Skat på arv er det seneste år blevet et stadig varmere tema mellem rød og blå blok, blandt andet fordi det rører ved spørgsmålet om den stigende ulighed i samfundet.
For nylig præsenterede Socialdemokratiet sit udspil til arvebeskatning, og i går kom De Konservative med en skatteplan, der blandt andet helt vil fjerne afgiften på arv.
Socialdemokratiets udspil lægger op til, at der skal betales mindre i afgift af arvebeløb op til tre millioner kroner, mens afgiften øges på højere arvebeløb. Det rammer dermed lige ind i lighedsdiskussionen, men ifølge folketingsmedlem Henrik Dahl fra Liberal Alliance er der noget mere på spil. Nemlig holdningen til slægt og familieskab, mener han.
I en klumme i Berlingske har han beskyldt Social- demokratiet (og socialister) for at nære et ”had til familien og slægten som sociale institutioner”.
Han argumenterer for, at partiets politik for generationsskifte i virksomheder og beskatning af arv må være udtryk for, at man slet ikke kan lide familier. Henrik Dahl forestiller sig, at familien i socialistisk optik udfordrer staten, og at ”stærke familier” svækker statens magt og indflydelse.
Finansordfører Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet afviser blankt, at hans parti ser kernefamilien og slægten som udfordrende for staten.
”Pointen er, at Socialdemokratiet foreslår, at den almindelige familie skal slippe lettere og billigere, når man arver. Det kommer nærmest til at fremstå som det modsatte, når Henrik Dahl udbreder sig. Jeg har faktisk hørt ham tale rigtig meget om, at den almindelige lønmodtager skulle slippe billigere i forhold til arveafgiften. Når Socialdemokratiet så foreslår det, oven i købet fuldt finansieret, bliver han også sur over det,” siger Benny Engelbrecht.
”Nu er Henrik Dahl sent sprunget ud som liberal, og det skærper måske behovet for, at man husker sin historie. Der er ikke så mange ting, liberale og socialdemokrater er enige om, men de har dog kunnet blive enige om, at nedarvede privilegier ikke i sig selv er til gavn for samfundsstrukturen,” siger den socialdemokratiske ordfører.
”Når man taler om ned- arvede privilegier, er det primært de adelige familier i 1600- og 1700-tallet, som blandt andre Adam Smith (økonom og liberalismens ideologiske fader, red.) talte meget, meget brændende imod. Der er ikke så mange af hans værdier, jeg er enige i, men et af hans meget gode citater er, at ’der findes ikke nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre end retten til at disponere over sin formue efter døden’. Det er jo kernetanken i det, de liberale har tænkt,” pointerer Benny Engelbrecht.
”Det er klart, at når mormors kolonihavehus går i arv til næste generation, er det ikke noget problem. Men vi synes, der er en udfordring, når man ikke beskatter meget store formuer. Så får man en formuekoncentration, som i sidste ende kan være til skade for samfundet og føre til uro og ustabilitet.”
Henrik Dahl fastholder sit synspunkt om, at Socialdemokratiet må have et had til slægten som institution.
”Det bygger jeg på den enorme modvilje mod at gøre generationsskifte lettere, som vi oplevede i 2017, da vi lempede beskatningsreglerne på det område. Der sagde Socialdemokratiets ordfører Lea Wermelin fra Folketingets talerstol, at det ville blive rullet tilbage, når Socialdemokratiet kom til magten,” siger han.
”Socialdemokratiet fokuserede i debatten på de meget store virksomheder, men Danmark er et land, som mestendels består af små og mellemstore virksomheder. Der ville det være mest rigtigt at tale om slægtsejede virksomheder. Og det er et angreb på den måde at drive virksomhed på.”
Tidligere var afgiften for at overdrage sin virksomhed til næste generation det samme som for andre typer af arv, nemlig 15 procent for nære familiemedlemmer som børn eller børnebørn, men med lovændringen i 2017 sænkes afgiften gradvis frem til 2020 til blot fem procent, og regeringspartiernes mål er, at afgiften ved generationsskifte helt skal forsvinde i 2025.
”Når Socialdemokratiet går så heftigt efter at beskatte personlig arv, kan det heller ikke forklares på anden måde, end at man har en uvilje mod, at opsparingen i en generation bliver liggende til næste generation. Det er nogle mennesker, der har sparet nogle penge op, og når den person dør, bliver de penge herreløse, og så mener man, at samfundet skal have en andel af dem.”
Men hvorfor er han ikke enig i Adam Smiths betragtning om, at der ikke er nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre end retten til at disponere over sin formue efter døden?
”Det er jeg ikke af moralske årsager. For det første er det tilfældigt, om du kommer til at betale eller ej. Mens du stadig lever, kan du godt tilrettelægge en opsparing, så staten ikke får fingrene i den, og det vil være fuldstændig lovligt. Det vil nogle gøre, og andre ikke. Det er nogle mærkelige regler, som man kan gennemhulle. Jeg kan virkelig ikke se, hvad sådan en herreløs opsparing kommer staten ved,” siger Henrik Dahl.
”Blod er tykkere end vand. Man er grundlæggende nødt til at holde fast i, at en slægt er et særligt rum, hvor der gælder andre regler end mellem fremmede mennesker.”
Ifølge Henrik Dahl er det ondt, at Socialdemokratiet vil beskatte de større arveformuer hårdere, end de bliver i dag.
”Der ligger en eller anden form for ondskab i, at man udpeger en ret lille gruppe, som man så rammer rigtig hårdt, uden det gavner almenvellet. Den milliard kroner, man kan få i kassen ved at gøre det, er desværre en dråbe i havet, når man ser, hvor stort det offentlige budget er,” siger han.