Har de kulturradikale vundet eller tabt?

Der findes ingen større systembevarelse end kampen for en uforanderlig nationalstat, siger Politikens debatredaktør Ditte Giese.

De værdier, kulturradikale som PH kæmpede for, har sejret, er blevet institutionaliseret og hævet over kritik, mener den konservative debattør Kasper Støvring. Ifølge den erklæret kulturradikale Ditte Giese, debatredaktør på Politiken, har dette ændret sig fundamentalt siden 2001

Kasper Støvring: Ideologien gennemsyrer samfundet 
 
Klaus Rifbjerg sagde i 2010, at ”kulturradikalismen har tabt på alle ledder og kanter”. Hans Hertel kalder den stendød, men du siger omvendt, at kulturradikalismen har sejret. Hvem har så overtaget faklen fra Brandes, PH og Rifbjerg?

Det er måske ikke så klargørende at sige, at bestemte personer repræsenterer den. I stedet gennemsyrer kulturradikal ideologi samfundet som en slags ubevidste antagelser. Hvor mange problematiserer værdier som humanisme, internationalisme, ateisme, tolerance, fordomsfrihed, åbenhed og det progressive? Der mangler et kritisk korrektiv, sjovt nok, fordi kulturradikalismen først og fremmest så sig som kritisk. Netop det her frigørelsesprojekt, opgøret med de gamle bindinger i form af nationen, kristendommen og autoriteterne, er blevet institutionaliseret. Især i medierne, uddannelsessystemet og kunstlivet, og så gennem institutioner som Politiken og Danmarks Radio.

I dag er det borgerlige forsvar for danske værdier et forsvar for kvindernes ligestilling, for ytrings- friheden, for at religion er en privatsag, mens vi har set dagbladet Politiken kritisere de satiriske Muhammed-tegninger og agitere for at modtage flygtninge med et kristent begreb som næstekærlighed. Er kulturradikalisme blevet de borgerliges projekt?

Kasper Støvring, konservativ debattør.

Det er rigtigt på visse stræk. Konservative kan være lidt for afhængige af deres kritikobjekt, altså kulturradikalismen, fordi de fremhæver nogle ting mere, end deres konservative gemytter burde tillade dem. Hvis man er modstander af muslimsk tildækning af kvinder, kan man måske ligefrem gå i en position, hvor man fremhæver en seksualisering af unge pigers kroppe. Og så er man i gang med at abonnere på en kulturradikal holdning og kaste sine konservative tanker væk, fordi man er så afhængig af sit kritikobjekt. Og samtidig går kulturradikale pludselig hen og bliver det modsatte. Fordi man er modsætning til Dansk Folkeparti og konservative, så forsvarer man lige pludselig islam og kalder på indskrænkning af ytringsfriheden.

Er kulturradikalisme så ikke bare ligesom populisme og neoliberalisme? Der er ingen enighed om, hvad ordet betyder, og mange bruger det bare om dem, de ikke kan lide – så det giver ingen mening længere?

Det kunne man godt sige. Den konstatering kan være snublende nær. Jeg mener bare ikke, at den er helt rigtig, men bunder i manglende præcisering af, hvem man kritiserer, og hvad kultur- radikalisme egentlig er for en størrelse. Men det er jo ikke et argument for, at kulturradikalismen ikke eksisterer.

Ditte Giese: Vi håber også, at dronning Margrethe lever længe og lykkeligt

Hvad er din definition på kulturradikalisme?

En løst defineret bevægelse bestående af mennesker, der kulturelt og meningsmæssigt er præget af frisind, åbenhed, nysgerrighed, liderlighed og ikke mindst en tro på evig fremgang. 

Ditte Giese, debatredaktør på Politiken.

Hvor meget alvor og hvor meget satire er der i Politikens fremstød på bagsiden for ”den nye kulturradikalisme”? 

Al god satire har noget med virkeligheden at gøre, og al god virkelighed har noget med satire at gøre. Vi finder, at humor er et fint sprog at kommentere nutidens politik og værdipolitik på. Der er ikke nogen bedre måde at lokke folk indenfor på. Det er også derfor, folk er skrækslagne for Donald Trump – fordi han lider af en af det nye årtusindes værste folkesygdomme: At være blottet for selvironi.

Hvor mener du, den klassiske kulturradikalisme a la Georg Brandes og PH står i dag? Er den stendød som bevægelse, som Hans Hertel formulerer det?

Næh, det synes jeg egentlig ikke, at professor Hertel har ret i. Det er indiskutabelt, at Brandes er stendød, og at PH også er det i et vist omfang, men kulturradikalismen, forstået som åbensindet, progressiv bevægelse ville det være mærkeligt at kalde død. Den har bare haft svært ved at finde et output og et nutidigt sprog. Måske også fordi begrebet ”kulturradikal” så ofte, og i helt misforståede sammenhænge, bliver brugt som skældsord.
 
De nationalkonservative angriber i dag de kulturradikale for at være blevet samfundets nye autoriteter og bevarere af det bestående og dermed have lagt tidligere tiders systemkritik i graven. Er det den borgerlige fløj, der med sin kamp for ytringsfrihed og imod islams religiøse dogmer er vor tids kulturradikale?


De kulturradikale vandt pædagogikken og folkeskolen og styrtede den patriarkalske faderfigur. Alt dette ændrede sig dog fundamentalt med systemskiftet i 2001. En kamp mod islam, fordi der er en anden kultur, den kristne, som man gerne vil beskytte, virker meget lidt progressiv. Der findes ingen større systembevarelse end kampen for en uforanderlig nationalstat. Men der skal være nul berøringsangst i den nye kulturradikalisme, vi skal frivolt trykke der, hvor det er ømt og ikke være naive hippier. Men det er altså en 15 år gammel pointe at mene, at de kulturradikale er systembevarere og smagsdommere. Skal vi ikke bare blive enige om, at det i dag er ganske ukontroversielt at iklæde sig rækkehus og Dannebrog og kalde sig nationalkonservativ? I øvrigt gjorde det også ondt på os kulturradikale, at Danmark er ude af VM i herrehåndbold, og vi håber også, at dronning Margrethe lever længe og lykkeligt.