, jeg havde gjort, siden man forfulgte mig sådan?