”Havets bølger væltede sig hen over isen... det var nær ved døden”

I 1777 overlevede 12-årige Anders et skibsforlis i ismasserne ved Grønland og overvintrede dér. Sidste afsnit i Kristeligt Dagblads serie om lokalhistoriske kirkegårde handler om hvalfanger-samfundet på Rømø

Hvalfangst i Ishavet omkring 1700 skildret af den hollandske maler Abraham Storck. 12-årige Anders M. List var på sit femte togt, da hans skib forliste i isen i 1777, og han overvintrede i Grønland. – Wikicommons.
Hvalfangst i Ishavet omkring 1700 skildret af den hollandske maler Abraham Storck. 12-årige Anders M. List var på sit femte togt, da hans skib forliste i isen i 1777, og han overvintrede i Grønland. – Wikicommons.

Anders Michelsen List var 12 år, da han i 1777 forliste med sit hvalfangerskib og overvintrede på Grønlands østkyst. Det var femte gang, han var på ishavstogt, første gang var han otte år. Men denne gang var oplevelsen så dramatisk, at overvintringen blev nævnt på hans gravsten, selvom han siden blev både styrmand og kommandør, og levede til han var 68 år:

”Her hviler Anders M. List

F. 18. maj 1765, forlist og overvintret i Grønland i 1777

D. 6. novb. i 1833”, står der blandt andet på stenen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Anders Michelsen List blev begravet på kirkegården ved Sct. Clemens Kirke på Rømø, og hans gravsten er én blandt mange, der fortæller historien om det søfartssamfund, Rømø var i 1650-1850.

Kristeligt Dagblads serie om kirkegårde, der fortæller lokalhistorie, har fået mange læsere til at skrive til avisen. Blandt dem er personer med særlig viden om andre lokalhistoriske kirkegårde, og i seriens sidste artikel samler vi op på to af dem: Sct. Clemens Kirkegård på Rømø og Tved Kirkegård på Mols.

Det er Rømø-hjemmefødning og pensioneret skoleleder Jørn H. Carl, som skrev til Kristeligt Dagblad om Sct. Clemens Kirkegård, hvor han i dag er guide.

”Du kan ikke gå på den her kirkegård uden at stille spørgsmål ved livet og eksistensen,” siger han, som også har skrevet en bog om kirken.

På kirkegården er 60 såkaldte kommandørsten bevaret. De fortæller ofte i detaljer om den døde sømands liv, herunder altså den søfartskatastrofe, som Anders Michelsen List overlevede i 1777.

På hans tid boede der omkring 1500 mennesker på Rømø, og af dem var 450 søfolk, der enten var beskæftiget med handel eller hvalfangst.

I 1777 var 50 af dem på togt ved Grønland. Men fra juni til september blev 14 hvalfangerbåde med besætninger fra Danmark, Tyskland og Holland fanget i pakisen i det samme farvand.

”Isen skruede sig tilsammen i bjerge,” huskede Rømø-kommandøren på 12-årige Anders’ skib. Kommandøren fik senere sin beretning skrevet ned og udgivet.

Ismasserne kvaste skibene, så cirka 450 mænd måtte forlade dem og vandre ind over isen mod fastlandet.

Anders var del af en gruppe på 70 mænd fra to skibe.

”Alle måtte stå natten over på et stykke is. Havets bølger væltede sig hen over isen, så vi med al mulig kraft måtte holde os fast ved bådene [bjærgede småbåde fra det forliste skib, red.], det var nær ved døden,” lød kommandørens beretning.

Han havde et ømt punkt for den 12-årige Anders. Drengen ”blev til sidst så afmægtig, at han ej kunne følge de øvrige”, erindrede han. Anders’ våde tøj tyngede, så han knap kunne gå. Han bad om lov til at tage det af og fortsatte mod land ”næsten nøgen med os andre”.

Én nat døde tre mænd af kulde. Mange, der var løbet forud, druknede eller døde af udmattelse.

”Nogle så vi, idet vi gik forbi dem, liggende på isen, de stræbte efter at rejse sig; men var alt for afmægtige, og tilvinkede os andre deres sidste farvel,” berettede kommandøren.

Da mændene nåede kysten, var det Anders, som først fik øje på tre grønlændere. Af dem fik de blåbær og sælhundekød, og hvalfangerne endte med at overvintre med hjælp fra grønlændere flere steder på kysten, indtil de endelig i slutningen af marts 1778 nåede byen Paamiut (Frederikshåb). Der mødte de en købmand og fik skibslejlighed til Rømø.

Ud af 450 forliste mænd overlevede cirka 150. Rømøs statistik var bedre: 28 nåede hjem af de 50, som sejlede ud.

Få år efter forudså en anden af Rømøs hvalfangere sin egen død. I 1783 gik Matthis Svensen Schouw, 45 år, døden i møde ved selv at vælge tekst og billede til sin gravsten.

”Her hviler i Herren/ den velerfarne Commandoer/ Matthis Svensen Schouw/ som udi sit 28 Aar indtraadte i Egteskab/ med Maren Niels Doter som ikkuns [kun, red.]/ varede i 17 Aar. Avlede 1 Son og 3 Dottere,” står der på stenen, som er rig på prosa næsten som en anden Jellingsten.

”Min Søfart er nu endt mit skib i Haunen sendt/ og Himlen er min Bolig/ hvor jeg nu lever rolig,” står der også på stenen, der videre fortæller, at kommandøren rejste 21 gange fra Hamborg til Grønland med skibet ”Zwanen”.

Det var i Hamburg efter sådan en rejse, at han følte sig dødssyg, fortæller Jørn H. Carl, som har historien fra en efterkommer.

I 1783 forudså ishavs-kommandøren Matthis Svensen Schouw sin egen død og bestemte selv tekst og billede på sin gravsten. – Foto: Sara og David Bjørklund.
I 1783 forudså ishavs-kommandøren Matthis Svensen Schouw sin egen død og bestemte selv tekst og billede på sin gravsten. – Foto: Sara og David Bjørklund.

”Så han bestilte den her sten og en gul egetræskiste. Han ville sætte et eftermæle, og der var titlen som kommandør vigtig, men også familien og trosstoffet,” siger han.

Et skib er hugget ud i relief nederst på stenen. Sejlene er spændt til ræerne som tegn på, at livssejladsen er bragt til ende.

Var Matthis Svensen Schouw ked af, at han skulle dø? Ægteskabet med Maren varede kun 17 år, betoner han i sin tekst. På relief-skibets højre side vinker en mand og en dreng til fire kvinder, der står på skibets venstre side. Manden er kommandøren selv, han har lagt armen om sin søn Peter, der døde flere år forinden. Far og søn giver tegn til den levende familie, moderen og de tre søstre: De vil ses igen.

”På den ene side tror jeg, at Matthis var meget glad for Maren, børnene og livet. På den anden side tror jeg, han havde et afklaret forhold til døden. At sejle i Arktis et halvt år ad gangen gennem 21 år har helt sikkert betydet, at han har set døden i øjnene mange gange. Jeg synes, at både tekst og relief afspejler en forsonet holdning til at skulle dø,” siger Jørn H. Carl.

Ved Jyllands østkyst, på Mols, står en af danmarkshistoriens helt store samfundsmæssige omvæltninger at læse på Tved Kirkegård. Her er 50 seks-personers gravsteder bevaret. De afspejler de store landboreformer sidst i 1700-tallet, siger historiker Klaus Bertelsen, som skrev til Kristeligt Dagblad om kirkegården.

I årtierne efter stavnsbåndets ophævelse i 1788 blev bønderne fritaget for deres pligtarbejde for herremændene. De fik tid til at dyrke deres egen jord, og de fik arvefæste eller selveje til jorden i modsætning til tidligere, hvor herremanden kunne smide en familie af jorden, når han ville.

Jorden blev de facto bondens egen, og en del af bondestanden rejste sig fra undertil middelklasse (i øvrigt så hurtigt at disse gårdejere på mindre end 100 år blev en magtfaktor i dansk politik med dannelsen af partiet Venstre i 1870).

Det er denne revolution af bøndernes vilkår, Tved Kirkegård afspejler med sine 50 bevarede slægts-gravsteder.

”Danmark parcelleres i første halvdel af 1800-tallet, og den her ekstremt voldsomme omkalfatring af samfundet træder ind på kirkegårdene. Også her fik man sin egen parcel, hvor slægten lå samlet gennem generationer. Gravstedet blev slægtsgården i miniature,” siger Klaus Bertelsen.

På Tved Kirkegård er strukturen så velbevaret, at den daværende museumsinspektør på Museum Østjylland i 1986 stillede forslag om en totalfredning af kirkegården. Det år vedtog man ved lov, at bevaringsværdige gravminder skal registreres, altså enkelt-sten eller andre minder. Men Danmark har fortsat ingen lov, der beskytter hele kirkegårdsmiljøer, hvad eksperter har efterlyst i Kristeligt Dagblads serie.

Men arven må der værnes om, mener også Klaus Bertelsen. Ifølge ham siger ingen bedre, hvad der er på spil, end digteren Johannes V. Jensen i fædrelandssangen ”Hvor smiler fager den danske kyst”:

”Alvorlig taler ved alfarvej

med grønsvær tækket de gamles grave:

Henfarne slægter – forglem dem ej!

i arv de gav dig en ædel gave.

Henfarne slægter

i landets marv

sig ej fornægter.

Bevar din arv!”

Beretningen om Grønlandsforlisene blev skrevet ned af rektor ved Ribe Katedralskole Lorens Hanssen i 1806. Hans bog ”Grønlandsfarerne i året 1777” blev genudgivet i 1977 af forlaget Melbyhus.