Prøv avisen

Har ungdommen aflyst oprøret?

I dag og i morgen samles nutidens unge i Søndermarken på det borgerlige Frederiksberg til Ungdommens Folkemøde. Billedet er fra samme arrangement i 2016. Foto: Jens Dresling/ritzau

Torsdag begynder Ungdommens Folkemøde. Politikfestivalen er ikke et protestmøde, og det kendetegner nutidens meget lidt rebelske ungdomsgeneration, mener forsker. Ifølge to ungdomspolitikere er der dog stadig meget at gøre oprør mod, men måske ikke på samme måde som med de gamle protestbevægelser

Nutidens unge, hvad sker der for dem?

Deres bedstemødre brændte ifølge myten deres bh’er, bedstefædrene groede langt hår, og sammen drømte de om revolution. Nutidens unge, derimod, synes lige så velfriserede som en stereotypisk landsformand for Liberal Alliances Ungdom og er ærlig talt en anelse kedelige i deres stræben efter 12-taller, universitetsstudier og forældrekøbte lejligheder.

Ja, og så er de bornerte, lyder kritikken indimellem fra nostalgiske eksrevolutionære og folk, der var unge i 1960’erne og 1970’erne: Gør nu oprør!

I dag og i morgen samles nutidens unge i Søndermarken på det borgerlige Frederiksberg til Ungdommens Folkemøde, en ungdommelig pendant til Bertel Haarders (V) grundtvigianske idé om Folkemødet på Bornholm, der ifølge medstifteren Olav Hesseldahl desværre ligger samtidig med eksaminerne i juni.

Nutidens unge begejstres også af politikere på Bertel Haarders alder. Unge venstreorienterede i USA og Storbritannien hepper på 75-årige Bernie Sanders og 68-årige Jeremy Corbyn, der mener det samme, som de har gjort i årtier. I Tyskland vil flertallet af de unge førstegangsvælgere, der måske ikke kan huske andre forbundskanslere end Angela Merkel, formentlig bruge deres stemme til forbundsdagsvalget den 24. september på ”bedste-mutti” Merkel.

Jonas Lieberkind er lektor ved DPU på Aarhus Universitet og forsker i unges demokratiske dannelse. Ifølge ham er Ungdommens Folkemøde da også særligt derved, at ”det ikke er noget protestmøde”. Folkemødet er tværtimod inspireret af teologen Hal Kochs samtaledemokratiske ideal. Der er debat mellem ungdomspartierne, der er musik, og de unge snakker om økonomi og tegner den fremtid, vi lever i, for nu at parafrasere en kendt sang med TV-2. Men protesten er fraværende.

”Jeg vil karakterisere de unge som politisk passive. Der er noget, der tyder på, at de unge mennesker ikke har et politisk projekt,” siger Jonas Lieberkind.

”Det betyder ikke, at de ikke interesserer sig for politik, og det betyder ikke, at de ikke er vidende. Tværtimod. De danske unge, de danske 8.-9.-klasser, er ekstremt vidende! De er nogle af de mest vidende internationalt,” understreger han.

”Men lige så snart man spørger dem: ’Har I lyst til at deltage i demonstrationer eller på anden måde tage aktiv del i samfund?’, bliver de ekstremt passive. Og de bliver mere passive, jo mere utraditionelle metoderne for at deltage i samfundet er. De vil som regel gerne melde sig ind i en eller anden form for forening, men har svært ved at deltage i en fredelig protest. Og det hænger måske sammen med, at der ikke er særlig meget at protestere imod,” siger Jonas Lieberkind.

Ungdommen står bredt forstået ikke i opposition til hverken forældregeneration eller til ”systemet”, siger han. De har i meget høj grad accepteret tidens norm om uddannelse, og det er afgørende for deres anskuelser. Så i dag er der tværtimod nogle venstreorienterede forældre, som forsøger at ”motivere” de unge til at gøre lidt protest.

”Altså, det er dem, der tager deres børn med til demonstrationer, det er ikke vennerne! Forældrene er ikke nødvendigvis et modbillede for de unge. Men det mest interessante og slående er, at der ikke er noget modbillede til den samfundsform, vi har. De unge har ikke et politisk projekt, og jeg vil nogle gange sige, at det er med god grund. For hvad skulle det politiske projekt egentlig være?”, spørger Jonas Lieberkind og hæfter sig ved manglen på politiske utopier og de seneste års diskussion om ”nødvendighedens politik”.

Så hvor finder man oprøret?

Måske hos Liberal Alliances Ungdom, LAU. Det siges i hvert fald med jævne mellemrum, at dagens ungdom er liberal, og Liberal Alliance fik ved skolevalget i foråret en næsten dobbelt så stor andel af stemmerne, som partiet fik ved det rigtige folketingsvalg i 2015. Ifølge landsformand for LAU Søren Nielsen er hans ungdomsparti det mest oprørske, ”fordi det er os, der vil længst væk fra status quo”, som han siger.

Nutidens ungdomsoprør er, mener Søren Nielsen, meget mere individualistisk og handler om at ”rive sig fri fra alle andre”. Protestbevægelserne fra efterkrigstiden var derimod ”en mere kollektivistisk måde at gøre oprør på”.

”Det handler meget om, hvordan du tror, at man forandrer verden. Er det ved at lave massedemonstrationer, eller er det ved at sprede dine idéer på en mere stilfærdig måde ved at præge de mennesker, der er omkring én, med nogle liberale tanker, eller ved på universitetet at lave afhandlinger, der har et islæt af noget liberalt, og som bliver ført videre? Det tager vanvittig lang tid, men jeg er ret overbevist om, at det er en langt mere effektiv måde at gøre det på, end de der ’68-oprørere gjorde. Deres generation var, skal vi huske på, dem, der flyttede ind i parcelhuskvartererne med villa, volvo og vovse,” siger Søren Nielsen.

Men Liberal Alliances Ungdom er ikke det mest oprørske ungdomsparti. Det mener Kathrine Maggie Mitchell Slettegaard, der sidder i ledelsen af den uafhængige Socialistisk Ungdomsfront, SUF, der samarbejder med Enhedslisten. For, som hun siger, ”det er jo os, der gerne vil have en revolution – det synes jeg er ret oprørsk”.

Og der er nok at gøre oprør mod, mener Kathrine Maggie Mitchell Slettegaard og nævner sexisme mod kvinder, dårlige forhold for seksuelle minoriteter og racisme over for flygtninge og indvandrere. Hun synes egentlig, at unge som hende er meget politisk engagerede, men mener samtidig også, at ”vi ikke længere lever i den oprørske tid”, som 1960’erne var.

”Der er den her forståelse af, at vi allerede har nået målet med en masse af de her kampe,” siger Kathrine Maggie Mitchell Slettegaard, der i lighed med lektor Jonas Lieberkind tror, at årsagen kan være, at unge ikke har ”nogen ideologi, de følger længere”.

”Når jeg har snakket med andre og siger, at jeg er marxist, kigger de på mig og tænker ’hold da op’. Men det er jo min ideologi, det synes jeg er rigtig fedt. Men man ser jo også i dag i politik, at partierne bliver mindre og mindre ideologiske,” siger Kathrine Maggie Mitchell Slettegaard, der godt kan forstå, at unge venstreorienterede i USA og Storbritannien bliver inspirerede af ældre mænd som Bernie Sanders og Jeremy Corbyn.

”Jeg tror, det handler om, at i lige præcis de lande har man ikke set nogle rigtige venstreorienterede meget længe. Her kommer der så endelig nogle eksempler på det, og det er klart, at nogle så bliver begejstrede,” siger hun:

”Selvfølgelig ville det have været lækrest, hvis det havde været en ung kvinde. Men hvis du tænker på, at det er to konservative lande – hvor sandsynligt er det lige,” siger Kathrine Maggie Mitchell Slettegaard.

Men nu skal forældergenerationen også holde op. Det mener tyske Britt-Marie Lakämper, der i august skrev et debatindlæg på ungdomsmediet Bento.de om, at hun var ”Generation Merkel – og det er også godt!”. Ifølge Lakämper det nemlig ”nonsens”, når forældregenerationen og ”journalister over 50 år” mener, at unge som hende er upolitiske, bare fordi de stemmer på det, de kender.

Britt-Marie Lakämper mindede om, at ”min generation har det ekstraordinære held at leve i en fredelig tid” og ”et stabilt demokrati”.

”Bare fordi I gav udtryk for jeres holdninger med protester på gaden, betyder det ikke, at vi ikke har nogen, når vi ikke er på gaden”.