Prøv avisen

Havet er igen blevet vores skæbne

Dagen i dag er af FN udnævnt til international havdag. Og havet har brug for opmærksomhed. Foto: Jens Brunke / Panthermedia / Ritzau Scanpix

I dag markeres FN’s internationale havdag med fokus på verdenshavenes fundamentale rolle for livet på jorden. Ifølge forskere er menneskets optimistiske syn på havet som transportvej og uudtømmeligt spisekammer i dag erstattet af ængstelig omsorg og frygt for syndfloden

Når Søren Franks svigerfar i sin ungdom sejlede ud med familien i deres sejlbåd, smed de bare de tomme dåser over bord, for havet opsluger jo alt. Havet er mægtigt. Havet er evigt. Havet er uovervindeligt.

For nylig har forskere haft en specialkonstrueret ubåd 11 kilometer nede på bunden af Marianergraven, jordklodens dybeste oceangrav. Og konstateret, at den er forurenet af menneskeligt affald. Havet er stadig mægtigt. Men havet er også truet. Af os. Ligesom vi er truet af havet.

”Det paradoksale i den her tidsalder er, at vi på den ene side har været årsag til en masse skidt, men i mange år har vi ikke været bevidste om det. Der har kulturhistorisk været en tendens til at opfatte havet som evigt. Et bundløst hul. Det er det jo også. Det er enormt. Det fylder 70 procent af jordens overflade. Men med nutidens industri og syv milliarder mennesker står det klart, at noget har forandret sig,” siger Søren Frank, som er professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet og arbejder på et forskningsprojekt om forholdet mellem mennesket og havet, som det kommer til udtryk i skiftende perioders litteratur.

Han opdeler havets kulturhistorie i fire-fem epoker. Frem til cirka 1450 var der et teocentrisk syn, hvor havet blev set som farligt og styret af guderne eller Gud. Med de store opdagelsesrejser fik vi et antropocentrisk syn, præget af menneskets lyst til at underlægge sig verden. Denne lyst blev udbygget teknologisk fra cirka 1850, hvor vi fik et teknocentrisk syn. Siden 1945 har opfattelsen af havet bevæget sig mod det geocentriske, med jordkloden i fokus. I dag er man begyndt at tale om den antropocæne tidsalder, hvor mennesket har fået stor magt til at gøre jordkloden og verdenshavene fortræd.

”Oprindeligt var mit projekt mere historisk, men det har fået en meget aktuel dimension af, at havet er et vigtigt element i tidens diskussioner om planetens fremtid, om klimaforandringer, og om at vi står over for en oversvømmelse af landmasser, som er beboet af millioner af mennesker. På mange måder er det lige før, at det er den første epoke med trusler om syndfloden og apokalypsen, vi er vendt tilbage til,” siger Søren Frank.

Dagen i dag er af FN udnævnt til international havdag. Og havet har brug for opmærksomhed. I maj udkom en 1800 siders rapport fra FN’s rådgivningsgruppe om biodiversitet og økosystemer, IPBES, som blandt andet slog fast, at en million dyre- og plantearter er truet af udryddelse, herunder koralrev, haj-, hummer- og krabbearter i havet. En tredjedel af verdens fiskeri foregår på en måde, som ikke er bæredygtig. Og kun tre procent af verdenshavene vurderes ikke at være skadet af menneskelig påvirkning.

Det er ikke dommedag, men en meget konkret biodiversitetskrise, konstaterer Torkel Gissel Nielsen, professor ved DTU Aqua, institut for akvatiske ressourcer på Danmarks Tekniske Universitet:

”Et meget stort antal arter er truet. Dyr uddør på land, og det går tilsvarende dårligt i havet, der har vi bare mindre overblik over, hvad der sker. Havets pH-værdi og næringsstofindhold forandrer sig på grund af klimaforandringerne og omfattende forurening med blandt andet olie og plastic. Når forskere kan finde spor af plasticforurening i pingvinkolonierne på Antarktis, i havet ved Nordpolen og på bunden af Marianergraven, illustrerer det, at det er et massivt aftryk, der er sat på vores klode og på verdenshavene,” siger Torkel Gissel Nielsen, som slår fast, at det ikke kun er litteraturforskere, men også naturvidenskaben, der ser klare tegn på, at havets liv er truet af mennesket, og at menneskets liv er truet af stigende verdenshave:

”Men det er ikke syndfloden. Ved at bruge det billede skaber man et indtryk af en pludselig tsunami, der overskyller det hele. Det er en langsom proces, som vi med den rette brug af teknologi og politiske tiltag vil kunne kompensere for.”

Ifølge Mickey Gjerris, teolog, lektor og ph.d. i bioetik ved Københavns Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, hænger den nuværende antropocæne epoke sammen med, at jordens befolkning er vokset eksplosivt. Samtidig spiller det ind, at mennesket eksistentielt har fjernet sig mere fra naturen.

”Man siger, at vi i en periode kom til at tænke så meget på vores bekvemmelighed og fødevaresikkerhed, at vi glemte at holde øje med, hvad der ville ske. Vi glemte, at vi bor på en kugle med begrænsede ressourcer, og derfor blev vi taget med bukserne nede,” siger Mickey Gjerris.

Ikke desto mindre er han enig i, at det er uheldigt at inddrage ord som syndflod i debatten om klimaet, jorden og havet:

”Jeg ser de ord som en afsporing af debatten. Det, vi står over for, er ikke verdens undergang. Men der er grund til stor bekymring, også på havenes vegne. Der er god grund til at komme ud af fosterstillingen, lytte til de seneste vurderinger og anbefalinger fra FN’s klimapanel og bidrage til, at forureningen og klimabelastningen mindskes.”