Det var noget nær et tilfælde, at lagerforvalteren Peter Rindal skulle lede en folkelig bevægelse mod ødselhed i staten og elitær kunst. Havde DR haft et radiostudie i Vejle og ikke i Kolding, er det muligt, at dansk kulturdebat aldrig havde ændret sig, at jordskredsvalget i 1973 aldrig ville have fundet sted, og at Danmark ikke have taget den åbne debat om indvandringens konsekvenser, som har ført til en stram udlændingepolitik i de seneste 20 år.
Så stor kan Peter Rindals historiske betydning have været, skriver Dansk Folkepartis mangeårige kulturordfører Alex Ahrendtsen i sin nye bog “Rindal. Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten”. Her reflekterer han over, at kulturkrigeren Peter Rindal i 1965 trådte ind i danmarkshistorien på ret tilfældig vis en dag, hvor DR-programmet "Dags Dato" hurtigt skulle have et indslag i hus.
Forinden var det blevet meddelt, at Statens Kunstfonds tildeling af livsvarig ydelse skulle udvides fra at omfatte fire kunstnere til nu at omfatte 23. Samtidig steg det årlige beløb til disse kunstnere fra 12.500 kroner til knap 30.000. DR vidste, at Peter Rindal og hans kolleger på Kolding Hørfabrik havde indsendt en protestskrivelse, men det samme havde nogle slagteriarbejdere fra Vejle, der både havde fået flere underskrifter og været hurtigere ude end koldingenserne.
Men da indslaget skulle i hus på under 45 minutter, og DR kun havde et radiostudie i Kolding og ikke i Vejle, fik Peter Rindal sit landsdækkende gennembrud den dag. Det blev skelsættende, mener Alex Ahrendtsen.
“Hvis slagteriarbejderne var blevet talsmænd for bevægelsen, er jeg overbevist om, at debatten ville være døet ud efter nogle uger. I modsætning til Peter Rindal var deres kritik af kunstfonden ikke principiel, de var ikke lige så kompromisløse i deres kritik, og de havde ikke ordet i deres magt, som Rindal havde. Deres protest var blødere, og jeg tror ikke, at de ville kunne inspirere til den folkelige bevægelse, som Rindal stod bag.”
Misforstået ærinde
Slaget mod Statens Kunstfond var begyndt, og Peter Rindal viste sig at have en enorm opbakning i befolkningen. En meningsmåling fra 1965, hvor hans oprør begyndte, viste at kun 13 procent af befolkningen støttede fonden, der dengang gav og den dag i dag giver økonomisk understøttelse til kunstnere. Hele 73 procent var derimod enige med lagerforvalteren i, at kunstnere skulle klare sig selv.
Rindals kamp blev mere og mere indædt, og pressen viste sig at være dybt optaget af konflikten mellem den jævne lagerforvalter og de elitære kunstnere. I årevis var han i medierne med sin kritik, men han lykkedes aldrig med sit endemål. Statens Kunstfond blev aldrig nedlagt, men Peter Rindals mål med bevægelsen var også bredere end det, mener Alex Ahrendtsen.
“Hans ærinde er i høj grad blevet misforstået. Folk tror fejlagtigt, at han ville forbyde og fordømme moderne kunst, men det var ikke hans mål. Hans kritik af Statens Kunstfond var en mere principiel kritik af statens forbrug af almindelige menneskers penge. Han brugte kunstfonden som et sindbillede på problemerne ved den massive udvidelse af velfærdsstaten, som foregik i 1960’erne.”
Ifølge Alex Ahrendtsen ærgrede det også Rindal selv, at han havde svært ved at komme igennem med sin principielle kritik af den voksende velfærdsstat. Han mente, at staten skulle betale for de basale velfærdsydelser som sygehuse og plejehjem, men han mente, at det offentlige i for høj grad ødslede andre menneskers penge bort.
Kunstfonden blev så stærkt et billede på det, at diskussionen aldrig kom videre. De jævne danskere kunne nemt identificere sig med forargelsen, og medierne så en god historie i sammenstødet mellem abstrakt kunst og det arbejdende folk, som udgjorde størstedelen af Rindals bevægelse.
Samtidig stod Peter Rindals personlighed til en vis grad i vejen for hans projekt.
“Han var meget kompromisløs og manglede måske nogle gange noget empati. Han havde ikke rigtigt den sociale bremse, som mange mennesker har. Han sagde tingene uden omsvøb, og det stødte folk fra ham, selvom det jo også var en af hans styrker.”
Forandrede debatkulturen
Peter Rindals ønske om at nedlægge kunstfonden blev aldrig opfyldt. Tværtimod er omfanget af statslig støtte til kunstnere blot blevet større siden hans tid, og det samme gælder velfærdsstaten. Men lagerforvalteren har langtfra levet forgæves, hvis man spørger Alex Ahrendtsen, der i bogen ikke lægger skjul på, at han selv har sympati for kulturkrigeren.
Særligt har Peter Rindal inspireret folkelige protestbevægelser og gjort den danske debat mere åben og tolerant over for meninger, der afviger fra den herskende, mener forfatteren.
“Jeg er overbevist om, at jordskredsvalget i 1973 ikke havde fundet sted, hvis ikke Rindal havde været med til at identificere en stor utilfredshed i befolkningen over politikerne. På samme måde er jeg ikke sikker på, at vi ville kunne have haft så fri og åben en debat om konsekvenserne ved indvandringen, hvis ikke Rindal havde forandret den offentlige debat i Danmark dengang. Måske ville vi have haft samme berøringsangst over for emnet som svenskerne.”
Er det ikke mere nærliggende at tænke, at danskere altid har været åbne for fri debat, og at Rindals gennemslagskraft netop er et udtryk for det?
“Jeg er ikke så overbevist om, at vi grundlæggende er meget anderledes end svenskerne som folk. Jeg tror, at vi har haft et par modige mennesker som Rindal, der har fået bolden til at rulle ved at insistere på at ville diskutere de her ting.”
Hvordan ville Rindal egentlig se på dig og Dansk Folkeparti, som havde stor indflydelse på kulturpolitikken i 2010’erne?
“Jeg tror og håber, at han ville være positivt stemt. Jeg har haft ham i baghovedet, siden jeg blev kulturordfører, fordi jeg deler nogle af hans holdninger - blandt andet at staten ikke må blive for stor eller formynderisk. Han ville nok godt kunne lide, at vi fik rusket op i kulturdebatten og fik støttet mere folkelige projekter.”
Men hvis han var imod støtte af kunstnere generelt, ville han så ikke være kritisk, uanset om man støtter abstrakte moderne kunstnere eller sætter Sigurd Barrett på finansloven, som I gjorde i 2015?
“Jo, det er for så vidt rigtigt. Han så jo gerne, at kunstnere kunne klare sig selv, så hans skattepenge ikke skulle gå til at opretholde nogen kunstners levestandard.”
Men hvorfor skulle han være mere positivt stemt over for jer, der ikke har afskaffet statslig støtte af kunstnere, men bare omfordelt til de mere folkelige?
“Jeg tror, at han ville synes, at den del var rigtig. Hvis han skulle være kritisk over noget, ville det i højere grad være, at vi ikke havde gjort nok, i og med at vi ikke har nedlagt Statens Kunstfond eller afskaffet livsvarige ydelser, som vi ønsker.”