Venstres tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen forsøgte at komme sin partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, til undsætning, da han i sin tale på partiets landsmøde angreb regeringen for at begrænse friheden. Det siger politisk kommentator Hans Engell.
- Det gjorde han, fordi Ellemann i sin store tale i går i virkeligheden ikke var specielt kritisk overfor Mette Frederiksen, siger Hans Engell.
- Han havde mange temaer, men du finder intet sted i talen med et dybt stød i forhold til regeringen.
Engell mener, at Jakob Ellemann-Jensen lod statsminister Mette Frederiksen (S) slippe for let i sin tale. Det gjorde han ved at give udtryk for frihedstanker, som "dybest set de fleste kan blive enige om".
Undertiden var Fogh mere konkret ind i sit angreb på Mette Frederiksen, mener han.
- Der er ikke noget, som partilandsmøder elsker mere, end når partilederen går hårdt til den politiske modstander. Men det gjorde Ellemann ikke i går.
- For mig at se handlede det om, at Fogh har følt, at hvis det her årsmøde skal blive en succes - også for Ellemann - er man nødt til at levere et dybt stød overfor regeringen, siger han.
Anders Fogh Rasmussen startede sin tale ud med at sige, at han normalt ikke blander sig i indenrigspolitik, men at han søndag ville gøre en undtagelse.
Og det er rigtigt, at han bryder med en stil, mener Hans Engell.
- Det er atypisk, at tidligere statsministre kritiserer hinanden. Uanset hvilken partifarve de har haft, har vores tidligere statsministre været ret flinke overfor hinanden. Det er ikke tilfældet i dag, siger han.
Anders Fogh Rasmussen kritiserede i sin tale regeringen for "målbevidst at begrænse danskernes frihed og valgmuligheder."
Hertil nævnte han regeringens plan om at ville elevfordele på landets gymnasier ud fra forældrenes indkomst.
Og han gav en direkte kritik af Mette Frederiksen.
- Ikke blot er det svært for pressen at få direkte adgang til at stille kritiske spørgsmål til statsministeren. Men under dække af Coronaen og en stram udlændingepolitik styrer statsministeren med fast hånd den mest ræverøde regering i årtier, lød det fra den tidligere statsminister.
/ritzau/