Hedebølgen slutter søndag med lokal torden og risiko for hagl

Der kan komme både torden og kraftigt nedbør lokalt søndag.
Der kan komme både torden og kraftigt nedbør lokalt søndag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Hvad end man nyder sommervejret eller har det hårdt i de høje temperaturer, kan man godt indstille sig på, at de kommende dage bliver drønvarme.

Fredag og lørdag fortsætter hedebølgen nemlig i mange dele af landet med masser af sol især i den østlige del af landet. Men søndag ventes det lumre vejr at få en våd afslutning.

Det fortæller Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fredag morgen.

- Weekenden kommer til at stå i varmens tegn. Vi lover typisk op mellem 25 og 32 grader - de 32 grader bliver dog lokalt og i den østlige del af landet, siger han.

- Men ugen slutter af med ustadigt vejr, og søndag kan der lokalt komme både torden og kraftigt nedbør.

DMI nævner også risiko for hagl.

Hedebølge defineres som mere end 28 grader tre dage i træk.

Forklaringen på de varme temperaturer skal findes i et kraftigt højtryk, der kommer fra Rusland.

De vejrforhold betyder dog også, at der bliver meget store forskelle på temperaturerne i forskellige dele af landet.

Den vestlige del af Jylland og kyster med pålandsvind kan således kun vente 17-22 grader i de kommende dage.

Men stort set resten af landet kommer til at svede, og det vil føles "bagende" hedt, fortæller Jesper Eriksen.

- Torsdag luftede det stadig lidt med noget vind. Men i dag og i morgen kommer luften mange steder til at stå næsten helt stille. Og så føles det jo endnu varmere, siger han.

Derfor opfordrer DMI også til at huske solcremen og få nok at drikke.

Det er endnu ikke sikkert, hvornår og hvor meget nedbør der vil komme søndag og i næste uge. Men det er dog ret sikkert, at det bliver både koldere og mere vådt.

- Vi håber, at det slår om, siger Jesper Eriksen.

- Der er nok mange, der kan trænge til noget vand, og det tyder på, at det vil blive mere ustadigt, men med stor usikkerhed i nedbørsmængderne.

/ritzau/