Prøv avisen

Harry Potter er kirkens nye missionær

Boghandlere landet over er forberedt på det store rykind, når den nye Harry potter-bog må sælges en time efter midnat. Her et vindue fra en københavnsk boghandler. – Foto: Peter kristensen.

Den anglikanske kirke beder nu sine ungdomsarbejdere om at sprede den kristne budskab gennem børnebogsfiguren Harry Potter

Når den syvende og sidste bog i serien om Harry Potter i nat bliver udgivet verden over, er det med den anglikanske kirkes varmeste anbefaling. Faktisk er den britiske kirke i færd med at udforme en guide til dens ungdomsarbejdere, så de ved hjælp af Harry Potter bedre kan udbrede det kristne budskab.

Dermed har kirken taget en 180 grader vending i forhold til tidligere udtalelser, der beskyldte bøgerne om Harry Potter for at glamourisere det okkulte.

Biskoppen i Oxford John Pritchard betegner nu bøgernes forfatter, J.K. Rowling, som en stor historiefortæller.

Jesus brugte historiefortælling til at engagere og udfordre sine lyttere. Der er ikke noget bedre end en god historie til at få folk til at tænke, og der er meget i bøgerne om Harry Potter, der kan få unge mennesker til at tænke på de valg, de gør i deres hverdag, og hvor de hører til i verden, siger han til den britiske avis, The Daily Telegraph.

Meningen er at bruge bøgerne som rampe for at snakke om kristendommen. For Harry Potters magi er en del af verden på samme måde, som kristne forfatteres magi er det. Og de dilemmaer, som Potter og hans venner kæmper med, er ofte de samme som de, vi kæmper med i den virkelige verden, lyder forklaringen.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk